Kongs-Emnerne
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
i næste gade.)
KONGS-EMNERNE.
KONGS-EMNERNE.
HISTORISK SKUESPIL I FEM AKTER
SYVENDE UDGAVE.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.
1889.
PERSONERNE:
Håkon Håkonssøn, kongevalgt af Birkebejnerne.
Inga fra Vartejg, hans moder.
Skule jarl.
Fru Ragnhild, hans hustru.
Sigrid, hans søster.
Margrete, hans datter.
Guthorm Ingessøn.
Sigurd Ribbung.
Nikolas Arnessøn, bisp i Oslo.
Dagfinn Bonde, Håkons stallare.
Ivar Bodde, hans hirdprest.
Vegard Væradal, en af hans hirdmænd.
Gregorius Jonssøn, lendermand.
Pål Flida, lendermand.
Ingebjørg, Andres Skjaldarbands hustru.
Peter, hendes søn, en ung prest.
Sira Viljam, huskapellan hos bisp Nikolas.
Mester Sigard
fra Brabant, en læge.
Jatgejr skald, en Islænding.
Bård Bratte, en høvding fra det Trondhjemske.
Almue og bymænd
i Bergen, Oslo og Nidaros.
Korsbrødre,
prester, munke og nonner.
Gæster, hirdmænd og fruer.
Krigsfolk o. s. v.
Handlingen foregår i første halvdel af det trettende
århundrede.
århundrede.
FØRSTE AKT.
(Kristkirkegården i Bergen. I baggrunden ligger kirken, hvis
højportal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden
står Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar
Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham
står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens
mænd. Længere tilbage på samme side sees Sigurd Ribbung med
sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger.
Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirke-
gården; mange sidder oppe i træerne og på kirkemuren; alle synes
i højeste spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens
kirketårne ringer det fjern og nær.)
højportal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden
står Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar
Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham
står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens
mænd. Længere tilbage på samme side sees Sigurd Ribbung med
sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger.
Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirke-
gården; mange sidder oppe i træerne og på kirkemuren; alle synes
i højeste spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens
kirketårne ringer det fjern og nær.)
Skule jarl
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
Hvad bier de efter så længe derinde?
Gregorius Jonssøn.
Stille; nu begynder salmen.
(Inde fra den lukkede kirke høres til basuners lyd:)
Kor af munke og nonner.
Domine coeli etc. etc.
(Under sangen åbnes kirkedøren indenfra; i forhallen sees bisp
Nikolas omgiven af prester og klosterbrødre.)
Nikolas omgiven af prester og klosterbrødre.)
Bisp Nikolas
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
Nu bærer Inga fra Vartejg jernbyrd for
Håkon kongs-emne!
Håkon kongs-emne!
(Kirken lukkes igen; sangen vedbliver derinde.)
s. 8
Gregorius Jonssøn
(dæmpet til jarlen).
(dæmpet til jarlen).
Kald på den hellige kong Olaf for det, som
ret er.
ret er.
Skule jarl
(hurtigt og afværgende).
(hurtigt og afværgende).
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.
Ivar Bodde
(griber Håkon om armen).
(griber Håkon om armen).
Bed til herren din Gud, Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Behøves ikke; jeg er viss på ham.
(Sangen fra kirken lyder stærkere; alle blotter hovederne, mange
falder på knæ og beder.)
falder på knæ og beder.)
Gregorius Jonssøn
(til jarlen).
(til jarlen).
Dette er en stor time for dig og mange.
Skule jarl
(seer spændt mod kirken).
(seer spændt mod kirken).
En stor time for Norge.
Pål Flida
(nær ved jarlen).
(nær ved jarlen).
Nu holder hun jernet.
Dagfinn Bonde
(over hos Håkon).
(over hos Håkon).
De kommer kirkegulvet nedover.
Ivar Bodde.
Krist skærme dine skære hænder, Inga kongs-
moder!
moder!
s. 9
Håkon.
Denne stund skal hun visselig lønnes for al
min tid.
min tid.
Skule jarl
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
Skreg hun? Slap hun jernet?
Pål Flida
(går opover).
(går opover).
Jeg ved ikke hvad det var.
Gregorius Jonssøn.
Kvinderne græder højt i forhallen.
Koret fra kirken
(falder jublende ind).
(falder jublende ind).
Gloria in excelsis deo!
(Portalen springer op; Inga kommer ud, fulgt af nonner, prester og
munke).
munke).
Inga
(på kirketrappen).
(på kirketrappen).
Gud har dømt! Se disse hænder; med dem
bar jeg jernet!
bar jeg jernet!
Stemmer blandt mængden.
De er skære og hvide, som før!
Andre stemmer.
Endda fagrere!
Hele almuen.
Han er visselig Håkon Sverressøns søn!
Håkon
(omfavner hende).
(omfavner hende).
Hav tak, tak, du højt velsignede!
s. 10
Bisp Nikolas
(stryger forbi jarlen).
(stryger forbi jarlen).
Uklogt var det at fremme jernbyrden.
Skule jarl.
Nej, herre bisp, Gud måtte tale i denne sag.
Håkon
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
Nu er det da altså gjort, det, som hver en
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
Dagfinn Bonde
(ud mod mængden).
(ud mod mængden).
Ja, se på denne kvinde og tænk jer om, så
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes
ord, før enkelte havde brug for at der skulde
tvivles?
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes
ord, før enkelte havde brug for at der skulde
tvivles?
Pål Flida.
Tvivlen har hvisket i hvert kot fra den stund
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i
kong Inges gård.
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i
kong Inges gård.
Gregorius Jonssøn.
Og sidste vinter vokste den til et skrig og
gik lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg
hver mand kan vidne.
gik lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg
hver mand kan vidne.
Håkon.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har
jeg også givet efter for mange trofaste venners
råd og bøjet mig så dybt, som ingen anden
kongevalgt mand har gjort på lange tider. Jeg
har bevist med jernbyrd min fødsel, bevist min
ret, som Håkon Sverressøns søn, til at tage land
og rige i arv. Ikke vil jeg her granske nøjere,
hvem der har fostret tvivlen og gjort den så
højmælt, som jarlens frænde siger; men det ved
jeg, at bittert har jeg lidt under den. Jeg har
været kongevalgt fra barn af, men liden kongsære
blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes,
at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun
minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg
gik op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte
sig om og lod som han ikke så mig, for at
slippe at hilse, som det er skik at hilse konger.
Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben
krig var nær ved at bryde løs i landet og den
måtte jeg hindre.
jeg også givet efter for mange trofaste venners
råd og bøjet mig så dybt, som ingen anden
kongevalgt mand har gjort på lange tider. Jeg
har bevist med jernbyrd min fødsel, bevist min
s. 11
ret, som Håkon Sverressøns søn, til at tage land
og rige i arv. Ikke vil jeg her granske nøjere,
hvem der har fostret tvivlen og gjort den så
højmælt, som jarlens frænde siger; men det ved
jeg, at bittert har jeg lidt under den. Jeg har
været kongevalgt fra barn af, men liden kongsære
blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes,
at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun
minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg
gik op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte
sig om og lod som han ikke så mig, for at
slippe at hilse, som det er skik at hilse konger.
Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben
krig var nær ved at bryde løs i landet og den
måtte jeg hindre.
Dagfinn Bonde.
Godt kan det være for konger at lytte til
kloge råd; men var mit råd hørt i denne sag,
da havde det ikke været med hedt jern men med
koldt stål, at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret
mellem sig og sine uvenner.
kloge råd; men var mit råd hørt i denne sag,
da havde det ikke været med hedt jern men med
koldt stål, at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret
mellem sig og sine uvenner.
Håkon.
Styr dig, Dagfinn; det sømmer sig for den
mand, som skal styre fremst i riget.
mand, som skal styre fremst i riget.
Skule jarl
(med et let smil).
(med et let smil).
Kongens uven er det så nemt at kalde hver
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
s. 12
Håkon.
Hvem ved. Var det min ret alene, som her
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere
op; her gælder det kald og pligt. Jeg kender
det højt og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke
ved at sige det, – jeg alene er den, som kan
styre landet frem til det bedste i disse tider;
– kongefødsel avler kongepligt –
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere
op; her gælder det kald og pligt. Jeg kender
det højt og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke
ved at sige det, – jeg alene er den, som kan
styre landet frem til det bedste i disse tider;
– kongefødsel avler kongepligt –
Skule jarl.
Der er flere her, som giver sig selv sligt
fagert skudsmål.
fagert skudsmål.
Sigurd Ribbung.
Jeg gør det, og med ligeså fuld grund. Min
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
Håkon.
Ja, hvis din fader, Erling Stejnvæg, var kong
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Sigurd Ribbung.
Ribbungerne tog mig til konge og gjorde
det med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre
Birkebejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
det med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre
Birkebejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
Håkon.
Ja så ilde havde I stellt med Norge, at
Sverres ætling måtte true sig frem.
Sverres ætling måtte true sig frem.
Guthorm Ingessøn.
Sverres ætling er jeg ligeså fuldt som du –
s. 13
Dagfinn Bonde.
Men ikke i lige række mand efter mand.
Bisp Nikolas.
Der er kvindeled imellem, Guthorm.
Guthorm Ingessøn.
Det ved jeg dog, at Inge Bårdssøn, min fader,
var lovligt tagen til konge over Norge.
var lovligt tagen til konge over Norge.
Håkon.
Fordi der ikke var nogen, som kendte til at
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det
blev vitterligt, styrede han riget som værge for
mig, ikke anderledes.
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det
blev vitterligt, styrede han riget som værge for
mig, ikke anderledes.
Skule jarl.
Så kan ikke siges med sandhed; Inge var
hele sin tid konge med al lovlig magt og uden
forbehold. At Guthorm liden ret har, kan være
sandt nok; thi han er uægte født; men jeg
er kong Inges ægtefødte broder, og loven er
for mig, når jeg kræver og tager fuld arv
efter ham.
hele sin tid konge med al lovlig magt og uden
forbehold. At Guthorm liden ret har, kan være
sandt nok; thi han er uægte født; men jeg
er kong Inges ægtefødte broder, og loven er
for mig, når jeg kræver og tager fuld arv
efter ham.
Dagfinn Bonde.
Å, herre jarl, fuld arv har I visselig taget,
og det ikke eders faders slægtseje alene, men alt,
hvad Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
og det ikke eders faders slægtseje alene, men alt,
hvad Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
Bisp Nikolas.
Ikke alt, gode Dagfinn. Ær sandheden;
– kong Håkon har beholdt en sylgje og den
guldring, han bærer om armen.
– kong Håkon har beholdt en sylgje og den
guldring, han bærer om armen.
s. 14
Håkon.
Lad det være som det vil; med Guds hjælp
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd
og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hird-
folk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som ved-
taget er. Med bundne hænder har jeg siddet til
denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke
mig i, at jeg længter efter at få dem løste.
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd
og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hird-
folk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som ved-
taget er. Med bundne hænder har jeg siddet til
denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke
mig i, at jeg længter efter at få dem løste.
Skule jarl.
Det går flere, som jer, Håkon Håkonssøn.
Håkon
(blir opmærksom).
(blir opmærksom).
Herre jarl, hvad mener I?
Skule jarl.
Jeg mener, at alle vi kongs-emner har samme
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt
hans ret strak.
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt
hans ret strak.
Bisp Nikolas.
Utrygt har det været med kirkens sager som
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
Dagfinn Bonde
(halvlydt).
(halvlydt).
Nye kneb!
(Håkons mænd rykker nærmere sammen.)
Håkon
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
Jeg vil tro, at jeg ikke har fattet eders
mening. Jernbyrden har godtgjort min odelsret
til riget, og derfor skønner jeg ikke bedre, end
at rigsmødet kun har at give lovskraft til mit
kongevalg, som alt gik for sig på Ørething for
seks år siden.
mening. Jernbyrden har godtgjort min odelsret
s. 15
til riget, og derfor skønner jeg ikke bedre, end
at rigsmødet kun har at give lovskraft til mit
kongevalg, som alt gik for sig på Ørething for
seks år siden.
Flere blandt jarlens og Sigurds mænd.
Nej, nej, – det nægter vi!
Skule jarl.
Så var aldrig tanken, da det blev vedtaget
at holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I
endnu ikke vundet riget, men kun bevist eders
adkomst til idag at møde frem med os andre
kongs-emner og gøre gældende det krav, som I
mener at have –
at holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I
endnu ikke vundet riget, men kun bevist eders
adkomst til idag at møde frem med os andre
kongs-emner og gøre gældende det krav, som I
mener at have –
Håkon
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Det vil da kort og grejdt sige, at i seks år
har jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år
har I, herre jarl, urettelig rådet landet som værge
for mig.
har jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år
har I, herre jarl, urettelig rådet landet som værge
for mig.
Skule jarl.
Ingenlunde så. En måtte bære kongsnavnet,
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og
fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme
frem med vore fordringer.
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og
fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme
frem med vore fordringer.
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Jarlen mener, at hint valg kun gav jer
brugsret ikke ejendomsret til kongemagten.
brugsret ikke ejendomsret til kongemagten.
s. 16
Skule jarl.
I har siddet inde med alle rettigheder; men
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og
jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som
I, og nu skal loven dele mellem os og sige hvo
der skal tage arven fast for alle tider.
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og
jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som
I, og nu skal loven dele mellem os og sige hvo
der skal tage arven fast for alle tider.
Bisp Nikolas.
Sandt at sige, har nok jarlen god grund for
sin mening.
sin mening.
Skule jarl.
Både jernbyrd og rigsmøde har mere end
engang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom
I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det
første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til
at jernbyrden nu blev fremmet?
engang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom
I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det
første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til
at jernbyrden nu blev fremmet?
Dagfinn Bonde
(forbitret).
(forbitret).
Brug værget, kongsmænd, og lad det dele!
Mange af hirden
(stormer frem).
(stormer frem).
Bær våben på kongens uvenner!
Skule jarl
(råber til sine).
(råber til sine).
Dræb ingen! Sår ingen! Bare hold dem fra
livet.
livet.
Håkon
(holder sine tilbage).
(holder sine tilbage).
Ind med værget hver mand, som drog det!
– Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det
tifold værre for mig med slig fremfærd.
– Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det
tifold værre for mig med slig fremfærd.
s. 17
Skule jarl.
Slig farer mænd frem mod mænd hele landet
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker
jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald
landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker
jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald
landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
Håkon
(efter en kort betænkning).
(efter en kort betænkning).
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved hånden og vender
sig til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en
trofast mand i min faders hird; tag denne kvinde
hjem i dit herberge og vær god mod hende; –
hun var Håkon Sverressøn såre kær. – Gud
signe dig, min moder, – jeg får møde til rigs-
stævne nu. (Inga trykker hans hånd og går med Torkell.
Håkon tier lidt, træder derpå frem og siger med klarhed:) Loven
skal dømme; den alene. I Birkebejnere, som var
med på Ørething og tog mig til konge, I er nu
løste fra den ed, I svor mig der. Du, Dagfinn,
er ikke min stallare mere; jeg vil ikke møde frem
med stallare eller med hird, ikke med kongsmænd
eller med svorne kæmper; jeg er en fattig mand;
al min arv er en sylgje og denne guldring; –
det er ringe gods at lønne så mange gode mænds
tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu står
det lige mellem os; jeg vil intet have forud for
jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, –
den hverken kan eller vil jeg dele med nogen. –
Lad blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og
den hellige kong Olafs lov.
sig til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en
trofast mand i min faders hird; tag denne kvinde
hjem i dit herberge og vær god mod hende; –
hun var Håkon Sverressøn såre kær. – Gud
signe dig, min moder, – jeg får møde til rigs-
stævne nu. (Inga trykker hans hånd og går med Torkell.
Håkon tier lidt, træder derpå frem og siger med klarhed:) Loven
skal dømme; den alene. I Birkebejnere, som var
med på Ørething og tog mig til konge, I er nu
løste fra den ed, I svor mig der. Du, Dagfinn,
er ikke min stallare mere; jeg vil ikke møde frem
med stallare eller med hird, ikke med kongsmænd
eller med svorne kæmper; jeg er en fattig mand;
al min arv er en sylgje og denne guldring; –
det er ringe gods at lønne så mange gode mænds
tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu står
det lige mellem os; jeg vil intet have forud for
jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, –
den hverken kan eller vil jeg dele med nogen. –
Lad blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og
den hellige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre; der blæses i horn og lur
langt borte.)
langt borte.)
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
2
s. 18
Gregorius Jonssøn
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
Ved jernbyrden tyktes du mig ræd, og nu
ser du så glad og trøstig ud.
ser du så glad og trøstig ud.
Skule jarl
(fornøjet).
(fornøjet).
Så du, han havde Sverres øjne, da han
talte? Godt blir valget enten de gør ham eller
mig til konge.
talte? Godt blir valget enten de gør ham eller
mig til konge.
Gregorius Jonssøn
(urolig).
(urolig).
Men vig ikke. Tænk på alle dem, som falder
med din sag.
med din sag.
Skule jarl.
Her står jeg på rettens grund; nu gemmer
jeg mig ikke for helgenen.
jeg mig ikke for helgenen.
(Går ud til venstre med sit følge.)
Bisp Nikolas
(haster efter Dagfinn Bonde).
(haster efter Dagfinn Bonde).
Det går nok, gode Dagfinn, det går nok; –
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han
er kåret; – hold ham bare langt borte!
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han
er kåret; – hold ham bare langt borte!
(Alle går ud til venstre bag kirken.)
s. 19
(En hal i kongsgården. Til venstre i forgrunden er et lavt
vindu; til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som
fører ind til kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole
og bænke.)
vindu; til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som
fører ind til kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole
og bænke.)
(Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre dør; Sigrid
følger straks efter.)
følger straks efter.)
Fru Ragnhild.
Her ind.
Margrete.
Ja her er mørkest.
Fru Ragnhild
(går til vinduet).
(går til vinduet).
Og her kan vi se ned på thingvolden.
Margrete
(ser forsigtigt ud).
(ser forsigtigt ud).
Ja, dernede bag kirken er de alle samlede.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som
vil drage så meget efter sig.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som
vil drage så meget efter sig.
Fru Ragnhild.
Hvem råder her i hallen imorgen?
Margrete.
O ti. Så tung en dag havde jeg aldrig
tænkt at skulle leve.
tænkt at skulle leve.
Fru Ragnhild.
Den måtte komme; at stå som kongsværge
var ikke fuld gerning for ham.
var ikke fuld gerning for ham.
Margrete.
Ja – den måtte komme; kongsnavnet alene
kunde ikke være ham nok.
kunde ikke være ham nok.
2*
s. 20
Fru Ragnhild.
Hvem taler du om?
Margrete.
Om Håkon.
Fru Ragnhild.
Jeg talte om jarlen.
Margrete.
Der lever ikke ypperligere mænd, end de to.
Fru Ragnhild.
Ser du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han
sidder, – ret som en ulv i lænke.
sidder, – ret som en ulv i lænke.
Margrete.
Ja se –! Han folder hænderne foran sig
over sværdknappen og hviler hagen på dem.
over sværdknappen og hviler hagen på dem.
Fru Ragnhild.
Han bider sig i mundskægget og ler –
Margrete.
Hvor stygt han ler.
Fru Ragnhild.
Han ved, at ingen vil fremme hans sag; –
det er det, som gør ham ond. – Hvem er den
lagmand, som taler nu?
det er det, som gør ham ond. – Hvem er den
lagmand, som taler nu?
Margrete.
Det er Gunnar Grjonbak.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
s. 21
Margrete.
Nej han er nok for kongen –
Fru Ragnhild
(ser på hende).
(ser på hende).
For hvem er han, siger du?
Margrete.
For Håkon Håkonssøn.
Fru Ragnhild
(ser ud; efter et kort ophold).
(ser ud; efter et kort ophold).
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser
jeg ikke.
jeg ikke.
Margrete.
Bag sine mænd, der nederst – i fodsid kappe.
Fru Ragnhild.
Ja der.
Margrete.
Han ser ud som han skammer sig –
Fru Ragnhild.
Det er på moderens vegne.
Margrete.
Så gjorde ikke Håkon.
Fru Ragnhild.
Hvem taler nu?
Margrete
(ser ud).
(ser ud).
Tord Skolle, lagmanden i Ranafylke.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
s. 22
Margrete.
Nej – for Håkon.
Fru Ragnhild.
Hvor uryggelig jarlen sidder og hører til.
Margrete.
Håkon tykkes stille – men stærk alligevel.
(livfuldt.) Stod en langfarende mand her, han skulde
kende de to blandt alle de tusende andre.
(livfuldt.) Stod en langfarende mand her, han skulde
kende de to blandt alle de tusende andre.
Fru Ragnhild.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en for-
gyldt stol frem for Håkon –
gyldt stol frem for Håkon –
Margrete.
Pål Flida sætter magen til den bag jarlen –
Fru Ragnhild.
Håkons mænd vil hindre det!
Margrete.
Jarlen holder fast i stolen –!
Fru Ragnhild.
Håkon taler vredt til ham – (flygter med et
skrig fra vinduet.) O Jesus Kristus! Så du øjnene
– og smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
skrig fra vinduet.) O Jesus Kristus! Så du øjnene
– og smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
Margrete
(som med rædsel har fulgt efter).
(som med rædsel har fulgt efter).
Ikke Håkon heller! Hverken jarlen eller
Håkon!
Håkon!
Sigrid
(ved vinduet).
(ved vinduet).
O usselt, usselt!
s. 23
Margrete.
Sigrid!
Fru Ragnhild.
Er du her!
Sigrid.
Så dybt må de lægge vejen nedenom, for at
vinde op på kongssædet.
vinde op på kongssædet.
Margrete.
O, bed med os, at alt må vendes til det
bedste.
bedste.
Fru Ragnhild
(bleg og forfærdet til Sigrid).
(bleg og forfærdet til Sigrid).
Så du ham –? Så du min husbond –?
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham.
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham.
Sigrid.
Ligned han Sigurd Ribbung!
Fru Ragnhild
(sagte).
(sagte).
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!
Sigrid.
Lo han som Sigurd?
Fru Ragnhild.
Ja, ja!
Sigrid.
Så får vi alle bede.
Fru Ragnhild
(med fortvivlet styrke).
(med fortvivlet styrke).
Jarlen må kåres til konge! Han tager skade
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
s. 24
Sigrid
(stærkere).
(stærkere).
Så får vi alle bede!
Fru Ragnhild.
Hys, hvad er det! (ved vinduet.) Hvilke råb!
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Sigrid
(griber hende om armen).
(griber hende om armen).
Bed, kvinde! Bed for din husbond!
Fru Ragnhild.
Ja, hellig Olaf, giv ham al magten i dette
land!
land!
Sigrid
(vildt).
(vildt).
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!
Fru Ragnhild.
Han må have magten. Alt godt i ham vil
gro og blomstre, får han den. – Se ud, Mar-
grete! Hør efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes
alle hænder til ed!
gro og blomstre, får han den. – Se ud, Mar-
grete! Hør efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes
alle hænder til ed!
Margrete
(lytter ved vinduet).
(lytter ved vinduet).
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem gælder det?
Sigrid.
Bed!
Margrete
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
s. 25
Fru Ragnhild
(om lidt).
(om lidt).
Tal!
(Fra thingvolden blæses højt i lur og horn.)
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem galdt det?
(kort ophold.)
Margrete
(vender hovedet om og siger):
(vender hovedet om og siger):
Nu tog de Håkon Håkonssøn til konge.
(Musiken til kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere
og nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som
fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående
lænet op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre;
man ser ind i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thing-
volden.)
og nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som
fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående
lænet op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre;
man ser ind i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thing-
volden.)
Håkon
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
Bring mig skrivefjæren og voks og silke, –
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem
til bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu
er jeg konge!
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem
til bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu
er jeg konge!
Margrete.
Jeg hilser min herre og konge.
Håkon.
Tak! – (ser på hende og tager hendes hånd.) Tilgiv;
jeg tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
jeg tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
Margrete
(drager hånden til sig).
(drager hånden til sig).
Det krænkte mig ikke; – I er visselig
kongefødt.
kongefødt.
s. 26
Håkon
(med liv).
(med liv).
Ja må ikke hver mand sige det, som kommer
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har
berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birke-
bejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt
imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros
slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte
byen og dræbte så mange af vore, mens kong
Inge selv med nød frelste sig ombord ved at
entre opefter ankertovet.
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har
berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birke-
bejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt
imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros
slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte
byen og dræbte så mange af vore, mens kong
Inge selv med nød frelste sig ombord ved at
entre opefter ankertovet.
Margrete.
I har fristet en hård opvækst.
Håkon
(ser visst på hende).
(ser visst på hende).
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den
mildere.
mildere.
Margrete.
Jeg?
Håkon.
I kunde været mig så god en fostersøster
alle de år vi vokste op sammen.
alle de år vi vokste op sammen.
Margrete.
Men det faldt sig ikke slig.
Håkon.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes
vi ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde
kommer med skrivesager.) Er du der; giv hid!
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes
s. 27
vi ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde
kommer med skrivesager.) Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule
jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vegard Væradal.)
jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vegard Væradal.)
Håkon
(ser op og lader pennen synke).
(ser op og lader pennen synke).
Herre jarl, ved I hvad jeg her skriver!
(Jarlen nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker
hende for alt godt og kysser hende tusende gange
– her i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster
til Borgasyssel og leve der med al kongelig ære.
(Jarlen nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker
hende for alt godt og kysser hende tusende gange
– her i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster
til Borgasyssel og leve der med al kongelig ære.
Skule jarl.
I vil ikke beholde hende i kongsgården?
Håkon.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge
må ikke have nogen om sig, som er ham altfor
kær; en konge må handle med frie hænder, stå
alene, ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget
at bøde på i Norge. (vedbliver at skrive.)
må ikke have nogen om sig, som er ham altfor
kær; en konge må handle med frie hænder, stå
alene, ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget
at bøde på i Norge. (vedbliver at skrive.)
Vegard Væradal
(sagte til bisp Nikolas).
(sagte til bisp Nikolas).
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder.
Bisp Nikolas.
Jeg kendte jer straks på rådet.
Vegard Væradal.
Men lige for lige nu.
Bisp Nikolas.
Vent. Jeg holder det jeg lovede.
s. 28
Håkon
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
Læg det sammen og bring hende det selv
med mange kærlige hilsninger –
med mange kærlige hilsninger –
Ivar Bodde
(som har kastet et øje i pergamentet).
(som har kastet et øje i pergamentet).
Herre – allerede idag, skriver I –!
Håkon.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover.
Dagfinn Bonde
(langsomt).
(langsomt).
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget
natten over på altertrinet i bøn og faste.
natten over på altertrinet i bøn og faste.
Ivar Bodde.
Og det turde hænde hun var træt efter jern-
byrden.
byrden.
Håkon.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige
moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt,
så venter hun til imorgen.
moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt,
så venter hun til imorgen.
Ivar Bodde.
Eders vilje skal ske. (lægger et nyt pergament frem.)
Men så det andet, herre.
Men så det andet, herre.
Håkon.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.
Dagfinn Bonde
(peger på brevet til Inga).
(peger på brevet til Inga).
I kunde dog hint.
s. 29
Ivar Bodde.
Alt, hvad syndigt er, må brydes.
Bisp Nikolas
(som imidlertid har nærmet sig).
(som imidlertid har nærmet sig).
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon.
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Mener I det trænges?
Bisp Nikolas.
I får aldrig købt landets fred på billigere
vilkår.
vilkår.
Håkon.
Så kan jeg. Hid med pennen! (skriver.)
Skule jarl
(til bispen, der går over til højre).
(til bispen, der går over til højre).
I har kongens øre, som det lader.
Bisp Nikolas.
Til gavn for jer.
Skule jarl.
Siger I det?
Bisp Nikolas.
Før kveld vil I takke mig. (han fjerner sig.)
Håkon
(rækker pergamentet frem).
(rækker pergamentet frem).
Læs dette, jarl.
Skule jarl
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
I bryder alt forhold til Kanga hin unge?
s. 30
Håkon.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i
verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes på
den vej, hvor kongen går frem.
verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes på
den vej, hvor kongen går frem.
Skule jarl.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg
ved godt fra mig selv, hvad det må koste –
ved godt fra mig selv, hvad det må koste –
Håkon.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær.
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
Bisp Nikolas
(bøjer sig over stolen).
(bøjer sig over stolen).
Herre konge, nu vandt I langt frem mod
jarlens venskab.
jarlens venskab.
Håkon
(rækker ham hånden).
(rækker ham hånden).
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det
bedste. Bed om en nåde, og den skal vises jer.
bedste. Bed om en nåde, og den skal vises jer.
Bisp Nikolas.
Vil I?
Håkon.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord.
Bisp Nikolas.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på
Hålogaland.
Hålogaland.
Håkon.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har;
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
s. 31
Bisp Nikolas.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind
jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I
tryg for alle tider.
jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I
tryg for alle tider.
Håkon
(tager et pergamentblad).
(tager et pergamentblad).
Vegard skal have syssel på Hålogaland.
(skrivende.) Her giver jeg ham mit kongelige brev
derpå.
(skrivende.) Her giver jeg ham mit kongelige brev
derpå.
(Bispen fjerner sig.)
Skule jarl
(nærmer sig bordet).
(nærmer sig bordet).
Hvad skriver I der?
Håkon
(rækker ham bladet).
(rækker ham bladet).
Læs.
Skule jarl
(læser og ser visst på kongen).
(læser og ser visst på kongen).
Vegard Væradal? På Hålogaland?
Håkon.
På det nordre, som er ledigt.
Skule jarl.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband
også har syssel der nord? De to er bittre avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til
mig –
også har syssel der nord? De to er bittre avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til
mig –
Håkon
(smiler og rejser sig).
(smiler og rejser sig).
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de
se til at blive forligte jo før jo heller. Der må
ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd
herefterdags.
se til at blive forligte jo før jo heller. Der må
s. 32
ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd
herefterdags.
Bisp Nikolas.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)
Skule jarl.
I tænker klogt og dybt, Håkon.
Håkon
(varm).
(varm).
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, –
men lad eders datter dele det med mig!
men lad eders datter dele det med mig!
Skule jarl.
Min datter!
Margrete.
Gud!
Håkon.
Margrete, – vil I være dronning?
Margrete
(tier).
(tier).
Håkon
(tager hendes hånd).
(tager hendes hånd).
Svar mig.
Margrete
(sagte).
(sagte).
Jeg vil gerne være eders hustru.
Skule jarl
(med et håndslag).
(med et håndslag).
Fred og forlig af hjertet!
Håkon.
Tak!
s. 33
Ivar Bodde
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Himlen være lovet; nu dages det.
Dagfinn Bonde.
Jeg tror det næsten. Så godt har jeg aldrig
likt jarlen før.
likt jarlen før.
Bisp Nikolas
(bagved).
(bagved).
Stadig på vagt, gode Dagfinn, – stadig på
vagt.
vagt.
Ivar Bodde
(til Vegard).
(til Vegard).
Nu er I sysselmand på Hålogaland; her har
I kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
I kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
Vegard Væradal.
Jeg skal siden takke kongen for hans nåde.
(vil gå.)
Bisp Nikolas
(stanser ham).
(stanser ham).
Andres Skjaldarband er en hård hals, lad jer
ikke kue.
ikke kue.
Vegard Væradal.
Det har aldrig lykkets for nogen før. (går.)
Bisp Nikolas
(følger efter).
(følger efter).
Vær som fjeld og flint mod Andres Skjaldar-
band, – og tag min velsignelse med jer forresten.
band, – og tag min velsignelse med jer forresten.
Ivar Bodde,
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
Her er brevene, herre –
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
3
s. 34
Håkon.
Godt; giv dem til jarlen.
Ivar Bodde.
Til jarlen? Vil I ikke sætte seglet for?
Håkon.
Det plejer jo jarlen gøre; – han har seglet.
Ivar Bodde
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja hidindtil, – sålænge han førte værge-
målet for eder; – men nu!
målet for eder; – men nu!
Håkon.
Nu som før; – jarlen har seglet. (fjerner sig.)
Skule jarl.
Giv mig brevene, Ivar Bodde.
(Går over til bordet med dem, tager frem rigsseglet, som han bærer
gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)
gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)
Bisp Nikolas
(halvlydt).
(halvlydt).
Håkon Håkonssøn er konge – og jarlen har
kongens segl; – det går nok, det går nok.
kongens segl; – det går nok, det går nok.
Håkon.
Hvad siger I, herre bisp?
Bisp Nikolas.
Jeg siger, Gud og Sankt Olaf våger over sin
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
Håkon
(nærmer sig Margrete).
(nærmer sig Margrete).
En klog dronning kan virke store ting i
landet; eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg ved
I er klog.
landet; eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg ved
I er klog.
s. 35
Margrete.
Kun det!
Håkon.
Hvad mener I?
Margrete.
Intet, intet, herre.
Håkon.
Og I bærer ikke nag til mig, om I end har
sluppet fagre ønsker for min skyld?
sluppet fagre ønsker for min skyld?
Margrete.
Jeg har ingen fagre ønsker sluppet for eders
skyld.
skyld.
Håkon.
Og I vil stå mig nær, og give mig gode råd.
Margrete.
Jeg vilde så gerne stå eder nær.
Håkon.
Og give mig gode råd. Tak for det; kvinders
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
Margrete.
Ja, hun var eder altfor kær.
Håkon.
Og jeg er konge. Farvel da, Margrete! I
er så ung endnu; men næste sommer skal vort
bryllup stå, – og fra den stund lover jeg at
holde eder hos mig i al sømmelig tro og ære.
er så ung endnu; men næste sommer skal vort
bryllup stå, – og fra den stund lover jeg at
holde eder hos mig i al sømmelig tro og ære.
3*
s. 36
Margrete
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, jeg ved det vil vare længe, før I sender
mig bort.
mig bort.
Håkon
(levende).
(levende).
Sende eder bort? Det vil jeg aldrig gøre!
Margrete
(med tårefyldte øjne).
(med tårefyldte øjne).
Nej, det gør Håkon kun med dem, som er
ham altfor kære.
ham altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)
Fru Ragnhild
(fra højre side).
(fra højre side).
Kongen og jarlen sålænge herinde! Angsten
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
Margrete.
O så meget! Sidst tog han en sysselmand
og en dronning.
og en dronning.
Fru Ragnhild.
Du, Margrete!
Margrete
(om moderens hals).
(om moderens hals).
Ja!
Fru Ragnhild.
Du blir dronning!
Margrete.
Kun dronning; – men jeg tror jeg er glad
ved det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
ved det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
s. 37
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er vore breve; bring dem til kongs-
moderen og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
moderen og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
Dagfinn Bonde
(i salsdøren).
(i salsdøren).
Erkebispen af Nidaros begærer at måtte bringe
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
Håkon
(ånder af fuldt bryst).
(ånder af fuldt bryst).
Endelig er jeg da konge i Norge.
(Går ind i hallen.)
Skule jarl
(gemmer kongens segl i beltet).
(gemmer kongens segl i beltet).
Men jeg råder land og rige.
Teppet falder.
ANDEN AKT.
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt
på bagvæggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for
kvinderne. Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin
over gulvet; midt på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere,
mærker, skjolde og våben samt brogede tepper hænger ned fra
vægstolperne og fra det udskårne træloft. Rundtom i hallen står
drikkeborde med kander, horn og bægre.)
på bagvæggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for
kvinderne. Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin
over gulvet; midt på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere,
mærker, skjolde og våben samt brogede tepper hænger ned fra
vægstolperne og fra det udskårne træloft. Rundtom i hallen står
drikkeborde med kander, horn og bægre.)
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid,
Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag
kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt
gæster bænkede. Ved det fremste bord tilhøjre sidder blandt andre
Dagfinn Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og
bisp Nikolas spiller bretspil ved et bord tilvenstre. Jarlens husfolk
går fra og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue
høres musik under de følgende optrin.)
Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag
kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt
gæster bænkede. Ved det fremste bord tilhøjre sidder blandt andre
Dagfinn Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og
bisp Nikolas spiller bretspil ved et bord tilvenstre. Jarlens husfolk
går fra og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue
høres musik under de følgende optrin.)
Dagfinn Bonde.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda
er madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte
krus frem.
er madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte
krus frem.
Pål Flida.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster.
Dagfinn Bonde.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongs-
bryllup har ikke været spurgt i Norge før.
bryllup har ikke været spurgt i Norge før.
s. 39
Pål Flida.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen
datter før.
datter før.
Dagfinn Bonde.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand.
En hirdmand.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
Pål Flida.
Kongens del er dog større.
Dagfinn Bonde.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
Pål Flida
(ler).
(ler).
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand.
Dagfinn Bonde.
Det pligter også jarlsmændene at være.
Pål Flida.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men
ikke kongen.
ikke kongen.
Dagfinn Bonde.
Det kan ske endnu.
Bisp Nikolas
(dæmpet til jarlen under spillet).
(dæmpet til jarlen under spillet).
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger?
s. 40
Skule jarl
(uden at se op).
(uden at se op).
Jeg hører nok.
Gregorius Jonssøn
(ser visst på Dagfinn).
(ser visst på Dagfinn).
Tænker kongen på sligt?
Dagfinn Bonde.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag.
Bisp Nikolas.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl.
Gregorius Jonssøn
(stærkere).
(stærkere).
Tænker kongen på sligt, spørger jeg?
Dagfinn Bonde.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
Pål Flida.
Det har også fået god tid til at ligge.
Gregorius Jonssøn.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre
gange lovede kongen at komme, – tre gange
svigtede han.
gange lovede kongen at komme, – tre gange
svigtede han.
Dagfinn Bonde.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at
tage vare i viken.
tage vare i viken.
Pål Flida.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage
vare i Vermeland, efter hvad der siges.
vare i Vermeland, efter hvad der siges.
s. 41
Dagfinn Bonde
(opfarende).
(opfarende).
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs?
Gregorius Jonssøn.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det
er vitterligt for alle.
er vitterligt for alle.
Dagfinn Bonde.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I
hindrede ham.
hindrede ham.
Bisp Nikolas
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd
Ribbung.
Ribbung.
Skule jarl
(trækker).
(trækker).
Den vise er gammel.
Gregorius Jonssøn
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen,
Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Dagfinn Bonde.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen,
det ved jeg.
det ved jeg.
Bisp Nikolas
(trækker og siger leende til jarlen).
(trækker og siger leende til jarlen).
Nu slår jeg bonden, herre jarl.
Skule jarl
(lydt).
(lydt).
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)
s. 42
Dagfinn Bonde.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd
Ribbung rømte til Vermeland.
Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes
dæmpet; straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius
Jonssøn.)
dæmpet; straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius
Jonssøn.)
Bisp Nikolas.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt.
Skule jarl.
Det lader så.
Bisp Nikolas
(lægger sig tilbage i stolen).
(lægger sig tilbage i stolen).
I værgede ikke godt om kongen på det sidste.
Skule jarl
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig og siger dæmpet).
(nærmer sig og siger dæmpet).
Herre jarl, Jostejn Tamb lader melde, at nu
ligger skibet klar til at gå under sejl.
ligger skibet klar til at gå under sejl.
Skule jarl
(sagte).
(sagte).
Godt. (tager et forseglet pergament frem.) Her er
brevet.
brevet.
Gregorius Jonssøn
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Jarl, jarl, – er det rådeligt?
Skule jarl.
Hvilket?
Gregorius Jonssøn.
Kongens segl er for.
s. 43
Skule jarl.
Det er til kongens bedste jeg handler.
Gregorius Jonssøn.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig.
Skule jarl.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne,
derfor vil han sikre sig på andre kanter.
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne,
derfor vil han sikre sig på andre kanter.
Gregorius Jonssøn.
Klogt kan det være, det som I her gør, –
men det er farligt.
men det er farligt.
Skule jarl.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostejn,
at han sejler straks.
at han sejler straks.
Gregorius Jonssøn.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)
Bisp Nikolas
(til jarlen).
(til jarlen).
I har mangt at skøtte, lader det til.
Skule jarl.
Men liden tak for det.
Bisp Nikolas.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)
Håkon
(til bispen).
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
s. 44
Bisp Nikolas.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge;
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget
syg hele vinteren udover.
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget
syg hele vinteren udover.
Håkon.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på
mangen rygtbar gerning.
mangen rygtbar gerning.
Bisp Nikolas
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt
ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til
det altsammen.
ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til
det altsammen.
Håkon.
De levende får tage arv efter dem, som går
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste
for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig
højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland
er mødt frem til bryllupet.
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste
for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig
højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland
er mødt frem til bryllupet.
Skule jarl.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg
så sikkert ventet.
så sikkert ventet.
Håkon
(smilende).
(smilende).
Og Vegard Væradal også.
Skule jarl.
Også Vegard, ja.
Håkon
(spøgende).
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo
brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar
sig selv ud.
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo
s. 45
brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar
sig selv ud.
Skule jarl
(ler tvungent).
(ler tvungent).
Ja dengang Gunnulf, eders morbroder, hug
højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og råd-
giver.
højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og råd-
giver.
Bisp Nikolas
(muntert).
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at
kongen var utryg i jarlens værge!
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at
kongen var utryg i jarlens værge!
Håkon
(alvorligt).
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte.
Dagfinn Bonde
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på
volden, hvis det lyster eder, herre.
volden, hvis det lyster eder, herre.
Håkon.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
Bisp Nikolas.
Ja, han nægter jo at svare skatten?
Håkon.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så
foer jeg selv vestover.
foer jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
s. 46
Bisp Nikolas
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder
Jostejn Tamb?
Jostejn Tamb?
Ivar Bodde.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig.
Bisp Nikolas.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem?
Ivar Bodde.
Ja, han gør nok det.
Bisp Nikolas
(sagtere).
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde!
Ivar Bodde.
Korn og klæde, tror jeg.
Bisp Nikolas.
Og et brev fra Skule jarl.
Ivar Bodde
(studser).
(studser).
Til hvem?
Bisp Nikolas.
Ved ikke; – der var kongssegl for –
Ivar Bodde
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger!
Bisp Nikolas.
Hys, bland ikke mig op i den sag. (fjerner sig.)
s. 47
Ivar Bodde.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn,
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
Bisp Nikolas
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe
på gods og frihed!
på gods og frihed!
Gregorius Jonssøn.
Hvem gælder det nu?
Bisp Nikolas.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes
jeg de kaldte ham.
jeg de kaldte ham.
Gregorius Jonssøn.
Jostejn –?
Bisp Nikolas.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
Gregorius Jonssøn.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
Bisp Nikolas.
Ret nu gik han.
Gregorius Jonssøn.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig –
Bisp Nikolas.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn
Bonde er så ilsindet.
Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstede-
værende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
værende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
s. 48
Skule jarl
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han
ser sig om og siger):
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han
ser sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang.
Bisp Nikolas.
Kongen gik.
Skule jarl.
Og alle mænd fulgte ham efter.
Bisp Nikolas.
Alle, undtagen vi.
Skule jarl.
Det er noget stort, det, at være konge.
Bisp Nikolas
(forsigtig).
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl?
Skule jarl
(smiler alvorligt).
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er
jeg konge i Norge.
jeg konge i Norge.
Bisp Nikolas.
Drømme varsler.
Skule jarl.
De frister også?
Bisp Nikolas.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne;
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder
som første mand i landet og er dronningens fader –
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder
som første mand i landet og er dronningens fader –
Skule jarl.
Mest nu, – mest nu.
s. 49
Bisp Nikolas.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på
en stor kval.
en stor kval.
Skule jarl.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store
forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at
stå det højeste så nær – bare et slug imellem
– et spring over, – på den anden side er kongs-
navn og purpurkåbe og trone og magt og alt;
daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig
over.
forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at
stå det højeste så nær – bare et slug imellem
– et spring over, – på den anden side er kongs-
navn og purpurkåbe og trone og magt og alt;
daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig
over.
Bisp Nikolas.
Sandt, sandt, jarl.
Skule jarl.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge,
stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var
det som det skreg lydt i mig: væk med barnet,
– jeg er den voksne, stærke mand! – men
Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig
og tronen.
stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var
det som det skreg lydt i mig: væk med barnet,
– jeg er den voksne, stærke mand! – men
Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig
og tronen.
Bisp Nikolas.
Og I vovede ikke –
Skule jarl.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittun-
gerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en
større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg
måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget
dengang.
gerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en
større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg
måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget
dengang.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
4
s. 50
Bisp Nikolas.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for
Ribbungerne siden, og I ventede!
Ribbungerne siden, og I ventede!
Skule jarl.
Jeg ventede på Guthorms død.
Bisp Nikolas.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders
broder, blev konge.
broder, blev konge.
Skule jarl.
Så ventede jeg på min broders død. Han
var syg fra første færd af; hver morgen, når vi
mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede
efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af
smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som
et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod
tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde
i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder
liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for
at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig
rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod
og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og
Birkebejnerne tog ham til konge.
var syg fra første færd af; hver morgen, når vi
mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede
efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af
smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som
et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod
tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde
i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder
liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for
at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig
rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod
og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og
Birkebejnerne tog ham til konge.
Bisp Nikolas.
Og I ventede.
Skule jarl.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes;
hver dag, der gik, var en dag, som toges bort
fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg:
imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og
sætter mig på det tomme sæde.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes;
hver dag, der gik, var en dag, som toges bort
s. 51
fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg:
imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og
sætter mig på det tomme sæde.
Bisp Nikolas.
Ringe var Håkons magt dengang; han var
kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt
af eder, men I tog det ikke.
kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt
af eder, men I tog det ikke.
Skule jarl.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt
mig fra al min slægt og fra alle venner.
mig fra al min slægt og fra alle venner.
Bisp Nikolas.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er for-
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil
vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at
bryde alle broer af og kun beholde en igen, værge
den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer
for eders uven, I bygger fælde for hans fod og
hænger hvasse sverd over hans hoved, I strør gift
i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil
han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i
tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer
tryggere, at han falder for sverd; er han ved at
lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre,
at det sker ved kveldstid.
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil
vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at
bryde alle broer af og kun beholde en igen, værge
den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer
for eders uven, I bygger fælde for hans fod og
hænger hvasse sverd over hans hoved, I strør gift
i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil
han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i
tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer
tryggere, at han falder for sverd; er han ved at
lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre,
at det sker ved kveldstid.
Skule jarl
(ser alvorligt på ham).
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp?
4*
s. 52
Bisp Nikolas.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe
og styre folk og rige.
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe
og styre folk og rige.
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Svar mig paa et, ærværdige herre, men svar
mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så
uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke
kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg.
mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så
uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke
kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg.
Bisp Nikolas.
Hvem gør den største gerning i verden?
Skule jarl.
Det gør den største mand.
Bisp Nikolas.
Men hvem er den største mand?
Skule jarl.
Den modigste.
Bisp Nikolas.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det
er den mest troende, – en vismand, at det er
den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl.
Den lykkeligste mand er den største mand.
Den lykkeligste er det, som gør de største gernin-
ger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom
i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter,
og som peger for ham på den vej, han ikke selv
ved hvor bær hen, men som han dog går og må
gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser
sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner,
at han har gjort et storværk.
er den mest troende, – en vismand, at det er
den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl.
Den lykkeligste mand er den største mand.
Den lykkeligste er det, som gør de største gernin-
ger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom
i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter,
og som peger for ham på den vej, han ikke selv
ved hvor bær hen, men som han dog går og må
s. 53
gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser
sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner,
at han har gjort et storværk.
Skule jarl.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon.
Bisp Nikolas.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium.
– Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det
kaldtes ingenium.
– Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det
kaldtes ingenium.
Skule jarl
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof
end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke
alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste,
når det gælder ham? Selve bonden mærker det;
han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene
ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er
konge. Vermelandsbygden, som han brændte og
hærgede, den står og lyser med tømrede huse
igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det
er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer
frem i hærfærd; det er som Herren dækker over
med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som
de hellige magter skynder sig at slette ud hver
skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at
blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø
tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og
værge, og hans mænd værnede og værgede ham;
han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og
bar den for ham.
end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke
alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste,
når det gælder ham? Selve bonden mærker det;
han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene
ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er
konge. Vermelandsbygden, som han brændte og
hærgede, den står og lyser med tømrede huse
igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det
er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer
frem i hærfærd; det er som Herren dækker over
med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som
de hellige magter skynder sig at slette ud hver
skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at
blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø
tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og
værge, og hans mænd værnede og værgede ham;
han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og
bar den for ham.
s. 54
Bisp Nikolas
(i uvilkårligt udbrud).
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –!
Skule jarl.
Vi?
Bisp Nikolas.
Ja I – I da!
Skule jarl.
Håkon har retten, bisp.
Bisp Nikolas.
Han har retten, fordi han er den lykkelige;
– den største lykke er den, at have retten. Men
med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
– den største lykke er den, at have retten. Men
med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig
fra at tænke på.
fra at tænke på.
Bisp Nikolas.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros krist-
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste
tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader
og moder og søn og søns hustru og børn; – og
sønnen river faderen ned i vandflommen for at
vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med,
og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen
selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der
kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er
visdommens saga og hver vismands saga.
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste
tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader
og moder og søn og søns hustru og børn; – og
sønnen river faderen ned i vandflommen for at
vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med,
og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen
selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der
kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er
visdommens saga og hver vismands saga.
s. 55
Skule jarl.
Men retten!
Bisp Nikolas.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne,
den ret har hvermand.
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne,
den ret har hvermand.
Skule jarl.
Til det, som godt er, ja.
Bisp Nikolas.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige
ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste
skridt, sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.)
I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller
sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade
hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og
I skal hade hver den, som står rundt om en sag,
fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det,
som I kan bruge, det er godt, – alt det, som
lægger bråte på eders vej, det er ondt.
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige
ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste
skridt, sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.)
I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller
sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade
hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og
I skal hade hver den, som står rundt om en sag,
fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det,
som I kan bruge, det er godt, – alt det, som
lægger bråte på eders vej, det er ondt.
Skule jarl
(ser grublende frem for sig).
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol,
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har
Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så
tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige
kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt.
Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig
en søn, – jeg fik kun døtre.
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har
Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så
tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige
kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt.
Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig
en søn, – jeg fik kun døtre.
s. 56
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner, jarl, – se til!
Skule jarl
(går over mod vinduet til højre).
(går over mod vinduet til højre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon.
Bisp Nikolas
(følger efter ham).
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken
alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I
ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejner-
flokken, som står bagved Håkon og fremmer al
hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra
dem – dem, som står eder imod, – fra dem,
som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og
for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer,
mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige
sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i
verden blev øvet af en, som rejste sig mod et
stærkt rige!
alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I
ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejner-
flokken, som står bagved Håkon og fremmer al
hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra
dem – dem, som står eder imod, – fra dem,
som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og
for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer,
mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige
sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i
verden blev øvet af en, som rejste sig mod et
stærkt rige!
Skule jarl.
Hvem?
Bisp Nikolas.
Engelen, som rejste sig mod lyset!
Skule jarl.
Og som blev slængt i afgrundens gab –
Bisp Nikolas
(vildt).
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en
mægtig konge, – mægtigere end nogen af de
titusende – jarler deroppe! (synker ned på bænken ved
drikkebordet.)
mægtig konge, – mægtigere end nogen af de
s. 57
titusende – jarler deroppe! (synker ned på bænken ved
drikkebordet.)
Skule jarl
(ser længe på ham og siger):
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget
mindre end et menneske?
mindre end et menneske?
Bisp Nikolas
(smiler).
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke
forskel mellem godt og ondt.
forskel mellem godt og ondt.
Skule jarl
(halvt til sig selv).
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de
ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har
så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle
hans mænd har så fast og uryggelig en tro på
ham –
ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har
så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle
hans mænd har så fast og uryggelig en tro på
ham –
Bisp Nikolas.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv!
Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på,
at I har den, – og alle vil tro på jer.
Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på,
at I har den, – og alle vil tro på jer.
Skule jarl.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som
kunde tage al den store arv efter mig!
kunde tage al den store arv efter mig!
Bisp Nikolas
(livfuldt).
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn?
Skule jarl.
Jeg har ingen.
s. 58
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner.
Skule jarl
(knuger hænderne).
(knuger hænderne).
Og er kongefødt!
Bisp Nikolas
(rejser sig).
(rejser sig).
Jarl, – hvis han ikke var det?
Skule jarl.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden –
Bisp Nikolas.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden?
Skule jarl.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden
lykkes?
lykkes?
Bisp Nikolas.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig
til at æske Gudsdom for?
til at æske Gudsdom for?
Skule jarl.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel,
var Håkon Sverressøns søn.
var Håkon Sverressøns søn.
Bisp Nikolas
(nikker, ser sig om og siger sagte):
(nikker, ser sig om og siger sagte):
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn?
Skule jarl
(farer et skridt tilbage).
(farer et skridt tilbage).
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt.
s. 59
Bisp Nikolas.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
Skule jarl.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn.
Bisp Nikolas.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for
nogen, den tid Inga var med barn. Håkon Sver-
ressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun for
Inge Bårdssøn, som da var konge, og for eder,
– nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun
fødte lønligt i Trond prests hus, øster i Heggen
herred, og ni dage efter rejste hun hjem; men
kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden at
hun turde se til det, og uden at nogen vidste det,
undtagen Trond og hans to sønner.
nogen, den tid Inga var med barn. Håkon Sver-
ressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun for
Inge Bårdssøn, som da var konge, og for eder,
– nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun
fødte lønligt i Trond prests hus, øster i Heggen
herred, og ni dage efter rejste hun hjem; men
kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden at
hun turde se til det, og uden at nogen vidste det,
undtagen Trond og hans to sønner.
Skule jarl.
Ja, ja, – og så?
Bisp Nikolas.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke
godt dølges længere. Inga røbede da sagen for
Erlend af Huseby, – en gammel Birkebejner fra
Sverres tider – ved I.
godt dølges længere. Inga røbede da sagen for
Erlend af Huseby, – en gammel Birkebejner fra
Sverres tider – ved I.
Skule jarl.
Nu?
s. 60
Bisp Nikolas.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
Skule jarl.
Og endda kan I sige, at –?
Bisp Nikolas.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være
for en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks
barnet var født, skriftede han derfor for en af
sine overmænd i kirken og spurgte om hans råd.
Denne hans overmand bød da Trond lønligt at
forbytte barnet, sende den rette kongssøn til et
trygt sted og give Inga den urette, om hun eller
Birkebejnerne siden krævede kongssønnen.
for en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks
barnet var født, skriftede han derfor for en af
sine overmænd i kirken og spurgte om hans råd.
Denne hans overmand bød da Trond lønligt at
forbytte barnet, sende den rette kongssøn til et
trygt sted og give Inga den urette, om hun eller
Birkebejnerne siden krævede kongssønnen.
Skule jarl
(oprørt).
(oprørt).
Og hvem var den hund, som rådede til sligt?
Bisp Nikolas.
Det var mig.
Skule jarl.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt.
Bisp Nikolas.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at
komme i eders hænder.
komme i eders hænder.
Skule jarl.
Men presten?
s. 61
Bisp Nikolas.
Lovede at gøre, som jeg bød.
Skule jarl
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Og Håkon er den urette?
Bisp Nikolas.
Hvis presten har holdt sit løfte.
Skule jarl.
Hvis han har holdt det?
Bisp Nikolas.
Trond prest rejste fra landet samme vinter
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
Skule jarl.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
Bisp Nikolas.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet
hævn af mig.
hævn af mig.
Skule jarl.
Hvilken af delene tror I?
Bisp Nikolas.
Begge dele er lige trolige.
Skule jarl.
Men prestesønnerne, som I nævnte?
Bisp Nikolas.
De gik med korsfarerne til det hellige land.
s. 62
Skule jarl.
Og ingen har spurgt til dem siden?
Bisp Nikolas.
Jo.
Skule jarl.
Hvor er de?
Bisp Nikolas.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen.
Skule jarl.
Og Inga –?
Bisp Nikolas.
Ved intet, hverken om prestens skrifte eller
om mit råd.
om mit råd.
Skule jarl.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste,
sagde I?
sagde I?
Bisp Nikolas.
Ja; og det barn, hun så igen, var over års-
gammelt –
gammelt –
Skule jarl.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud,
kan dette være sandhed? Håkon – kongen –
han, som styrer over alt land og rige, han skulde
ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det
ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunder-
ligt fulgt ham, – hvorfor da ikke også det, at
tages som barn ud af en fattig kotkarls hus og
lægges i kongsbarnets vugge –
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud,
kan dette være sandhed? Håkon – kongen –
han, som styrer over alt land og rige, han skulde
ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det
ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunder-
ligt fulgt ham, – hvorfor da ikke også det, at
tages som barn ud af en fattig kotkarls hus og
lægges i kongsbarnets vugge –
s. 63
Bisp Nikolas.
Mens hele folket tror, han er kongens søn –
Skule jarl.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste
sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig
om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et
kongshoved også; men han er den hele konge.
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste
sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig
om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et
kongshoved også; men han er den hele konge.
Bisp Nikolas.
Og er det kanske endda ikke.
Skule jarl.
Nej, – kanske endda ikke.
Bisp Nikolas
(lægger hånden på hans skulder).
(lægger hånden på hans skulder).
Jarl, hør mig –
Skule jarl
(vedbliver at se ud).
(vedbliver at se ud).
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt
til hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han
tog hende til hustru, fordi det var klogt at kåre
datteren af den mægtigste mand i landet. Der
var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende
dengang; – men det vil komme; Håkon har
lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv –
(stanser og udbryder forundret:) Hvad er det?
til hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han
tog hende til hustru, fordi det var klogt at kåre
datteren af den mægtigste mand i landet. Der
var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende
dengang; – men det vil komme; Håkon har
lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv –
(stanser og udbryder forundret:) Hvad er det?
s. 64
Bisp Nikolas.
Hvilket?
Skule jarl.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken,
som står rundt om. Nu melder han noget for
kongen.
som står rundt om. Nu melder han noget for
kongen.
Bisp Nikolas
(ser ud bag ved jarlen).
(ser ud bag ved jarlen).
Håkon tykkes at blive vred; – gør han
ikke? Han knytter hånden –
ikke? Han knytter hånden –
Skule jarl.
Han ser herop, – hvad kan det være? (vil gå.)
Bisp Nikolas
(holder ham tilbage).
(holder ham tilbage).
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel
til at blive viss på Håkons ret.
til at blive viss på Håkons ret.
Skule jarl.
Et middel, siger I?
Bisp Nikolas.
Trond prest har før han døde opsat et brev
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
Skule jarl.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds
skyld, – hvor er det?
skyld, – hvor er det?
Bisp Nikolas.
I må da vide, at – (ser mod døren.) Hys,
kongen kommer!
kongen kommer!
s. 65
Skule jarl.
Brevet, bisp, – brevet!
Bisp Nikolas.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks
derefter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile
frem til kongen, men hindres af fru Ragnhild, som med flere
kvinder har fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod
baggrunden. Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på
højre side, hvor Skule står, men noget tilbage.)
derefter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile
frem til kongen, men hindres af fru Ragnhild, som med flere
kvinder har fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod
baggrunden. Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på
højre side, hvor Skule står, men noget tilbage.)
Håkon
(i stærkt indre oprør).
(i stærkt indre oprør).
Skule jarl, hvem er konge i dette land?
Skule jarl.
Hvem der er konge?
Håkon.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men
hvem har kongsmagten?
hvem har kongsmagten?
Skule jarl.
Kongsmagten bør være der, hvor kongs-
retten er.
retten er.
Håkon.
Så burde det være; men er det så?
Skule jarl.
Stævner I mig her tildoms?
Håkon.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver
mand i riget.
mand i riget.
Skule jarl.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
5
s. 66
Håkon.
Godt for os alle, hvis så er. (stiger et trin op
hvor kongsstolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg
som eders konge og spørger: ved I, at Jon jarl
på Orknø har rejst sig mod mig?
hvor kongsstolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg
som eders konge og spørger: ved I, at Jon jarl
på Orknø har rejst sig mod mig?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
At han nægter at betale mig skatten?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har
skikket brev til ham?
skikket brev til ham?
Skule jarl.
Hvem siger så?
Ivar Bodde.
Så siger jeg.
Dagfinn Bonde.
Jostejn Tamb turde ikke nægte at tage det
med, siden kongens segl var for.
med, siden kongens segl var for.
Håkon.
I skriver til kongens uvenner og sætter
kongens segl for, skjønt kongen ikke ved, hvad
der står skrevet!
kongens segl for, skjønt kongen ikke ved, hvad
der står skrevet!
Skule jarl.
Så har jeg gjort i mange år med eders
minde.
minde.
s. 67
Håkon.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig.
Skule jarl.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl
skrev mig til og bad om min mellemkomst;
han bød forlig, men på uhæderlige vilkår for
kongen. Vermelandstoget har sært trykket eders
sind; havde I selv fået handle nu, så var Jon
jarl sluppet for let, – jeg kan grejde sagen
bedre.
skrev mig til og bad om min mellemkomst;
han bød forlig, men på uhæderlige vilkår for
kongen. Vermelandstoget har sært trykket eders
sind; havde I selv fået handle nu, så var Jon
jarl sluppet for let, – jeg kan grejde sagen
bedre.
Håkon.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. –
Og hvad har I svaret?
Og hvad har I svaret?
Skule jarl.
Læs mit brev.
Håkon.
Giv hid!
Skule jarl.
Jeg tænkte I havde det?
Dagfinn Bonde.
I ved visst bedre end så. Gregorius Jonssøn
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
Skule jarl
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
Herr lendermand, giv kongen brevet.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig urolig).
(nærmer sig urolig).
Hør mig –!
5*
s. 68
Skule jarl.
Hvad nu?
Gregorius Jonssøn
(dæmpet).
(dæmpet).
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord
om kongen.
om kongen.
Skule jarl.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!
Gregorius Jonssøn.
Jeg har det ikke.
Skule jarl.
I har det ikke!
Gregorius Jonssøn.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg
greb brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten
til det –
greb brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten
til det –
Skule jarl.
Nu?
Gregorius Jonssøn.
Det ligger på bunden af fjorden.
Skule jarl.
Ilde – ilde har I der handlet.
Håkon.
Jeg venter på brevet, herre jarl!
Skule jarl.
Jeg kan ikke lægge det frem.
Håkon.
I kan ikke?
s. 69
Skule jarl
(går et skridt nærmere mod kongen).
(går et skridt nærmere mod kongen).
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under,
hvad I og eders mænd vilde kalde for ud-
flugter –
hvad I og eders mænd vilde kalde for ud-
flugter –
Håkon
(tvinger sin opbrusende vrede).
(tvinger sin opbrusende vrede).
Og så –?
Skule jarl.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem;
– jeg vil ikke lægge det frem!
– jeg vil ikke lægge det frem!
Håkon.
I trodser mig altså!
Skule jarl.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja,
jeg trodser eder.
jeg trodser eder.
Ivar Bodde
(stærkt).
(stærkt).
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen
mand har mere vidnesbyrd behov!
mand har mere vidnesbyrd behov!
Dagfinn Bonde.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens
sindelag.
sindelag.
Håkon
(koldt til jarlen).
(koldt til jarlen).
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde.
Margrete
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond!
s. 70
Håkon
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i
sit slør og går opover mod moderen igen.)
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i
sit slør og går opover mod moderen igen.)
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er kongsseglet.
Ivar Bodde.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det
endte med en tung sorg for kongen; men det
måtte komme slig engang, og jeg mener, hver
trofast mand må glæde sig ved, at det kom.
endte med en tung sorg for kongen; men det
måtte komme slig engang, og jeg mener, hver
trofast mand må glæde sig ved, at det kom.
Skule jarl.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes
dybt over, at en prest på slig vis stiller sig
mellem os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birke-
bejnere, thi jeg er Birkebejner fuldt så godt som
kongen og hans mænd. Jeg er af samme æt,
Sverres æt, kongsætten, – men I, prest, I har
bygget en mur af mistro rundt om kongen og
stængt mig ude fra ham; det har været eders
gerning i mange år.
dybt over, at en prest på slig vis stiller sig
mellem os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birke-
bejnere, thi jeg er Birkebejner fuldt så godt som
kongen og hans mænd. Jeg er af samme æt,
Sverres æt, kongsætten, – men I, prest, I har
bygget en mur af mistro rundt om kongen og
stængt mig ude fra ham; det har været eders
gerning i mange år.
Pål Flida
(opægget til de omstående).
(opægget til de omstående).
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere?
Gregorius Jonssøn
(træder frem).
(træder frem).
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed,
sålænge Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården
og lægger ondt for os.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed,
s. 71
sålænge Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården
og lægger ondt for os.
Pål Flida.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer,
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller
i uhelligt hus!
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller
i uhelligt hus!
Mange jarlsmænd.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs
for os!
for os!
Ivar Bodde.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem
kongen og så mange mægtige høvdinger. –
Håkon, min høje herre, jeg ved med mig selv,
at jeg har tjent eder med al troskab. Jarlen
har jeg varet jer imod, det er sandt; men hvis
jeg nogen tid gjorde ham uret, da får Gud
forlade mig det. Nu er der ikke mere for mig
at gøre i kongsgården; her er eders segl; tag
det i egne hænder; for længe siden skulde det
ligget der.
kongen og så mange mægtige høvdinger. –
Håkon, min høje herre, jeg ved med mig selv,
at jeg har tjent eder med al troskab. Jarlen
har jeg varet jer imod, det er sandt; men hvis
jeg nogen tid gjorde ham uret, da får Gud
forlade mig det. Nu er der ikke mere for mig
at gøre i kongsgården; her er eders segl; tag
det i egne hænder; for længe siden skulde det
ligget der.
Håkon
(der er stegen ned fra forhøjningen).
(der er stegen ned fra forhøjningen).
I bliver!
Ivar Bodde.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide
og nage mig nat og dag, om jeg gjorde det.
Større ulykke kan ingen mand volde i disse
tider, end at stille sig mellem kongen og jarlen.
og nage mig nat og dag, om jeg gjorde det.
Større ulykke kan ingen mand volde i disse
tider, end at stille sig mellem kongen og jarlen.
Håkon.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive!
s. 72
Ivar Bodde.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølv-
kisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu.
(lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre!
Gud fremme og signe al eders gerning!
kisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu.
(lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre!
Gud fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)
Håkon
(mørk, til jarlen og hans mænd).
(mørk, til jarlen og hans mænd).
Der mistede jeg en trofast ven for eders
skyld; stort vederlag må I byde, skal I veje
tabet op.
skyld; stort vederlag må I byde, skal I veje
tabet op.
Skule jarl.
Jeg byder mig selv og alle mine.
Håkon.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg
trænger nu til at samle om mig alle dem, som
jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad
straks gå bud nordover til Hålogaland; Vegard
Væradal skal kaldes her ned igen.
trænger nu til at samle om mig alle dem, som
jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad
straks gå bud nordover til Hålogaland; Vegard
Væradal skal kaldes her ned igen.
Dagfinn Bonde
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand,
som er trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand,
som er trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
Vegard kan ikke komme, herre.
Håkon.
Hvoraf ved du det?
Dagfinn Bonde.
Ret nu er her bud om ham.
Håkon.
Hvad melder det?
s. 73
Dagfinn Bonde.
At Vegard Væradal er dræbt.
Mange stemmer.
Dræbt!
Håkon.
Hvem dræbte ham?
Dagfinn Bonde.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)
Håkon.
Hvor er budet?
Dagfinn Bonde
(fører manden frem).
(fører manden frem).
Her, herre konge.
Håkon.
Hvad årsag var der til drabet?
Budet.
Det ved nok ingen. De taltes ved om
finneskatten og med et sprang Andres op og
gav ham banesår.
finneskatten og med et sprang Andres op og
gav ham banesår.
Håkon.
Og havde der før været trætte mellem dem?
Budet.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog
rådgiver her sørfra havde skrevet ham til, at
han skulde være som fjeld og flint mod Vegard
Væradal.
rådgiver her sørfra havde skrevet ham til, at
han skulde være som fjeld og flint mod Vegard
Væradal.
s. 74
Dagfinn Bonde.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte
han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han
skulde være som fjeld og flint mod Andres
Skjaldarband.
han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han
skulde være som fjeld og flint mod Andres
Skjaldarband.
Bisp Nikolas
(spytter).
(spytter).
Tvi vorde slige rådgivere!
Håkon.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet
idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her
skal mere end gråd til; her får det gælde liv
for liv. Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders
håndgangne mand; I bød mig al hjælp, som
vederlag for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet
og venter I vil virke for, at straffen fremmes over
denne ugerning.
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet
idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her
skal mere end gråd til; her får det gælde liv
for liv. Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders
håndgangne mand; I bød mig al hjælp, som
vederlag for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet
og venter I vil virke for, at straffen fremmes over
denne ugerning.
Skule jarl.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to
idag. På hversomhelst anden af mine mænd
skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne –
idag. På hversomhelst anden af mine mænd
skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne –
Håkon
(spændt).
(spændt).
Nu?
Skule jarl.
Men ikke på Andres Skjaldarband.
Håkon
(opbrusende).
(opbrusende).
Vil I værge om drabsmanden!
s. 75
Skule jarl.
Om denne drabsmand må jeg værge.
Håkon.
Og årsagen –?
Skule jarl.
Den får ingen vide uden Gud i himlen.
Bisp Nikolas
(sagte til Dagfinn).
(sagte til Dagfinn).
Jeg ved den.
Dagfinn Bonde.
Og jeg aner den.
Bisp Nikolas.
Sig ingenting, gode Dagfinn!
Håkon.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke
er alvor, det I her siger mig –
er alvor, det I her siger mig –
Skule jarl.
Var det min egen fader, Andres Skjaldar-
band havde dræbt, – han skulde endda gå fri.
I må ikke spørge mere.
band havde dræbt, – han skulde endda gå fri.
I må ikke spørge mere.
Håkon.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette!
Skule jarl
(med et udtryk af angst).
(med et udtryk af angst).
Konge! det blir blodværk på begge sider!
Håkon.
Lad gå; straffen skal dog fremmes.
s. 76
Skule jarl.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke
fremmes!
fremmes!
Bisp Nikolas.
Nej, der har jarlen ret.
Håkon.
Og det siger I, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Andres Skjaldarband har taget korset.
Håkon og Skule jarl.
Taget korset!
Bisp Nikolas.
Og er alt faret fra landet.
Skule jarl.
Godt var det for os alle.
Håkon.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være
endt. Jeg takker eder, herre jarl, for al ære,
som er mig vist i denne tid. – I drager til
Nidaros, kan jeg tænke?
endt. Jeg takker eder, herre jarl, for al ære,
som er mig vist i denne tid. – I drager til
Nidaros, kan jeg tænke?
Skule jarl.
Det er så min agt.
Håkon.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete,
heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
s. 77
Margrete.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du for-
byder mig det.
byder mig det.
Håkon.
Godt, så følg.
Sigrid.
Vidt spredes æten nu. (knæler for Håkon.) Vis
mig en nåde, herre konge!
mig en nåde, herre konge!
Håkon.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om,
skal ske.
skal ske.
Sigrid.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros.
Nonneklostret på Rejn skal indvies; skriv til
erkebispen, – virk for, at jeg bliver abbe-
disse der.
Nonneklostret på Rejn skal indvies; skriv til
erkebispen, – virk for, at jeg bliver abbe-
disse der.
Skule jarl.
Du, min søster?
Håkon.
I vil gå i kloster!
Sigrid
(rejser sig).
(rejser sig).
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup
stod, og Baglerne kom og hug min brudgom
ned, og mange hundrede med ham, mens byen
brandt i alle hjørner, – da var det ligesom
blodet og branden gjorde mit syn sløvt og slukt
for verden udenom. Men jeg fik kraft til at
skimte det, som ingen anden øjner, – og et
ser jeg nu – en stor skrækkens tid for landet!
stod, og Baglerne kom og hug min brudgom
ned, og mange hundrede med ham, mens byen
brandt i alle hjørner, – da var det ligesom
blodet og branden gjorde mit syn sløvt og slukt
for verden udenom. Men jeg fik kraft til at
s. 78
skimte det, som ingen anden øjner, – og et
ser jeg nu – en stor skrækkens tid for landet!
Skule jarl
(heftigt.)
(heftigt.)
Hun er syg! Agt ikke på hende!
Sigrid.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster
i mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have
en gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og
bede – bede ved dag og nat!
i mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have
en gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og
bede – bede ved dag og nat!
Håkon
(rystet).
(rystet).
Er det spådomsgave eller sjælesot, som
taler så?
taler så?
Sigrid.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til.
Skule jarl
(uvilkårligt).
(uvilkårligt).
Når?
Sigrid
(sagte).
(sagte).
Når du tager kronen; når der er al fare, –
når du trænger mig i din højeste nød!
når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, fru Ragnhild og kvinderne.)
Håkon
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig
bestemthed):
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig
bestemthed):
Alle jarlens mænd skal tages i ed.
s. 79
Skule jarl
(heftigt).
(heftigt).
Er det eders fulde agt! (næsten bedende.) Kong
Håkon, gør det ikke!
Håkon, gør det ikke!
Håkon.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han
har svoret kongen troskab.
har svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)
Bisp Nikolas.
Han har taget på jer med hårde hænder idag.
Skule jarl
(tier og ser målløs efter kongen).
(tier og ser målløs efter kongen).
Bisp Nikolas
(stærkere).
(stærkere).
Og er kanske endda ikke kongefødt.
Skule jarl
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
Trond prests skriftemål – hvor er det?
Bisp Nikolas.
Han sendte mig det fra England, før han
døde; jeg ved ikke med hvem, – og jeg har
ikke fået det.
døde; jeg ved ikke med hvem, – og jeg har
ikke fået det.
Skule jarl.
Men det må findes!
Bisp Nikolas.
Det tror jeg fuldt og fast.
s. 80
Skule jarl.
Og finder I det, da vil I give det i mine
hænder?
hænder?
Bisp Nikolas.
Det lover jeg.
Skule jarl.
Det sværger I ved eders sjæls salighed?
Bisp Nikolas.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed!
Skule jarl.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod,
hvor det kan ske stilt og i løndom. Det må
hindres, at han er mægtigere end jeg, når
kampen skal begynde.
hvor det kan ske stilt og i løndom. Det må
hindres, at han er mægtigere end jeg, når
kampen skal begynde.
Bisp Nikolas.
Men hvis det viser sig, at han er den rette
kongssøn, – hvad så?
kongssøn, – hvad så?
Skule jarl.
Så får jeg prøve på at bede – bede om
ydmygt sind til at tjene ham som ærlig høvding
og af al min evne.
ydmygt sind til at tjene ham som ærlig høvding
og af al min evne.
Bisp Nikolas.
Og hvis han er den urette?
Skule jarl.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og
kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og
borge, alt vil jeg have!
s. 81
kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og
borge, alt vil jeg have!
Bisp Nikolas.
Han vil ty til Viken –
Skule jarl.
Jeg jager ham fra Viken!
Bisp Nikolas.
Så sætter han sig fast i Nidaros.
Skule jarl.
Jeg stormer Nidaros!
Bisp Nikolas.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke –
Skule jarl.
Jeg bryder kirkefreden –
Bisp Nikolas.
Han flygter op på højalteret og hænger sig
fast ved Olafs skrin –
fast ved Olafs skrin –
Skule jarl.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så
skal trække helgenskrinet med –
skal trække helgenskrinet med –
Bisp Nikolas.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl!
Skule jarl.
Jeg slår kronen af med mit sværd!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
6
s. 82
Bisp Nikolas.
Men dersom den sidder altfor fast –?
Skule jarl.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår
jeg hovedet med! (går ud til højre.)
jeg hovedet med! (går ud til højre.)
Bisp Nikolas
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen!
Teppet falder.
TREDJE AKT.
(En stue i Oslo bispegård. På højre side er indgangsdøren.
I baggrunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som
er oplyst. En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til
bispens soveværelse. Foran på samme side står en stoppet hvile-
bænk. Over tilhøjre er et skrivebord med breve, dokumenter og en
brændende lampe.)
I baggrunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som
er oplyst. En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til
bispens soveværelse. Foran på samme side står en stoppet hvile-
bænk. Over tilhøjre er et skrivebord med breve, dokumenter og en
brændende lampe.)
(Stuen er i førstningen tom; indenfor forhænget tilvenstre
høres sang af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind
fra højre, stanser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå
tre gange i gulvet med sin stav.)
høres sang af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind
fra højre, stanser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå
tre gange i gulvet med sin stav.)
Sira Viljam
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
Pål Flida! Gud være lovet; – så er jarlen
ikke langt borte.
ikke langt borte.
Pål Flida.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer
i forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
i forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
Sira Viljam.
Han får den sidste olje nu.
Pål Flida.
Så er der al fare.
Sira Viljam.
Mester Sigard fra Brabant har sagt, at han
ikke kan leve natten over.
ikke kan leve natten over.
6*
s. 84
Pål Flida.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent
til sig.
til sig.
Sira Viljam.
Nej, nej, – han har fuld samling og lidt
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han om
ikke jarlen snart kommer.
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han om
ikke jarlen snart kommer.
Pål Flida.
I kalder ham endnu for jarl; ved I ikke,
at kongen har givet ham navn af hertug?
at kongen har givet ham navn af hertug?
Sira Viljam.
Jo, jo visst; det er bare slig en gammel vane.
Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens
kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med
røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og
en kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge
med lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger
sig ind i kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)
Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens
kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med
røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og
en kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge
med lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger
sig ind i kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)
Pål Flida.
Nu har da den gamle herre gjort op med
denne verden.
denne verden.
Sira Viljam.
Jeg kan vel sige ham, at hertug Skule kommer
så snart ske kan?
så snart ske kan?
Pål Flida.
Han går lige fra bryggen og her op i bispe-
gården. Farvel! (går.)
gården. Farvel! (går.)
(Flere prester, hvoriblandt Peter, samt tjenere hos bispen kommer
ud fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
ud fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
Sira Viljam.
Hvad skal dette til?
s. 85
En prest
(reder op på bænken).
(reder op på bænken).
Bispen vil ligge herude.
Sira Viljam.
Men er det rådeligt?
Presten.
Mester Sigard mener, vi kan gerne føje ham.
Der er han alt.
Der er han alt.
(Bisp Nikolas kommer ud, støttet af mester Sigard og en prest.
Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)
Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)
Bisp Nikolas.
Tænd flere lys! (Han bringes til sæde på bænken ved
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg
fået forladelse for alle mine synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg
fået forladelse for alle mine synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
Sira Viljam.
Hertugen har budsendt jer, herre; han er alt
indenfor Hovedø.
indenfor Hovedø.
Bisp Nikolas.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel
også snart være her. Jeg har været en syndig
hund i mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig
svarlig mod kongen. Presterne derinde de sagde,
at alle mine synder skulde være mig forladt; –
ja, det kan være vel nok; men de har så godt
for at love, de; det er ikke dem, jeg har forbrudt
mig imod. Nej, nej – det er nok tryggest, at
få det fra kongens egen mund. (udbryder heftigt:)
Lys, siger jeg! Her er så mørkt herinde.
også snart være her. Jeg har været en syndig
hund i mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig
svarlig mod kongen. Presterne derinde de sagde,
at alle mine synder skulde være mig forladt; –
ja, det kan være vel nok; men de har så godt
for at love, de; det er ikke dem, jeg har forbrudt
mig imod. Nej, nej – det er nok tryggest, at
få det fra kongens egen mund. (udbryder heftigt:)
Lys, siger jeg! Her er så mørkt herinde.
s. 86
Sira Viljam.
Her er tændt –
Mester Sigard
(stanser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
(stanser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
Hvorledes har I det, herre?
Bisp Nikolas.
Å jo, – å jo; jeg er kold på hænder og
fødder.
fødder.
Mester Sigard
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
Hm, – det er begyndelsen til enden.
Bisp Nikolas
(angst til Viljam).
(angst til Viljam).
Jeg har sagt, at otte munke skal synge og
bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem;
der er dovne svende iblandt.
bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem;
der er dovne svende iblandt.
Sira Viljam
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under
det følgende).
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under
det følgende).
Bisp Nikolas.
Så meget ugjort endnu, og så gå fra det
altsammen! Så meget ugjort, Viljam!
altsammen! Så meget ugjort, Viljam!
Sira Viljam.
Herre, tænk på det himmelske!
Bisp Nikolas.
Jeg har tiden for mig; – udpå morgenstunden,
mener mester Sigard –
mener mester Sigard –
s. 87
Sira Viljam.
Herre, herre!
Bisp Nikolas.
Giv mig mitra og stav! – Du har godt ved
at sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte).
Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig
staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp!
– Den onde tør ikke gå mig på livet nu!
at sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte).
Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig
staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp!
– Den onde tør ikke gå mig på livet nu!
Sira Viljam.
Vil I ellers noget?
Bisp Nikolas.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldar-
bands søn, – alle taler så godt om ham –
bands søn, – alle taler så godt om ham –
Sira Viljam.
Han er visselig en skyldfri sjæl.
Bisp Nikolas.
Peter, du skal våge hos mig til kongen eller
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
(Alle, undtagen Peter, går ud til højre.)
Bisp Nikolas
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Peter!
Peter
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Herre?
Bisp Nikolas.
Har du aldrig set gamle mænd dø?
s. 88
Peter.
Nej.
Bisp Nikolas.
Rædde er de allesammen; det tør jeg sværge
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til
din moder.
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til
din moder.
Peter.
Til min moder?
Bisp Nikolas.
Du får rejse nordover til Hålogaland med
det. Jeg har skrevet til hende om en stor og
vigtig sag; der er kommet tidende fra din fader.
det. Jeg har skrevet til hende om en stor og
vigtig sag; der er kommet tidende fra din fader.
Peter.
Han strider som en herrens kæmpe i det
hellige land. Falder han der, så falder han på
vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord
hellig. Jeg minder Gud om ham i alle mine
bønner.
hellige land. Falder han der, så falder han på
vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord
hellig. Jeg minder Gud om ham i alle mine
bønner.
Bisp Nikolas.
Er Andres Skjaldarband dig kær?
Peter.
Han er en hæderlig mand; men der lever
en anden mand, hvis storhed min moder ligesom
fostrede og nærede mig med.
en anden mand, hvis storhed min moder ligesom
fostrede og nærede mig med.
Bisp Nikolas
(hurtig og spændt).
(hurtig og spændt).
Er det hertug Skule?
s. 89
Peter.
Ja, hertugen, – Skule Bårdssøn. Min moder
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må
visselig være den ypperste mand i landet!
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må
visselig være den ypperste mand i landet!
Bisp Nikolas.
Der er brevet; rejs nordover med det straks!
– Synger de ikke derinde?
– Synger de ikke derinde?
Peter.
Jo, herre!
Bisp Nikolas.
Otte svære karle med struber som basuner,
det må dog vel hjælpe noget, ved jeg?
det må dog vel hjælpe noget, ved jeg?
Peter.
Herre, herre, jeg vilde bede selv!
Bisp Nikolas.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er
altfor kort; – desuden så vil nok kongen tilgive
mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).
altfor kort; – desuden så vil nok kongen tilgive
mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).
Peter.
I lider visst?
Bisp Nikolas.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren;
det lyser og blinker for øjnene –
det lyser og blinker for øjnene –
Peter.
Det er de himmelske klokker, som ringer
eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene,
dem Guds engle har tændt for eder.
eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene,
dem Guds engle har tændt for eder.
s. 90
Bisp Nikolas.
Ja visst er det så; – det har ingen fare,
når de kun holder godt ud i bøn derinde. –
Farvel, rejs straks med brevet.
når de kun holder godt ud i bøn derinde. –
Farvel, rejs straks med brevet.
Peter.
Skal jeg ikke først –?
Bisp Nikolas.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene.
Peter.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
Bisp Nikolas.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så
let, når en går om på to friske ben. – Så
meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig
alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls
salighed, at give ham Trond prests skriftemål,
hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke
har fået det. Havde han visshed, så vilde han
sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste
mand, som nogensinde havde levet i Norge.
Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen
anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge
hertugen tynges af den, vil de to ødelægge
hinanden, hvor de kan komme til; byer vil
brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder
ved den andens tab – – (forfærdet). Nåde, for-
barmelse! Det er jo mig, som bærer skylden
– mig, som fra første færd gav stødet til det
hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja! men nu kommer
kongen, – det er jo ham, det mest går ud over,
– han tilgiver mig nok – der skal læses bønner
og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp,
og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd.
– Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke
kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste
mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på
døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i
hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongs-
retten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
let, når en går om på to friske ben. – Så
meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig
alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls
salighed, at give ham Trond prests skriftemål,
hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke
har fået det. Havde han visshed, så vilde han
sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste
mand, som nogensinde havde levet i Norge.
Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen
anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge
hertugen tynges af den, vil de to ødelægge
hinanden, hvor de kan komme til; byer vil
brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder
ved den andens tab – – (forfærdet). Nåde, for-
barmelse! Det er jo mig, som bærer skylden
s. 91
– mig, som fra første færd gav stødet til det
hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja! men nu kommer
kongen, – det er jo ham, det mest går ud over,
– han tilgiver mig nok – der skal læses bønner
og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp,
og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd.
– Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke
kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste
mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på
døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i
hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongs-
retten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og
hætte.)
hætte.)
Bisp Nikolas
(farer sammen).
(farer sammen).
Hvem er det?
Inga.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige
herre.
herre.
Bisp Nikolas.
Kongsmoderen!
Inga.
Så kaldtes jeg engang.
Bisp Nikolas.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille
sig af med jer!
sig af med jer!
Inga.
Hvad kongen gør, er velgjort! det er ikke
derfor jeg kommer.
derfor jeg kommer.
s. 92
Bisp Nikolas.
Og hvorfor da?
Inga.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra
Englandsfærden –
Englandsfærden –
Bisp Nikolas.
Fra Englandsfærden –!
Inga.
Han har været borte i mange år, som I ved,
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
Bisp Nikolas
(åndeløs).
(åndeløs).
Brev –?
Inga.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)
Bisp Nikolas.
Ja så; – og I bringer det?
Inga.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik
spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks
på rejsen; jeg har gået hid på min fod –
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik
spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks
på rejsen; jeg har gået hid på min fod –
Bisp Nikolas.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga!
Dagfinn Bonde
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Guds fred, ærværdige herre!
s. 93
Bisp Nikolas.
Kommer kongen?
Dagfinn Bonde.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dron-
ningen og kongsbarnet og stort følge.
ningen og kongsbarnet og stort følge.
Inga
(iler frem mod Dagfinn).
(iler frem mod Dagfinn).
Kongen, – kongen! kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde?
Inga.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor
en søn.
en søn.
Dagfinn Bonde.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes.
Inga.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Ja, snart.
Inga.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel
lyses frem med fakler?
lyses frem med fakler?
Dagfinn Bonde.
Ja.
Inga.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han
går forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men
først ind i Hallvards kirke; der brænder lys
inat; der vil jeg bede godt for kongen, for min
fagre søn.
går forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men
s. 94
først ind i Hallvards kirke; der brænder lys
inat; der vil jeg bede godt for kongen, for min
fagre søn.
(Går ud til højre.)
Dagfinn Bonde.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at
møde kongen.
møde kongen.
Bisp Nikolas.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn!
Dagfinn Bonde
(idet han går ud til højre).
(idet han går ud til højre).
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen.
Bisp Nikolas.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det
da alligevel; – her holder jeg det i min hånd.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love
noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel
som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid
vride mig fra sligt et løfte; men ikveld, den
sidste kveld, – nej, det er ikke rådeligt. – Kan
jeg da holde det? Er det ikke at sætte på spil
alt det, jeg har virket for hele mit liv igennem?
– (hviskende) O, kunde jeg snyde den onde, bare
denne eneste gang til! (lytter.) Hvad er det?
(råber:) Viljam, Viljam!
da alligevel; – her holder jeg det i min hånd.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love
noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel
som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid
vride mig fra sligt et løfte; men ikveld, den
sidste kveld, – nej, det er ikke rådeligt. – Kan
jeg da holde det? Er det ikke at sætte på spil
alt det, jeg har virket for hele mit liv igennem?
– (hviskende) O, kunde jeg snyde den onde, bare
denne eneste gang til! (lytter.) Hvad er det?
(råber:) Viljam, Viljam!
Sira Viljam
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Bisp Nikolas.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt?
s. 95
Sira Viljam.
Det er uvejret, som tager til.
Bisp Nikolas.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde
mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de der-
inde?
mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de der-
inde?
Sira Viljam.
Ja herre.
Bisp Nikolas.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer
over, den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind
og sig ham, det er den sidste nat, jeg har igen;
han skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over
ham og spøger!
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer
over, den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind
og sig ham, det er den sidste nat, jeg har igen;
han skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over
ham og spøger!
Sira Viljam.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard?
Bisp Nikolas.
Gå ind, siger jeg! (Viljam går ind i kapellet.) Det
må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige
kongen og hertugen, siden den sender mig Trond
prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas;
rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt
hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet
for; jeg får gøre himlens vilje dennegang. –
Dersom jeg endda bare kunde læse, hvad der
står i brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der
driver tåger for mine øjne, det gnistrer og
sprætter –; og ingen anden tør jeg lade læse
det for mig! At love sligt –! Er menneskets
kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde over
andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg
talte så længe og så indtrængende til Vegard
Væradal om at få kongen til at sende Inga fra
sig, at det omsider skede. Den gerning var klog
i første led; men havde jeg ikke rådet slig, så
havde ikke Inga været på Vartejg nu, brevet
var ikke kommet tidsnok i mine hænder, og jeg
havde ikke havt noget løfte at holde, – altså
uklog i andet led. Havde jeg endda tiden for
mig; men kun denne ene nat tilende, og knapt
nok det. Jeg må, jeg vil leve længer! (banker
med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard
skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.)
Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges
saga for hundrede år! Den ligger og drømmer,
som fugleungen i ægget! O, den, som nu havde
flere end en sjæl – eller også ingen! (trykker
brevet vildt op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap
over mig, – og dommen og straffen, – jeg
skulde ruge dig ud til en høg, som skulde kaste
skyggende rædsel over alt landet og hugge sine
hvasse kløer i hver mands hjerte! (farer sammen.)
Men den sidste time er nær! (skrigende.) Nej, nej,
– du skal blive til en svane, en hvid svane!
(kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester Sigard,
mester Sigard!
må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige
kongen og hertugen, siden den sender mig Trond
prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas;
rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt
hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet
for; jeg får gøre himlens vilje dennegang. –
Dersom jeg endda bare kunde læse, hvad der
står i brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der
s. 96
driver tåger for mine øjne, det gnistrer og
sprætter –; og ingen anden tør jeg lade læse
det for mig! At love sligt –! Er menneskets
kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde over
andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg
talte så længe og så indtrængende til Vegard
Væradal om at få kongen til at sende Inga fra
sig, at det omsider skede. Den gerning var klog
i første led; men havde jeg ikke rådet slig, så
havde ikke Inga været på Vartejg nu, brevet
var ikke kommet tidsnok i mine hænder, og jeg
havde ikke havt noget løfte at holde, – altså
uklog i andet led. Havde jeg endda tiden for
mig; men kun denne ene nat tilende, og knapt
nok det. Jeg må, jeg vil leve længer! (banker
med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard
skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.)
Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges
saga for hundrede år! Den ligger og drømmer,
som fugleungen i ægget! O, den, som nu havde
flere end en sjæl – eller også ingen! (trykker
brevet vildt op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap
over mig, – og dommen og straffen, – jeg
skulde ruge dig ud til en høg, som skulde kaste
skyggende rædsel over alt landet og hugge sine
hvasse kløer i hver mands hjerte! (farer sammen.)
Men den sidste time er nær! (skrigende.) Nej, nej,
– du skal blive til en svane, en hvid svane!
(kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester Sigard,
mester Sigard!
s. 97
Mester Sigard
(fra højre).
(fra højre).
Hvorledes går det, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv!
Mester Sigard.
Jeg har sagt jer –
Bisp Nikolas.
Ja, ja; men det var ikke alvor; det var en
liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod
jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var
stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig!
Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt;
– tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod
jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var
stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig!
Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt;
– tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
Mester Sigard.
Om jeg så selv skulde gå bort i samme stund,
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
Bisp Nikolas.
En dag da; bare en dag! Lad det være
lyst, lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør
Sigard! (vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.)
Jeg har givet næsten alt mit guld og sølv til
kirken, for at få store messer læst bagefter. Jeg
vil gøre det om igen; I skal få det altsammen!
Hvad, Sigard, skal vi to narre dem derinde? He,
he, he! I bliver rig, Sigard, og rejser af landet;
jeg får frist og kan område mig lidt og hjælpe
mig med færre bønner. Hvad, Sigard, skal vi –?
(Sigard føler hans puls; bispen udbryder angst:) Nå, hvorfor
svarer I ikke?
lyst, lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør
Sigard! (vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.)
Jeg har givet næsten alt mit guld og sølv til
kirken, for at få store messer læst bagefter. Jeg
vil gøre det om igen; I skal få det altsammen!
Hvad, Sigard, skal vi to narre dem derinde? He,
he, he! I bliver rig, Sigard, og rejser af landet;
jeg får frist og kan område mig lidt og hjælpe
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
7
s. 98
mig med færre bønner. Hvad, Sigard, skal vi –?
(Sigard føler hans puls; bispen udbryder angst:) Nå, hvorfor
svarer I ikke?
Mester Sigard
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg har ikke tid, herre. Jeg vil lave jer en
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
Bisp Nikolas.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig!
Mester Sigard.
Jeg har ikke tid; drikken må være færdig
inden en time. (går ud til højre.)
inden en time. (går ud til højre.)
Bisp Nikolas.
Inden en time! (banker vildt.) Viljam! Viljam!
Sira Viljam
(kommer ud fra kapellet).
(kommer ud fra kapellet).
Bisp Nikolas.
Tag flere til hjælp derinde! De otte forslår
ikke!
ikke!
Sira Viljam.
Herre –?
Bisp Nikolas.
Flere til hjælp, siger jeg! Kolbejn korsbroder
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
Sira Viljam.
Han var til skrifte igår.
s. 99
Bisp Nikolas
(ivrig).
(ivrig).
Ja han må være god; tag ham! (Viljam går
ind i kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af
panden.) Puh, hvor her er varmt! – Den usle
hund, – hvad hjælper al hans lærdom, når han
ikke kan lægge en time til. Der sidder han
dagstødt i sin stue og sætter kunstige hjul og
lodder og løftestænger sammen; han vil skabe
et værk, som skal gå og gå, og aldrig stanse, –
perpetuum mobile kalder han det. Hvorfor øver
han ikke heller sin kunst og sin kløgt på at gøre
mennesket til sligt perpetuum mobile –? (stanser
og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum mobile, –
jeg er ikke stiv i latinen, – men det betyder
noget, som har evnen til at virke evigt, udover
gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?
Det var en gerning at ende med, det! Det var
at gøre sin største gerning i sin sidste stund!
At sætte igang hjul og lodder og løftestænger i
kongens og hertugens sjæle; sætte dem slig
igang, at ingen magt på jorden kan stanse dem;
kan jeg det, da bliver jeg jo ved at leve, leve i
mit værk, – og når det kommer til stykket, så
er det kanske det, som kaldes udødelighed. –
Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør den gamle
mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt på bænken.)
Diabolus har været hårdt efter mig ikveld. Det
er følgen af at ligge ledig; otium est pulvis –
pulveris – nå, ligegodt med latinen, – Diabolus
skal ikke få magt over mig mere; jeg vil være
virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de belger
derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de
skal tie; de forstyrrer mig. Kongen og hertugen
kommer snart, jeg har store ting at tænke på.
ind i kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af
panden.) Puh, hvor her er varmt! – Den usle
hund, – hvad hjælper al hans lærdom, når han
ikke kan lægge en time til. Der sidder han
dagstødt i sin stue og sætter kunstige hjul og
lodder og løftestænger sammen; han vil skabe
et værk, som skal gå og gå, og aldrig stanse, –
perpetuum mobile kalder han det. Hvorfor øver
han ikke heller sin kunst og sin kløgt på at gøre
mennesket til sligt perpetuum mobile –? (stanser
og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum mobile, –
jeg er ikke stiv i latinen, – men det betyder
noget, som har evnen til at virke evigt, udover
gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?
Det var en gerning at ende med, det! Det var
at gøre sin største gerning i sin sidste stund!
At sætte igang hjul og lodder og løftestænger i
kongens og hertugens sjæle; sætte dem slig
igang, at ingen magt på jorden kan stanse dem;
kan jeg det, da bliver jeg jo ved at leve, leve i
mit værk, – og når det kommer til stykket, så
er det kanske det, som kaldes udødelighed. –
Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør den gamle
mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt på bænken.)
Diabolus har været hårdt efter mig ikveld. Det
er følgen af at ligge ledig; otium est pulvis –
pulveris – nå, ligegodt med latinen, – Diabolus
7*
s. 100
skal ikke få magt over mig mere; jeg vil være
virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de belger
derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de
skal tie; de forstyrrer mig. Kongen og hertugen
kommer snart, jeg har store ting at tænke på.
Sira Viljam.
Herre, skal jeg da –?
Bisp Nikolas.
Byde dem hold op en stund, så jeg kan
tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger
på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne –
tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger
på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne –
Sira Viljam
(går til skrivebordet).
(går til skrivebordet).
Hvilke, herre?
Bisp Nikolas.
Ligegodt –; de med segl for; de, som
ligger øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal
være stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i
Norge! Dø, og stelle det så, at ingen mand
kommer til at højne sig et hoved op over alle
andre. Tusende veje kunde bære frem til det
mål; men der kan kun være en, som duger; –
den gælder det at finde, – den gælder det at
slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær, så
nær! Ja slig skal det være. Jeg holder løftet;
hertugen skal få brevet i sine hænder; – men
kongen – hm, han skal få tvivlens brod i sit
hjerte. Håkon er ærlig, som de kalder det; med
troen på sig selv, og på sin ret, vil meget falde
i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op og
ned, aldrig finde fast grund under foden, –
perpetuum mobile! – Men vil Håkon fæste lid
til mit udsagn? Det vil han; jeg er jo en døende
mand; jeg skal fodre ham med sandhed iforvejen.
– Kræfterne svigter, men sjælen friskner; – jeg
ligger ikke på sottesengen længer, jeg sidder i
min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste nat,
arbejde – til lyset slukner –
ligger øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal
være stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i
Norge! Dø, og stelle det så, at ingen mand
kommer til at højne sig et hoved op over alle
andre. Tusende veje kunde bære frem til det
mål; men der kan kun være en, som duger; –
den gælder det at finde, – den gælder det at
slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær, så
nær! Ja slig skal det være. Jeg holder løftet;
hertugen skal få brevet i sine hænder; – men
kongen – hm, han skal få tvivlens brod i sit
hjerte. Håkon er ærlig, som de kalder det; med
troen på sig selv, og på sin ret, vil meget falde
s. 101
i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op og
ned, aldrig finde fast grund under foden, –
perpetuum mobile! – Men vil Håkon fæste lid
til mit udsagn? Det vil han; jeg er jo en døende
mand; jeg skal fodre ham med sandhed iforvejen.
– Kræfterne svigter, men sjælen friskner; – jeg
ligger ikke på sottesengen længer, jeg sidder i
min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste nat,
arbejde – til lyset slukner –
Hertug Skule
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
Fred og hilsen, ærværdige herre! Jeg hører,
det står ilde med jer.
det står ilde med jer.
Bisp Nikolas.
Jeg er et lig i knop, gode hertug; inat
springer jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor
jeg dufter.
springer jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor
jeg dufter.
Hertug Skule.
Alt inat, siger I?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard siger: om en time.
Hertug Skule.
Og Trond prests brev –?
Bisp Nikolas.
Tænker I endnu på det?
Hertug Skule.
Det kommer aldrig af mine tanker.
s. 102
Bisp Nikolas.
Kongen har gjort eder til hertug; ingen mand
har båret hertugnavn i Norge, før I.
har båret hertugnavn i Norge, før I.
Hertug Skule.
Strækker ikke til. Er Håkon den urette, så
må jeg have alt!
må jeg have alt!
Bisp Nikolas.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig
igennem alle lemmer.
igennem alle lemmer.
Hertug Skule.
Trond prests brev, herre! For Guds, den
almægtiges skyld, – har I det?
almægtiges skyld, – har I det?
Bisp Nikolas.
Jeg ved ialfald, hvor det kan findes.
Hertug Skule.
Så sig det, sig det!
Bisp Nikolas.
Vent –
Hertug Skule.
Nej, nej, – nyt tiden; jeg ser det lakker
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
Bisp Nikolas.
Ja, kongen kommer; deraf ser I bedst, at
jeg sørger for eders sag, selv nu.
jeg sørger for eders sag, selv nu.
Hertug Skule.
Hvad er eders agt?
s. 103
Bisp Nikolas.
Mindes I ved kongens bryllup, – da sagde
I, at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
I, at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
Hertug Skule.
Nu?
Bisp Nikolas.
Hvis jeg skrifter og rejser tvivlen i ham, så
falder troen, og styrken med den.
falder troen, og styrken med den.
Hertug Skule.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er
den rette!
den rette!
Bisp Nikolas.
Det vil stå i eders magt at gøre ham troende
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
Sira Viljam
(fra højre).
(fra højre).
Nu kommer kongen med fakler og følge op-
over gaden.
over gaden.
Bisp Nikolas.
Velkommen skal han være. (Viljam går.)
Hertug,
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et
brev frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som
står øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det
kunde føje sig så.
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et
brev frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som
står øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det
kunde føje sig så.
Hertug Skule.
Tænk ikke på hævn nu; I har ikke langt
igen –
igen –
s. 104
Bisp Nikolas.
Ikke på hævn, men på straf. Lov mig, at
svinge straffens sværd over alle mine uvenner,
når jeg er borte. De er eders avindsmænd så
fuldt som mine; når I bliver konge, må I tugte
dem; lover I mig det?
svinge straffens sværd over alle mine uvenner,
når jeg er borte. De er eders avindsmænd så
fuldt som mine; når I bliver konge, må I tugte
dem; lover I mig det?
Hertug Skule.
Jeg lover og sværger; – men Trond prests
brev –!
brev –!
Bisp Nikolas.
I skal få at vide, hvor det er; – men, se
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
(Hertugen gemmer dokumentet; i det samme kommer Håkon ind
fra højre.)
fra højre.)
Bisp Nikolas.
Vel mødt ved gravøllet, herre konge!
Håkon.
Hårdt har I stået mig imod til alle tider;
men det skal være glemt og tilgivet nu; døden
stryger selv den største regning ud.
men det skal være glemt og tilgivet nu; døden
stryger selv den største regning ud.
Bisp Nikolas.
Det lettede! O, hvor kongens mildhed er
forunderlig stor! Herre, hvad I har gjort mod
en gammel synder ikveld, det skal tifold –
forunderlig stor! Herre, hvad I har gjort mod
en gammel synder ikveld, det skal tifold –
Håkon.
Lad det være godt; men jeg må sige eder,
at jeg højligen undres. I stevner mig hid for
at få min tilgivelse, og så bereder I mig sligt
et møde.
at jeg højligen undres. I stevner mig hid for
s. 105
at få min tilgivelse, og så bereder I mig sligt
et møde.
Bisp Nikolas.
Møde, herre?
Hertug Skule.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre
bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære,
at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte
foden på Oslo brygge.
bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære,
at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte
foden på Oslo brygge.
Bisp Nikolas.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har
været en sygelig, sengeliggende mand hele det
sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets
sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de
høje frænder nu!
været en sygelig, sengeliggende mand hele det
sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets
sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de
høje frænder nu!
Håkon.
Jeg har mærket, at venskabet mellem her-
tugen og mig trives bedst, når vi holder os fra
hinanden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud
være med eder, der I nu går hen. (vil gå.)
tugen og mig trives bedst, når vi holder os fra
hinanden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud
være med eder, der I nu går hen. (vil gå.)
Hertug Skule
(sagte og urolig).
(sagte og urolig).
Bisp, bisp; han går!
Bisp Nikolas
(pludselig og med vild kraft).
(pludselig og med vild kraft).
Bliv, kong Håkon!
Håkon
(stanser).
(stanser).
Hvad nu?
s. 106
Bisp Nikolas.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle
bisp Nikolas har talt sit sidste ord!
bisp Nikolas har talt sit sidste ord!
Håkon
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
Er I kanske kommen mandstærk til Viken,
hertug?
hertug?
Hertug Skule.
Jeg har ingen del i dette.
Bisp Nikolas.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at
holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er
den døde første mand i laget; han kan gøre og
lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker.
Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i
tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre
skulde komme til at holde den –
holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er
den døde første mand i laget; han kan gøre og
lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker.
Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i
tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre
skulde komme til at holde den –
Håkon.
Tal ikke så vildt, herre!
Hertug Skule.
I knapper af den dyre stund, I har igen!
Håkon.
Eders øje er alt sløvt!
Bisp Nikolas.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer,
der I står; men indeni mig drager mit liv lysende
klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær,
konge! – Min æt var den mægtigste i landet;
mange store høvdinger gik ud fra den; jeg
vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke
mere end gut, da jeg begyndte at hungre efter
storværk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente
til jeg blev voksen; – der rejste sig konger
med mindre ret end jeg, – Magnus Erlingssøn,
Sverre prest –; jeg vilde også være konge;
men høvding først, – det var nødvendigt. Så
skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det
førstegang jeg var med. Solen randt, og der
gik glitrende lyn fra tusende blanke våben.
Magnus og alle hans mænd gik frem, som til en
leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet.
Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde
ikke vinde med – jeg var ræd! Alle Magnus's
andre høvdinger stred mandelig, og mange faldt,
der de stred; men jeg flygtede stenberget opover,
løb og løb, og stansede ikke før jeg kom ned
til fjorden igen, langt ude. Mangen mand måtte
vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden
den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men
det var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd;
skabt til høvding – og ræd! Det slog ned som
et lyn i mig; jeg blev hver mand ond fra den
time; jeg bad lønligt i kirkerne, jeg græd og
knælte for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde
hellige løfter; jeg fristede og prøvede i slag efter
slag, ved Saltøsund, på Jonsvoldene den sommer
Baglerne lå i Bergen, – altid fåfængt. Sverre
var den, som skønte det først, han talte det højt
ud og med spot, og fra den dag lo hver mand
i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem i hær-
klæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg være
høvding, vilde være konge, følte mig skabt til
konge forresten, kunde fremmet Guds rige på
jorden; men det var de hellige selv, som stængte
bommen for mig.
der I står; men indeni mig drager mit liv lysende
klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær,
konge! – Min æt var den mægtigste i landet;
s. 107
mange store høvdinger gik ud fra den; jeg
vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke
mere end gut, da jeg begyndte at hungre efter
storværk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente
til jeg blev voksen; – der rejste sig konger
med mindre ret end jeg, – Magnus Erlingssøn,
Sverre prest –; jeg vilde også være konge;
men høvding først, – det var nødvendigt. Så
skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det
førstegang jeg var med. Solen randt, og der
gik glitrende lyn fra tusende blanke våben.
Magnus og alle hans mænd gik frem, som til en
leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet.
Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde
ikke vinde med – jeg var ræd! Alle Magnus's
andre høvdinger stred mandelig, og mange faldt,
der de stred; men jeg flygtede stenberget opover,
løb og løb, og stansede ikke før jeg kom ned
til fjorden igen, langt ude. Mangen mand måtte
vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden
den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men
det var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd;
skabt til høvding – og ræd! Det slog ned som
et lyn i mig; jeg blev hver mand ond fra den
time; jeg bad lønligt i kirkerne, jeg græd og
knælte for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde
hellige løfter; jeg fristede og prøvede i slag efter
slag, ved Saltøsund, på Jonsvoldene den sommer
Baglerne lå i Bergen, – altid fåfængt. Sverre
var den, som skønte det først, han talte det højt
s. 108
ud og med spot, og fra den dag lo hver mand
i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem i hær-
klæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg være
høvding, vilde være konge, følte mig skabt til
konge forresten, kunde fremmet Guds rige på
jorden; men det var de hellige selv, som stængte
bommen for mig.
Håkon.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har
hadet meget!
hadet meget!
Bisp Nikolas.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved
i dette land, som højnede sig op over mængden.
Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske.
Fagre kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med
gnistrende øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu
står min hug til at fælde mænd og favne kvinder;
– men det gik mig der, som i slaget; bare
vilje og begær, magtstjålen fra fødselen af; –
lystens sydende gave – og dog krøbling! Så
blev jeg da prest; konge eller prest må den
mand være, som vil råde for al magten. (ler.)
Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, en kirkelig
gerning havde himlen særligt skabt mig til, –
den, at tage de høje toner, – synge med
kvinderøst på de store kirkefester. Og endda
kræver de deroppe af mig – halvmanden –,
hvad de har ret til at kræve af hver den, der
fik evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der har
været tider, da det tyktes mig, sligt krav kunde
være billigt; her har jeg ligget på sottesengen
slagen af rædsel for straf og dom! Nu er det
over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen! Jeg
har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet
imod; jeg er klageren!
i dette land, som højnede sig op over mængden.
Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske.
Fagre kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med
gnistrende øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu
står min hug til at fælde mænd og favne kvinder;
– men det gik mig der, som i slaget; bare
vilje og begær, magtstjålen fra fødselen af; –
lystens sydende gave – og dog krøbling! Så
blev jeg da prest; konge eller prest må den
mand være, som vil råde for al magten. (ler.)
Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, en kirkelig
gerning havde himlen særligt skabt mig til, –
den, at tage de høje toner, – synge med
kvinderøst på de store kirkefester. Og endda
kræver de deroppe af mig – halvmanden –,
hvad de har ret til at kræve af hver den, der
fik evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der har
været tider, da det tyktes mig, sligt krav kunde
s. 109
være billigt; her har jeg ligget på sottesengen
slagen af rædsel for straf og dom! Nu er det
over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen! Jeg
har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet
imod; jeg er klageren!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Herre – brevet! I har ikke langt igen!
Håkon.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder!
Bisp Nikolas.
En mands gerning er hans sjæl, og min
gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I,
kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom
himlen har stået mig imod og fanget skade til
løn, således står I den mand imod, der holder
landets lykke i sin hånd –
gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I,
kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom
himlen har stået mig imod og fanget skade til
løn, således står I den mand imod, der holder
landets lykke i sin hånd –
Håkon.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg
mødet her!
mødet her!
Hertug Skule
(heftigt til bispen).
(heftigt til bispen).
Ikke et ord mere af sligt!
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved
sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får
ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I
to deler! Ingen af jer skal lægge den andens
højde til sin egen vækst; her blev en kæmpe i
landet, hvis det skede, og her skal ingen kæmpe
være; thi jeg var aldrig nogen kæmpe! (synker
mat tilbage på bænken.)
sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får
ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I
to deler! Ingen af jer skal lægge den andens
s. 110
højde til sin egen vækst; her blev en kæmpe i
landet, hvis det skede, og her skal ingen kæmpe
være; thi jeg var aldrig nogen kæmpe! (synker
mat tilbage på bænken.)
Hertug Skule
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld,
bispen må ikke dø endnu!
bispen må ikke dø endnu!
Bisp Nikolas.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne!
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med
hertugen?
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med
hertugen?
Håkon.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som
Gud gav mig!
Gud gav mig!
Bisp Nikolas.
Godt og vel. (dæmpet.) Troen skal I ialfald
miste. (råber:) Viljam!
miste. (råber:) Viljam!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Viljam! (Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til
sig og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo
alle mine synder mig forladte?
sig og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo
alle mine synder mig forladte?
Sira Viljam.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund,
I fik oljen.
I fik oljen.
s. 111
Bisp Nikolas.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort?
Sira Viljam.
Herre, I synder ikke inat.
Bisp Nikolas.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken –
og læs syv store kirkebønner til.
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken –
og læs syv store kirkebønner til.
Sira Viljam.
Herre, Gud vil være eder nådig!
Bisp Nikolas.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg
synder inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til
Skule.) Hertug, om I engang læser Trond prests
brev, og det muligt skulde vise sig, at Håkon
var den rette, – hvad vil I så gøre?
synder inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til
Skule.) Hertug, om I engang læser Trond prests
brev, og det muligt skulde vise sig, at Håkon
var den rette, – hvad vil I så gøre?
Hertug Skule.
I Guds navn, – da skal han også være konge.
Bisp Nikolas.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
Hertug Skule.
Bøje mig og tjene ham.
Bisp Nikolas
(mumler).
(mumler).
Ja, ja, tag så følgerne. (til Skule.)
Hertug, jeg
er svag og træt; det kommer så mildt og for-
sonligt over mig –
er svag og træt; det kommer så mildt og for-
sonligt over mig –
s. 112
Hertug Skule.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor
er det?
er det?
Bisp Nikolas.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen
over mine uvenner –
over mine uvenner –
Hertug Skule
(utålmodig).
(utålmodig).
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem –
Bisp Nikolas.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen.
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen.
Hertug Skule.
Godt, godt; som I vil.
Bisp Nikolas.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det –
Hertug Skule
(kaster papiret i ilden).
(kaster papiret i ilden).
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal!
Det gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu.
Det gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu.
Bisp Nikolas
(med funklende øjne).
(med funklende øjne).
Tusenders liv! (skriger:) Lys! luft!
Håkon
(iler til døren og råber):
(iler til døren og råber):
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)
s. 113
Hertug Skule
(ryster bispens arm).
(ryster bispens arm).
Norges lykke gennem hundrede år, dets stor-
hed for evige tider kanhænde!
hed for evige tider kanhænde!
Bisp Nikolas.
Evige tider! (triumferende:)
Perpetuum mobile!
Hertug Skule.
Ved vore sjæles salighed, – hvor er Trond
prests brev!
prests brev!
Bisp Nikolas
(råbende):
(råbende):
Syv bønner til, Viljam!
Hertug Skule
(ude af sig selv).
(ude af sig selv).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(smiler i dødskampen).
(smiler i dødskampen).
Det var det I brændte, gode hertug.
(Falder tilbage på bænken og dør.)
Hertug Skule
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker
ansigtet med sine hænder).
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker
ansigtet med sine hænder).
Gud, du almægtige!
Munkene
(kommer flygtende ud fra kapellet).
(kommer flygtende ud fra kapellet).
Frelse sig, hvo kan!
Enkelte stemmer.
Alt ondt er løst inat!
Andre.
Det lo højt fra krogen! – Det skreg: «vi
har ham!» – Alle lys sluktes!
har ham!» – Alle lys sluktes!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
8
s. 114
Håkon.
Nu døde bisp Nikolas.
Munkene
(flygter ud til højre).
(flygter ud til højre).
Pater noster, – pater noster!
Håkon
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke
lønlige råd I lagde op med bispen, før han
døde; – men fra imorgen må I lægge eders
magt og værdighed i mine hænder igen; det
ser jeg grant nu, – vi to kan ikke gå frem
sammen.
lønlige råd I lagde op med bispen, før han
døde; – men fra imorgen må I lægge eders
magt og værdighed i mine hænder igen; det
ser jeg grant nu, – vi to kan ikke gå frem
sammen.
Hertug Skule
(ser åndsfraværende på ham).
(ser åndsfraværende på ham).
Gå frem sammen –?
Håkon.
Imorgen holder jeg thing i kongsgården; der
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
Hertug Skule.
Bispen død og brevet brændt! Et liv fuldt
af tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg
bede! – Nej, – handle må jeg; – ikveld
må skridtet gøres helt ud! (til Viljam:) Hvor gik
kongen?
af tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg
bede! – Nej, – handle må jeg; – ikveld
må skridtet gøres helt ud! (til Viljam:) Hvor gik
kongen?
Sira Viljam
(forskrækket).
(forskrækket).
Krist fri mig, – hvad vil I ham?
Hertug Skule.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat?
(Går ud til højre.)
s. 115
Sira Viljam
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud
til venstre).
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud
til venstre).
Bispen sagde: syv bønner til; – jeg mener
det er tryggest, at vi læser fjorten.
det er tryggest, at vi læser fjorten.
(Følger efter de øvrige.)
En stue i kongsgården.
(I baggrunden er indgangsdøren; på hver af sidevæggene
mindre døre; forrest på højre side et vindu. En lampe brænder
under taget. Tæt ved døren til venstre står en bænk, og længere
tilbage en vugge, hvori kongsbarnet sover; Margrete sidder knæ-
lende hos barnet.)
mindre døre; forrest på højre side et vindu. En lampe brænder
under taget. Tæt ved døren til venstre står en bænk, og længere
tilbage en vugge, hvori kongsbarnet sover; Margrete sidder knæ-
lende hos barnet.)
Margrete
(vugger og synger):
(vugger og synger):
Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.
Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene til top.
Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign' dig, lille Håkon,
din moder våger med.
(Kort ophold. Hertug Skule kommer ind fra baggrunden.)
8*
s. 116
Margrete
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
Min fader! – O, hvor jeg har sukket og
længtet efter dette møde!
længtet efter dette møde!
Hertug Skule.
Guds fred med dig, Margrete! Hvor er
kongen?
kongen?
Margrete.
Hos bisp Nikolas.
Hertug Skule.
Hm, – ja, så må han snart være her.
Margrete.
Og vil I tales ved og forliges, blive venner
igen, som i gamle dage?
igen, som i gamle dage?
Hertug Skule.
Det vilde jeg gerne.
Margrete.
Håkon vil det også gerne; og jeg beder hver
dag til Gud, at det må ske. O, men kom her
og se – (griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
dag til Gud, at det må ske. O, men kom her
og se – (griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
Hertug Skule.
Dit barn!
Margrete.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem
nu han sover, – men han har store blå øjne;
og så kan han le og række hænderne ud og
gribe efter mig, – og han kender mig allerede!
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem
nu han sover, – men han har store blå øjne;
s. 117
og så kan han le og række hænderne ud og
gribe efter mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)
Hertug Skule.
Håkon får sønner, spåde bispen.
Margrete.
Dette lille barn er mig tusende gange kærere
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran
min seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg
efter, om den er der, – jeg er ligesom ræd for
at det skal være en drøm –
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran
min seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg
efter, om den er der, – jeg er ligesom ræd for
at det skal være en drøm –
Hertug Skule
(lytter og går til vinduet).
(lytter og går til vinduet).
Er det ikke kongen –?
Margrete.
Jo; han går op den anden trappe; jeg vil
hente ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende
hen til vuggen igen.) Hertug Skule! Stå vagt hos
kongsbarnet imens, – ja, for han er kongsbarn
tillige – det husker jeg aldrig på! Og vågner
han, så bøj dig dybt og hils ham, som konger
skal hilses! Nu henter jeg Håkon; o Gud, Gud!
nu skal der da endelig komme lys og fred over
ætten!
hente ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende
hen til vuggen igen.) Hertug Skule! Stå vagt hos
kongsbarnet imens, – ja, for han er kongsbarn
tillige – det husker jeg aldrig på! Og vågner
han, så bøj dig dybt og hils ham, som konger
skal hilses! Nu henter jeg Håkon; o Gud, Gud!
nu skal der da endelig komme lys og fred over
ætten!
(Går ud til højre.)
Hertug Skule
(efter en kort og mørk taushed).
(efter en kort og mørk taushed).
Håkon har en søn. Hans æt skal leve efter
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som
står tronen nærmere end alle andre. Alt trives
for Håkon. Kanhænde han er den urette; men
hans tro på sig selv står fast som før; bispen
vilde rygget den, men fik ikke tid for døden,
ikke lov for Gud. Gud skærmer Håkon, han fik
beholde styrkebeltet. Nu at sige ham det? Nu
at sværge på bispens udsagn? Hvad vilde det
nytte? Ingen vilde tro mig, hverken Håkon eller
de andre. Bispen vilde han troet i dødstimen;
tvivlen vilde have forgiftet ham; men det måtte
ikke ske. Og så uryggelig som trygheden sidder
hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos mig;
hvilket menneske på jorden kan luge den væk?
Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt,
og endda kan Håkon være den urette, mens jeg
forspilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på
højre side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde
så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og
tære og hule mig ud med sine evige isdryp? –
Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe på
kongssædet og tvivle på sig selv, end at stå nede
i flokken og tvivle på ham, som sidder deroppe.
– Det må ende mellem mig og Håkon! Ende?
Men hvorledes? (rejser sig.) Almægtige, du, som
har stelt det slig for mig, du må tage skylden
for det, som følger efter! (går frem og tilbage, stanser
og tænker efter.) Det gælder at bryde alle broer af,
beholde en igen, og sejre eller falde der, –
sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen; det
er nu på tredje året siden, og i al den tid har
jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge
for alle broerne. – (raskt) Nu må jeg følge bispens
råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo;
jeg er mandstærkere end Håkon dennegang;
hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så
sjelden på min side. (vaklende) Men nu inat –
straks –? Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha,
– der er det igen, overlægget – ustøheden!
Håkon kender ikke til sligt; han går bent frem,
han, og så sejrer han! (Gør nogle skridt bortover gulvet
og stanser pludselig ved vuggen.) Kongsbarnet! – Hvor
fager en pande. Han drømmer. (Breder teppet bedre
over og ser længe på barnet.) En slig, som du, kan
berge meget i en mands sjæl. Jeg har ingen søn.
(Bøjer sig ned over vuggen.) Han ligner Håkon. –
(Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde dron-
ningen! Bøj dig dybt og hils ham, som konger
skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes dette
barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå
nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som
konge! (i stigende oprør) Dette barn, Håkons søn,
skal sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde,
er nærmere til, – og jeg skal stå for hans fod-
skammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al
min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have
været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon,
– der blæser en storm ikveld, vinden står udefter
fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne
kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon vove,
når hans barn var i min magt! Mine mænd vil
følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske!
Skridtet ud; sluget over for første gang! –
Kunde jeg se om du har Sverres øjne – eller
Håkon Sverressøns –! Han sover. Jeg kan ikke
se det. (Ophold.) Søvn er værn. Sov med fred,
du lille kongs-emne! (Går over til bordet.) Håkon skal
dømme; engang til vil jeg tale med ham.
s. 118
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som
står tronen nærmere end alle andre. Alt trives
for Håkon. Kanhænde han er den urette; men
hans tro på sig selv står fast som før; bispen
vilde rygget den, men fik ikke tid for døden,
ikke lov for Gud. Gud skærmer Håkon, han fik
beholde styrkebeltet. Nu at sige ham det? Nu
at sværge på bispens udsagn? Hvad vilde det
nytte? Ingen vilde tro mig, hverken Håkon eller
de andre. Bispen vilde han troet i dødstimen;
tvivlen vilde have forgiftet ham; men det måtte
ikke ske. Og så uryggelig som trygheden sidder
hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos mig;
hvilket menneske på jorden kan luge den væk?
Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt,
og endda kan Håkon være den urette, mens jeg
forspilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på
højre side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde
så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og
tære og hule mig ud med sine evige isdryp? –
Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe på
kongssædet og tvivle på sig selv, end at stå nede
i flokken og tvivle på ham, som sidder deroppe.
– Det må ende mellem mig og Håkon! Ende?
Men hvorledes? (rejser sig.) Almægtige, du, som
har stelt det slig for mig, du må tage skylden
for det, som følger efter! (går frem og tilbage, stanser
og tænker efter.) Det gælder at bryde alle broer af,
beholde en igen, og sejre eller falde der, –
sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen; det
s. 119
er nu på tredje året siden, og i al den tid har
jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge
for alle broerne. – (raskt) Nu må jeg følge bispens
råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo;
jeg er mandstærkere end Håkon dennegang;
hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så
sjelden på min side. (vaklende) Men nu inat –
straks –? Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha,
– der er det igen, overlægget – ustøheden!
Håkon kender ikke til sligt; han går bent frem,
han, og så sejrer han! (Gør nogle skridt bortover gulvet
og stanser pludselig ved vuggen.) Kongsbarnet! – Hvor
fager en pande. Han drømmer. (Breder teppet bedre
over og ser længe på barnet.) En slig, som du, kan
berge meget i en mands sjæl. Jeg har ingen søn.
(Bøjer sig ned over vuggen.) Han ligner Håkon. –
(Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde dron-
ningen! Bøj dig dybt og hils ham, som konger
skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes dette
barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå
nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som
konge! (i stigende oprør) Dette barn, Håkons søn,
skal sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde,
er nærmere til, – og jeg skal stå for hans fod-
skammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al
min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have
været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon,
– der blæser en storm ikveld, vinden står udefter
fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne
kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon vove,
s. 120
når hans barn var i min magt! Mine mænd vil
følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske!
Skridtet ud; sluget over for første gang! –
Kunde jeg se om du har Sverres øjne – eller
Håkon Sverressøns –! Han sover. Jeg kan ikke
se det. (Ophold.) Søvn er værn. Sov med fred,
du lille kongs-emne! (Går over til bordet.) Håkon skal
dømme; engang til vil jeg tale med ham.
Margrete
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
Bispen død! O, tro mig, al ufred dør med
ham.
ham.
Håkon.
Gå tilsengs, Margrete; du kan være træt
efter rejsen.
efter rejsen.
Margrete.
Ja, ja! (til hertugen:) Fader, vær mild og føjelig,
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
(Giver et vink i døren til venstre og går; et par piger flytter
vuggen ind.)
vuggen ind.)
Hertug Skule.
Kong Håkon, vi må ikke skilles som uvenner
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme
en rædselens tid over landet.
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme
en rædselens tid over landet.
Håkon.
Det har landet været vant til gennem slægter
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende
falder, som står mig imod. Der gives ikke
Bagler, ikke Slittunger, ikke Ribbunger mere;
Jon Jarl er dræbt, Guthorm Ingessøn er død,
Sigurd Ribbung ligeså, – alle krav, som kom
frem på rigsmødet i Bergen, har vist sig magtesløse,
– hvem skulde så rædselens tid komme fra nu?
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende
s. 121
falder, som står mig imod. Der gives ikke
Bagler, ikke Slittunger, ikke Ribbunger mere;
Jon Jarl er dræbt, Guthorm Ingessøn er død,
Sigurd Ribbung ligeså, – alle krav, som kom
frem på rigsmødet i Bergen, har vist sig magtesløse,
– hvem skulde så rædselens tid komme fra nu?
Hertug Skule.
Håkon, jeg er ræd, den kunde komme fra mig!
Håkon.
Da jeg blev konge, gav jeg eder tredjedelen
af riget –
af riget –
Hertug Skule.
I beholdt selv to tredjedele!
Håkon.
Altid tørstede I efter mere; jeg øgede eders
del; nu sidder I inde med det halve rige.
del; nu sidder I inde med det halve rige.
Hertug Skule.
Der mangler ti skibreder.
Håkon.
Jeg gjorde eder til hertug; det har ingen
mand været i Norge før!
mand været i Norge før!
Hertug Skule.
Men I er konge! Der må ingen konge være
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder;
jeg må styre og råde selv!
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder;
jeg må styre og råde selv!
Håkon
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
Himlen skærme eders forstand, herre. Godnat!
(vil gå.)
s. 122
Hertug Skule
(træder ivejen for ham).
(træder ivejen for ham).
I slipper ikke fra mig på slig vis! Vogt
jer, eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke
blive ved at være min overherre længer; vi to
må dele!
jer, eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke
blive ved at være min overherre længer; vi to
må dele!
Håkon.
Det vover I at sige mig!
Hertug Skule.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I,
Håkon Håkonssøn.
Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Kanhænde det er eders agt –
Hertug Skule.
Hør mig! Husk bispens ord! Lad os dele;
giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min
del som frit kongedømme, uden skat og udredsler
til jer. Norge har været delt i to riger før; –
vi vil holde usvigelig sammen –
giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min
del som frit kongedømme, uden skat og udredsler
til jer. Norge har været delt i to riger før; –
vi vil holde usvigelig sammen –
Håkon.
Hertug, I må være sjælesyg at I kan kræve
sligt!
sligt!
Hertug Skule.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen helsebod
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
Håkon.
Hver træløs holme er en sten i den bygning,
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf
rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden,
hvad de har føjet sammen? Aldrig!
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf
s. 123
rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden,
hvad de har føjet sammen? Aldrig!
Hertug Skule.
Nu, så lad os skiftes til om magten; lad os
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min
tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil
være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer
til I vender hjem, styre og lede alt til det bedste;
– det tærer og sløver at sidde stadig på vagt.
Håkon, hører I, – tre år hver; lad os byttes
til om kronen!
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min
tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil
være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer
til I vender hjem, styre og lede alt til det bedste;
– det tærer og sløver at sidde stadig på vagt.
Håkon, hører I, – tre år hver; lad os byttes
til om kronen!
Håkon.
Tror I, at min krone vil passe om eders
tindinger?
tindinger?
Hertug Skule.
Ingen krone er for vid for mig!
Håkon.
Der skal Guds ret og Guds kald til at bære
kronen.
kronen.
Hertug Skule.
Og I tror så visst, at I har Guds ret?
Håkon.
Det har jeg Guds dom for.
Hertug Skule.
Stol ikke så trygt på den. Havde bispen
fået tale, – dog, nu vilde det være forgæves;
I vilde ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige
forbundsfæller deroppe; men jeg trodser alligevel!
– I vil ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja
– så får vi vælge den sidste udvej; – Håkon,
lad os to kæmpe mod hinanden, mand mod
mand, med tunge våben, på liv og død!
fået tale, – dog, nu vilde det være forgæves;
I vilde ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige
forbundsfæller deroppe; men jeg trodser alligevel!
s. 124
– I vil ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja
– så får vi vælge den sidste udvej; – Håkon,
lad os to kæmpe mod hinanden, mand mod
mand, med tunge våben, på liv og død!
Håkon.
Taler I alvor, herre?
Hertug Skule.
Jeg taler for min livsgerning og for min
sjæls frelse!
sjæls frelse!
Håkon.
Da er der lidet håb om frelse for eders sjæl.
Hertug Skule.
I vil ikke kæmpe med mig? I skal, I skal!
Håkon.
Forblindede mand! Jeg kan ikke andet end
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun
er hovmod. Hvad er det, som lokker jer!
Kongsringen, kåben med purpurbræm, retten til
at sidde bænket tre trin over gulvet; – usselt,
usselt, – var det at være konge, da kastede
jeg kongedømmet i eders hat, som jeg kaster en
skærv til en tigger.
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun
er hovmod. Hvad er det, som lokker jer!
Kongsringen, kåben med purpurbræm, retten til
at sidde bænket tre trin over gulvet; – usselt,
usselt, – var det at være konge, da kastede
jeg kongedømmet i eders hat, som jeg kaster en
skærv til en tigger.
Hertug Skule.
I har kendt mig fra I var barn, og dømmer
mig slig!
mig slig!
Håkon.
I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og
mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men
ikke til at være konge selv.
s. 125
mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men
ikke til at være konge selv.
Hertug Skule.
Det vil vi prøve nu!
Håkon.
Nævn mig et eneste kongsværk, I har øvet,
i alle de år I styrede riget for mig! Var Bag-
lerne eller Ribbungerne nogentid mægtigere end
da? I var den modne mand, men landet hærgedes
af oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste?
Jeg var ung og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, –
se på mig – alt faldt tilfode da jeg blev konge;
der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!
i alle de år I styrede riget for mig! Var Bag-
lerne eller Ribbungerne nogentid mægtigere end
da? I var den modne mand, men landet hærgedes
af oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste?
Jeg var ung og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, –
se på mig – alt faldt tilfode da jeg blev konge;
der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!
Hertug Skule.
Det skulde I mindst prale med; thi der er
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod
krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal
være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må
enten trænge til ham eller frygte ham. Rydder
I al ufred ud, så har I med det samme taget
magten fra eder selv.
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod
krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal
være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må
enten trænge til ham eller frygte ham. Rydder
I al ufred ud, så har I med det samme taget
magten fra eder selv.
Håkon.
Og I vil være konge, – I, som dømmer
slig? I kunde blevet en dugelig høvding på
Erling Skakkes tider; men tiden er vokset fra
jer og I skønner den ikke. Ser I da ikke, at
Norges rige, således som Harald og Olaf rejste
det, kun er at ligne med en kirke, som ikke har
fået vigselen endnu? Væggene højner sig med
stærke støtter, loftshvælven spænder sig vidt over,
spiret peger opad, lig gran i skogen; men livet,
det bankende hjerte, den friske blodflom går
ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke
indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg
vil bringe vigselen! Norge var et rige, det skal
blive et folk. Trønder stod mod Vikværing,
Agdeværing mod Hørdalænding, Hålogalænding
mod Sogndøl; alle skal være et herefter, og alle
skal vide med sig selv og skønne at de er et!
Det er hvervet, som Gud har lagt på mine
skuldre; det er gerningen, som skal gøres af
Norges konge nu. Den gerning, hertug, den
tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker
den ikke!
slig? I kunde blevet en dugelig høvding på
Erling Skakkes tider; men tiden er vokset fra
jer og I skønner den ikke. Ser I da ikke, at
Norges rige, således som Harald og Olaf rejste
det, kun er at ligne med en kirke, som ikke har
fået vigselen endnu? Væggene højner sig med
s. 126
stærke støtter, loftshvælven spænder sig vidt over,
spiret peger opad, lig gran i skogen; men livet,
det bankende hjerte, den friske blodflom går
ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke
indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg
vil bringe vigselen! Norge var et rige, det skal
blive et folk. Trønder stod mod Vikværing,
Agdeværing mod Hørdalænding, Hålogalænding
mod Sogndøl; alle skal være et herefter, og alle
skal vide med sig selv og skønne at de er et!
Det er hvervet, som Gud har lagt på mine
skuldre; det er gerningen, som skal gøres af
Norges konge nu. Den gerning, hertug, den
tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker
den ikke!
Hertug Skule
(slagen).
(slagen).
Samle –? Samle til et Trønder og Vik-
væring, – alt Norge –? (vantro) Det er ugørligt!
Sligt melder aldrig Norges saga om før!
væring, – alt Norge –? (vantro) Det er ugørligt!
Sligt melder aldrig Norges saga om før!
Håkon.
For eder er det ugørligt; thi I kan kun gøre
den gamle saga om igen; men for mig er det
let, som det er let for falken at kløve skyerne.
den gamle saga om igen; men for mig er det
let, som det er let for falken at kløve skyerne.
Hertug Skule
(i urolig bevægelse).
(i urolig bevægelse).
Samle alt folket, – vække det, så det kender
sig at være et! Hvor har I slig sælsom tanke
fra? Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har
den fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes
i værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde
stålhuen på mit hoved!
sig at være et! Hvor har I slig sælsom tanke
fra? Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har
den fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes
s. 127
i værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde
stålhuen på mit hoved!
Håkon.
Jeg har tanken fra Gud og slipper den ikke,
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om
panden!
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om
panden!
Hertug Skule.
Så får hellig Olafs kongsring falde!
Håkon.
Hvem vil volde det?
Hertug Skule.
Jeg, om ingen anden.
Håkon.
I, Skule, I bliver uskadelig på thinget imorgen.
Hertug Skule.
Håkon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud
på den yderste rand af stupet!
på den yderste rand af stupet!
Håkon
(peger mod døren).
(peger mod døren).
Gå, herre, – og lad det være glemt, at vi
har talt med hvasse tunger ikveld.
har talt med hvasse tunger ikveld.
Hertug Skule
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
Vi kommer til at tale med hvassere tunger
næste gang. (går ud i baggrunden.)
næste gang. (går ud i baggrunden.)
Håkon
(efter et kort ophold):
(efter et kort ophold):
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke
komme. Han må, han skal føje sig og falde
mig tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette
snilde hoved. – Når der findes mod og kløgt
og styrke i dette land, så er det evner, som Gud
har givet mændene til brug for mig; – det er
for at tjene mig, at hertug Skule fik alle gode
gaver; at trodse mig er at trodse himlen; det er
min pligt at straffe hver den, som sætter sig op
mod himlens vilje, – thi himlen har gjort så
meget for mig.
komme. Han må, han skal føje sig og falde
s. 128
mig tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette
snilde hoved. – Når der findes mod og kløgt
og styrke i dette land, så er det evner, som Gud
har givet mændene til brug for mig; – det er
for at tjene mig, at hertug Skule fik alle gode
gaver; at trodse mig er at trodse himlen; det er
min pligt at straffe hver den, som sætter sig op
mod himlens vilje, – thi himlen har gjort så
meget for mig.
Dagfinn Bonde
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Herre, vær vagtsom inat; hertugen har
visselig ondt isinde.
visselig ondt isinde.
Håkon.
Hvad siger du?
Dagfinn Bonde.
Hvad han pønser på, ved jeg ikke; men at
der er noget igære, er sikkert nok.
der er noget igære, er sikkert nok.
Håkon.
Skulde han tænke på at overfalde os?
Umuligt, umuligt!
Umuligt, umuligt!
Dagfinn Bonde.
Nej, det er noget andet. Hans skibe ligger
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
Håkon.
Du tager fejl –! Gå, Dagfinn, og bring mig
sikkert bud.
sikkert bud.
Dagfinn Bonde.
Ja, ja; I kan lide på mig. (går.)
s. 129
Håkon.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham
ikke lov til det, – Gud, som har gjort det så
vidunderlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have
fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har
virket så lidet endnu; men jeg hører herrens
usvigelige røst råbe i mig: du skal fremme et
stort kongsværk i Norge.
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham
ikke lov til det, – Gud, som har gjort det så
vidunderlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have
fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har
virket så lidet endnu; men jeg hører herrens
usvigelige røst råbe i mig: du skal fremme et
stort kongsværk i Norge.
Gregorius Jonssøn
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Min herre og konge!
Håkon.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?
Gregorius Jonssøn.
Jeg byder mig frem som eders håndgangne
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør
jeg ikke følge ham længer.
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør
jeg ikke følge ham længer.
Håkon.
Hvad er der hændt?
Gregorius Jonssøn.
Det, som ingen mand vil tro, når rygtet
bærer det ud over landet.
bærer det ud over landet.
Håkon.
Tal, tal!
Gregorius Jonssøn.
Jeg ræddes for at høre lyden af mine egne
ord; – vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
ord; – vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
9
s. 130
Håkon
(farer tilbage med et skrig).
(farer tilbage med et skrig).
Ha, I er fra sans og samling!
Gregorius Jonssøn.
Gud give jeg var det.
Håkon.
Uhørt! det kan ikke være så!
Gregorius Jonssøn.
Ved Kristi dyre blod, det er så!
Håkon.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
Håkon
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren
til Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå
op og ned, går atter til døren, banker og råber):
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren
til Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå
op og ned, går atter til døren, banker og råber):
Margrete! (vedbliver at gå frem og tilbage.)
Margrete
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød
snørekåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød
snørekåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
Håkon! Er det dig?
Håkon.
Ja, ja; du må komme herud.
Margrete.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var
alt gået tilsengs.
alt gået tilsengs.
Håkon.
Andet har jeg nu at tænke på.
Margrete.
Hvad er der hændt?
s. 131
Håkon.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den
værste af alle tidender.
værste af alle tidender.
Margrete
(angst).
(angst).
Hvilken tidende, Håkon?
Håkon.
At der er to konger i Norge nu.
Margrete.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min
fader?
fader?
Håkon.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han
til Nidaros for at lade sig krone.
til Nidaros for at lade sig krone.
Margrete.
O, Gud, du almægtigste –! (synker ned på bænken,
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
Håkon.
To konger i landet!
Margrete.
Min husbond den ene, – og min fader den
anden!
anden!
Håkon
(går uroligt frem og tilbage).
(går uroligt frem og tilbage).
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg
gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen
og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for
ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han
mægtigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes
skal jeg få hertugen dræbt, før han kommer til
Nidaros?
gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen
og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for
ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han
mægtigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes
9*
s. 132
skal jeg få hertugen dræbt, før han kommer til
Nidaros?
Margrete
(bønligt, med foldede hænder).
(bønligt, med foldede hænder).
Håkon, Håkon!
Håkon.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at
få hertugen dræbt, siger jeg!
få hertugen dræbt, siger jeg!
Margrete
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
O, glemmer du da så rent, at han er min
fader!
fader!
Håkon.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte
jeg. (løfter hende op). Sæt dig, Margrete; du får være
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i
dette. (går over mod vinduet). Hertug Skule bliver mig
værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, –
hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet
har forbrudt! (det banker i baggrunden; han farer sammen,
lytter og råber:) Hvem banker derude så sent på
kvelden?
jeg. (løfter hende op). Sæt dig, Margrete; du får være
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i
dette. (går over mod vinduet). Hertug Skule bliver mig
værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, –
hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet
har forbrudt! (det banker i baggrunden; han farer sammen,
lytter og råber:) Hvem banker derude så sent på
kvelden?
Ingas stemme
(udenfor)
(udenfor)
En som fryser, Håkon!
Håkon
(med et skrig).
(med et skrig).
Min moder!
Margrete
(springer op).
(springer op).
Inga!
s. 133
Håkon
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
Min moder! Siddende som en hund udenfor
sin søns dør! Og jeg spørger hvi Gud slår mig!
sin søns dør! Og jeg spørger hvi Gud slår mig!
Inga
(strækker armene mod ham).
(strækker armene mod ham).
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig!
Håkon
(løfter hende op).
(løfter hende op).
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!
Inga.
Må jeg komme ind til dig?
Håkon.
Vi skal aldrig skilles mere.
Inga.
Min søn – min konge, – o, hvor du er
god og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig,
da du gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud;
jeg kunde ikke skilles fra dig på slig vis!
god og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig,
da du gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud;
jeg kunde ikke skilles fra dig på slig vis!
Håkon.
Gud være takket for det. Du var visselig
den bedste, som kunde komme nu! Margrete,
– min moder, – jeg har syndet svarligen; jeg
har stængt mit hjerte for eder to, som er så
rige på kærlighed.
den bedste, som kunde komme nu! Margrete,
– min moder, – jeg har syndet svarligen; jeg
har stængt mit hjerte for eder to, som er så
rige på kærlighed.
Margrete
(kaster sig om hans hals).
(kaster sig om hans hals).
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg
dig da nu nær?
dig da nu nær?
s. 134
Håkon.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig
kloge råd, men for at lyse og skinne på min
vej. Lad komme hvad der vil, jeg kender
Herrens styrke i mig!
kloge råd, men for at lyse og skinne på min
vej. Lad komme hvad der vil, jeg kender
Herrens styrke i mig!
Dagfinn Bonde
(kommer ilsomt fra baggrunden).
(kommer ilsomt fra baggrunden).
Herre, herre! Nu er det værste hændt!
Håkon
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
Jeg ved det; men det har ingen nød, gamle
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så
er der kun en i himlen, – og han grejder
det nok!
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så
er der kun en i himlen, – og han grejder
det nok!
Teppet falder.
FJERDE AKT.
(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin
hird og sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor
Skule sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet.
Natverdsbordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra høj-
sædet op mod baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og
Bård Bratte. Endel ringere gæster beværtes stående over på højre
side. Det er sen aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod
slutten; mændene er meget lystige og tildels drukne; de drikker
hverandre til, ler og taler i munden på hverandre.)
hird og sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor
Skule sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet.
Natverdsbordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra høj-
sædet op mod baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og
Bård Bratte. Endel ringere gæster beværtes stående over på højre
side. Det er sen aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod
slutten; mændene er meget lystige og tildels drukne; de drikker
hverandre til, ler og taler i munden på hverandre.)
Pål Flida
(rejser sig og slår til lyd).
(rejser sig og slår til lyd).
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit
kvad til ære for kong Skule.
kvad til ære for kong Skule.
Jatgejr
(står frem midt på gulvet).
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.
s. 136
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.
Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.
Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.
De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –
Ingen ved hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Skules mænd
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene
ivejret, slår på sine våben og gentager):
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene
ivejret, slår på sine våben og gentager):
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Kong Skule.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som
jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd
ligeså fuldt som mig selv.
s. 137
jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd
ligeså fuldt som mig selv.
Jatgejr.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises.
Kong Skule.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange
skalde om mig.
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange
skalde om mig.
Jatgejr.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres
kvad om alle eders gerninger.
kvad om alle eders gerninger.
Kong Skule.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon;
skaldskab skal agtes og lønnes som andet stor-
værk, sålænge jeg er konge. Tag sæde; du
hører nu til hirden; alt, hvad du trænger, skal
frit gives dig.
skaldskab skal agtes og lønnes som andet stor-
værk, sålænge jeg er konge. Tag sæde; du
hører nu til hirden; alt, hvad du trænger, skal
frit gives dig.
Jatgejr
(sætter sig).
(sætter sig).
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte
eder højlig på, herre.
eder højlig på, herre.
Kong Skule.
Hvilket?
Jatgejr.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan
kvæde om.
kvæde om.
Mange blandt mændene
(under latter og bifald.)
(under latter og bifald.)
Vel talt, Islænding!
s. 138
Pål Flida
(til Jatgejr).
(til Jatgejr).
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo
være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
Jatgejr.
Løgn, herre stallare?
Pål Flida.
Ja; du siger, at ingen ved hvor kong Håkon
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
Kong Skule
(smilende).
(smilende).
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og
givet det kongsnavn.
givet det kongsnavn.
Jatgejr.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at
nogen mand kunde give bort, hvad han ikke
selv ejer.
nogen mand kunde give bort, hvad han ikke
selv ejer.
Kong Skule.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer.
Bård Bratte.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters
fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
Jatgejr.
Det går i ring med Birkebejnerne; de be-
gyndte med sult og frost; nu ender de på
samme vis.
gyndte med sult og frost; nu ender de på
samme vis.
Pål Flida.
I Bergen går det rygte, at Håkon har for-
saget kirken og alt det, som helligt er; han
lydde ikke messe nytårsdag.
s. 139
saget kirken og alt det, som helligt er; han
lydde ikke messe nytårsdag.
Bård Bratte.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod
hele dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske
istykker, – andet havde han ikke at lønne
hirden med.
hele dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske
istykker, – andet havde han ikke at lønne
hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)
Kong Skule
(løfter sit krus).
(løfter sit krus).
Nu drikker jeg dig til, Bård Bratte, og
takker dig og alle mine nye mænd. I stred
mandeligt for mig ved Låka, og har stor del i
sejren.
takker dig og alle mine nye mænd. I stred
mandeligt for mig ved Låka, og har stor del i
sejren.
Bård Bratte.
Det var første gang jeg stred under eder,
herre; men jeg skønte snart, det var let at sejre,
når slig høvding, som I, rider fremst i fylkingen.
Men det var ilde, at vi slog så mange og jog
dem så langt; nu vil der gå en hel tid, før de
vover sig imod os igen, er jeg ræd for.
herre; men jeg skønte snart, det var let at sejre,
når slig høvding, som I, rider fremst i fylkingen.
Men det var ilde, at vi slog så mange og jog
dem så langt; nu vil der gå en hel tid, før de
vover sig imod os igen, er jeg ræd for.
Kong Skule.
Vent til våren kommer, så møder vi dem
nok. Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes,
nede på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jons-
søn samler folk øster i Viken; når de tror sig
mandstærke nok, lader de vel høre fra sig.
nok. Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes,
nede på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jons-
søn samler folk øster i Viken; når de tror sig
mandstærke nok, lader de vel høre fra sig.
Bård Bratte.
Det vover de ikke, efter det store mandefald
ved Låka.
ved Låka.
s. 140
Kong Skule.
Så lokker vi dem ud med list.
Mange stemmer.
Ja, ja, – gør det, herre!
Bård Bratte.
List har I god råd på, kong Skule. Eders
fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor en mindst skulde vente det.
fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor en mindst skulde vente det.
Pål Flida.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os
Vårbælger.
Vårbælger.
Kong Skule.
Andre siger Vargbælger; men det sværger
jeg nu, at når vi næste gang mødes, skal Birke-
bejnerne sande, hvor svært det er, at krænge
bælgen af slige varger.
jeg nu, at når vi næste gang mødes, skal Birke-
bejnerne sande, hvor svært det er, at krænge
bælgen af slige varger.
Bård Bratte.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det
blir en jagt hele landet rundt.
blir en jagt hele landet rundt.
Kong Skule.
Det skal det også. Først renser vi Viken,
og lægger landet under os her øster, så samler
vi skibe, går rundt næsset og hele leden opover
til Nidaros.
og lægger landet under os her øster, så samler
vi skibe, går rundt næsset og hele leden opover
til Nidaros.
Bård Bratte.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros,
tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte
hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de
gjorde i høst, da I blev hyldet.
tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte
hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de
gjorde i høst, da I blev hyldet.
s. 141
Kong Skule.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn
lovligt i alle måder.
lovligt i alle måder.
Jatgejr.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort drapa,
når I får dræbt den sovende mand!
når I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)
Kong Skule.
Den sovende mand?
Jatgejr.
Ved I ikke, herre, at kong Håkon kaldes
«Håkon søvn», fordi han sidder ligesom lamslået,
siden I fik magten.
«Håkon søvn», fordi han sidder ligesom lamslået,
siden I fik magten.
Bård Bratte.
Han ligger med lukkede øjne, siges der.
Han drømmer vel, at han er konge endnu.
Han drømmer vel, at han er konge endnu.
Kong Skule.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme
sig til kongedømmet.
sig til kongedømmet.
Jatgejr.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme,
så får jeg stof til et kvad.
så får jeg stof til et kvad.
Mændene.
Ja, ja, gør som skalden siger!
Kong Skule.
Når så mange gode mænd råder ens, må
rådet være godt; dog, om den sag vil vi ikke
tale nu. Men et løfte vil jeg gøre; – hver af
mine mænd skal tage våben og klæder, guld og
sølv, som arv og eje efter den fiende, han fælder;
og hver mand skal tage den værdighed, som
han lægger ned. Den, som dræber en lendermand,
skal selv blive lendermand; den, som dræber en
sysselmand, skal gives syssel efter den dræbte;
og alle de, som sidder inde med slige værdigheder
og embeder før, skal lønnes på anden kongelig vis.
rådet være godt; dog, om den sag vil vi ikke
tale nu. Men et løfte vil jeg gøre; – hver af
s. 142
mine mænd skal tage våben og klæder, guld og
sølv, som arv og eje efter den fiende, han fælder;
og hver mand skal tage den værdighed, som
han lægger ned. Den, som dræber en lendermand,
skal selv blive lendermand; den, som dræber en
sysselmand, skal gives syssel efter den dræbte;
og alle de, som sidder inde med slige værdigheder
og embeder før, skal lønnes på anden kongelig vis.
Mændene
(springer op i vild glæde).
(springer op i vild glæde).
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birke-
bejnerne!
bejnerne!
Bård Bratte.
Nu er I sikker på sejren i alle slag!
Pål Flida.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han
ejer et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
ejer et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
Bård Bratte.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den
bergede hans liv ved Låka, for den står mod
hug og stik.
bergede hans liv ved Låka, for den står mod
hug og stik.
Jatgejr.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre;
du skal få fem mærker guld i bytte.
du skal få fem mærker guld i bytte.
Bård Bratte.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald?
Jatgejr.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når
vi kommer nordpå.
vi kommer nordpå.
s. 143
Mændene
(i munden på hverandre):
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)
Pål Flida.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at
I er i kongens hal.
I er i kongens hal.
Mændene.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule!
Kong Skule.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet
længe ved drikkebordet inat.
længe ved drikkebordet inat.
En hirdmand
(idet flokken holder på at gå).
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes
gods.
gods.
En anden.
Lad heller tilfældet råde!
Nogle.
Nej, nej!
Andre.
Jo, jo!
Bård Bratte.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen.
Pål Flida.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)
s. 144
Kong Skule
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han
synker ned på en af bænkene).
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han
synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på
retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske,
jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt.
(Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved
Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin
hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem
de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som
aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før!
Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen
bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over
vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde
bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og
jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr.
Du store himmelens Gud, der er altså ingen
sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der
ligger ingen sejrende magt i det, at have ret?
(vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor
skulde ikke retten være på min side? Er det
ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det,
siden han lod mig sejre? (grublende) Muligheden
er lige; – ikke en fjær mere på den ene side,
end på den anden, og dog – (ryster på hovedet) dog
tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede
ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten
for Håkon. Kommer tanken om kongsretten
uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig
mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig
selv som den rette, da må det gøres med kunst,
jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af
kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage
troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad
er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende
siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved
blev uvissheden evig; men den blev ikke større.
Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning
på den sidste tid? Nej, sine største gerninger
øvede han, da jeg mindst troede på ham. (sætter
sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha, det er sæl-
somt; det kommer og svinder som et blålys; det
danser mig på tungespidsen, ligesom når en
har mistet et ord og ikke kan finde det igen.
(springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo,
jo! nu har jeg det! – «Norge var et rige; det
skal blive et folk; alle skal blive et, og alle
skal vide med sig selv, at de er et!» Siden
Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt
for mig som den rette konge. – (Ser angst frem for
sig og hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i
disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde
med tanken til nu, og vil strø den ud – og har
kåret Håkon til såmand?
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på
retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske,
jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt.
(Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved
Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin
hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem
de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som
aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før!
Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen
bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over
vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde
bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og
jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr.
Du store himmelens Gud, der er altså ingen
sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der
ligger ingen sejrende magt i det, at have ret?
(vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor
skulde ikke retten være på min side? Er det
ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det,
siden han lod mig sejre? (grublende) Muligheden
er lige; – ikke en fjær mere på den ene side,
end på den anden, og dog – (ryster på hovedet) dog
tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede
ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten
for Håkon. Kommer tanken om kongsretten
s. 145
uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig
mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig
selv som den rette, da må det gøres med kunst,
jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af
kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage
troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad
er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende
siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved
blev uvissheden evig; men den blev ikke større.
Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning
på den sidste tid? Nej, sine største gerninger
øvede han, da jeg mindst troede på ham. (sætter
sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha, det er sæl-
somt; det kommer og svinder som et blålys; det
danser mig på tungespidsen, ligesom når en
har mistet et ord og ikke kan finde det igen.
(springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo,
jo! nu har jeg det! – «Norge var et rige; det
skal blive et folk; alle skal blive et, og alle
skal vide med sig selv, at de er et!» Siden
Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt
for mig som den rette konge. – (Ser angst frem for
sig og hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i
disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde
med tanken til nu, og vil strø den ud – og har
kåret Håkon til såmand?
Pål Flida
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
10
s. 146
Kong Skule.
Nyt?
Pål Flida.
En mand, som kommer nedenfra fjorden,
fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine
skibe på vandet, og at der har stævnet mange
mænd sammen til byen i de sidste dage.
fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine
skibe på vandet, og at der har stævnet mange
mænd sammen til byen i de sidste dage.
Kong Skule.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så.
Pål Flida.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte
på at møde os først.
på at møde os først.
Kong Skule.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mand-
skab heller.
skab heller.
Pål Flida.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab
og skibe rundt om i Viken.
og skibe rundt om i Viken.
Kong Skule.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom
ved Låka.
ved Låka.
Pål Flida.
Herre, det går ikke så let, at slå Birke-
bejnerne to gange itræk.
bejnerne to gange itræk.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke det?
Pål Flida.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er
hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere
ud til Hovedø?
s. 147
hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere
ud til Hovedø?
Kong Skule.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og
skodde til.
skodde til.
Pål Flida.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken.
Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birke-
bejnerne, så gør de fælles sag med dem.
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken.
Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birke-
bejnerne, så gør de fælles sag med dem.
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at
jeg kunde få Vikværingerne på min side?
jeg kunde få Vikværingerne på min side?
Pål Flida
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke?
Pål Flida.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side.
Kong Skule.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have!
Pål Flida.
Nej, herre, det er ikke gørligt.
Kong Skule.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor –
hvorfor ikke?
hvorfor ikke?
10*
s. 148
Pål Flida.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet,
og fordi det altid har været slig.
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet,
og fordi det altid har været slig.
Kong Skule.
Ja, ja, – du har ret. Gå.
Pål Flida.
Og jeg skal ingen spejdere sende?
Kong Skule.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga
melder ikke om sligt; det har aldrig været
så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede
Håkon. Er der da trappetrin både over og
under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig,
som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde
Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og
ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hår-
fager, den tid der sad en konge på hvert næss,
og han sagde: nu får de falde, herefter skal der
kun være en. Han kastede den gamle saga over-
ende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende
frem og tilbage; derpå stanser han.) Kan en mand tage
Guds kaldelse fra en anden, således som han kan
tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan
et kongs-emne tage kongsgerningen på sig, således
som han kan tage kongskåben på? Egen, som
fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil
være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning,
pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj
på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i sol-
skinnet og synes for folket langt, langt borte?
– Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din
plads er under kølen; der skal du ligge og gøre
nytte; stilt og useet af hvert øje oppe i dagen;
– dig er det, som skal hindre skibet fra at
kantre i uvejret; masten med guldfløj og med
bugnende sejl skal føre det frem mod det nye,
mod det ukendte, mod de fremmede strande og
mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon
talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden
tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage
den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen
tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da
ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da
Håkons tanke?
melder ikke om sligt; det har aldrig været
så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede
Håkon. Er der da trappetrin både over og
under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig,
som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde
Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og
ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hår-
fager, den tid der sad en konge på hvert næss,
og han sagde: nu får de falde, herefter skal der
kun være en. Han kastede den gamle saga over-
ende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende
frem og tilbage; derpå stanser han.) Kan en mand tage
Guds kaldelse fra en anden, således som han kan
tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan
et kongs-emne tage kongsgerningen på sig, således
som han kan tage kongskåben på? Egen, som
fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil
være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning,
pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj
s. 149
på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i sol-
skinnet og synes for folket langt, langt borte?
– Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din
plads er under kølen; der skal du ligge og gøre
nytte; stilt og useet af hvert øje oppe i dagen;
– dig er det, som skal hindre skibet fra at
kantre i uvejret; masten med guldfløj og med
bugnende sejl skal føre det frem mod det nye,
mod det ukendte, mod de fremmede strande og
mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon
talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden
tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage
den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen
tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da
ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da
Håkons tanke?
Jatgejr
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer –
Kong Skule.
Godt at du kommer, skald!
Jatgejr.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i her-
berget om at –
berget om at –
Kong Skule.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som
har faret vidt om i fremmede lande, har du
nogentid seet en kvinde elske et fremmed barn?
Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke;
men elske det, elske det med sin sjæls hedeste
kærlighed?
har faret vidt om i fremmede lande, har du
nogentid seet en kvinde elske et fremmed barn?
Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke;
s. 150
men elske det, elske det med sin sjæls hedeste
kærlighed?
Jatgejr.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne
børn at elske.
børn at elske.
Kong Skule.
Kun de kvinder –?
Jatgejr.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare.
Kong Skule.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres
børn med al sin hedeste kærlighed?
børn med al sin hedeste kærlighed?
Jatgejr.
Det hænder ofte.
Kong Skule.
Og hænder det ikke også stundom, at slig
ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi
hun selv intet har?
ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi
hun selv intet har?
Jatgejr.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det.
Kong Skule.
Klogt?
Jatgejr.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis
barn hun dræber.
barn hun dræber.
Kong Skule.
Tror du, at sorgens gave er så meget god?
s. 151
Jatgejr.
Ja, herre.
Kong Skule
(ser visst på ham).
(ser visst på ham).
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding.
Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager
du kappe og kofte over hver din tanke; er en
ene med dig, ligner du stundom dem, en får lyst
til at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager
du kappe og kofte over hver din tanke; er en
ene med dig, ligner du stundom dem, en får lyst
til at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Jatgejr.
Når I går til svømning i elven, herre, så
klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må
forbi; men I søger jer et lønligt skjul.
klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må
forbi; men I søger jer et lønligt skjul.
Kong Skule.
Forstår sig.
Jatgejr.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg
mig ikke af, når der er så mange i hallen.
mig ikke af, når der er så mange i hallen.
Kong Skule.
Hm. (Kort ophold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes
gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du
skaldskabet af?
gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du
skaldskabet af?
Jatgejr.
Skaldskab læres ikke, herre.
Kong Skule.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?
Jatgejr.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald.
s. 152
Kong Skule.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger?
Jatgejr.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre,
som trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
som trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
Kong Skule.
Tvivlen også?
Jatgejr.
Ja; men da må den tvivlende være stærk
og frisk.
og frisk.
Kong Skule.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler.
Jatgejr.
Den, som tvivler på sin egen tvivl.
Kong Skule
(langsomt).
(langsomt).
Det tykkes mig at være døden.
Jatgejr.
Det er værre; det er tusmørket.
Kong Skule
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle,
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde
mig, da du kom?
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde
mig, da du kom?
Jatgejr.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i her-
berget. Bymændene taler lønligt sig imellem; de
ler hånligt og spørger, om vi ved så visst, at
kong Håkon er vesterpå; der er noget de glæder
sig over.
berget. Bymændene taler lønligt sig imellem; de
ler hånligt og spørger, om vi ved så visst, at
s. 153
kong Håkon er vesterpå; der er noget de glæder
sig over.
Kong Skule.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er
mig imod.
mig imod.
Jatgejr.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin
ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev
hyldet; de siger, det er et ondt varsel.
ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev
hyldet; de siger, det er et ondt varsel.
Kong Skule.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal
skrinet ud; det skal stå under åben himmel, om
jeg så skal rive Olafskirken i grus og vide thing-
volden ud over den tomt, den stod på!
skrinet ud; det skal stå under åben himmel, om
jeg så skal rive Olafskirken i grus og vide thing-
volden ud over den tomt, den stod på!
Jatgejr.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
Kong Skule.
Sidder du inde med mange udigtede kvad,
Jatgejr?
Jatgejr?
Jatgejr.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges
et efter et, får liv og så fødes de.
et efter et, får liv og så fødes de.
Kong Skule.
Og hvis jeg, som er konge og har magten,
hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt
skaldetanke, du bærer på, dø med dig?
hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt
skaldetanke, du bærer på, dø med dig?
s. 154
Jatgejr.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager
tanke.
tanke.
Kong Skule.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg
spørger om det er gørligt!
spørger om det er gørligt!
Jatgejr.
Jeg ved ikke.
Kong Skule.
Har du aldrig havt en anden skald til ven,
og har han aldrig skildret for dig et stort og
herligt kvad, som han vilde digte?
og har han aldrig skildret for dig et stort og
herligt kvad, som han vilde digte?
Jatgejr.
Jo, herre.
Kong Skule.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe
ham, for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
ham, for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
Jatgejr.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne
børn; jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
børn; jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
Kong Skule
(efter et ophold).
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler
Guds dybeste sandhed og ved det ikke. – Jeg
er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg
Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min
sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også
knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder.
Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder,
eller at det voxer sig stort i hans? Får jeg
fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage?
Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt efter-
mæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig,
– og rundt om. Ingen ven –; Islændingen!
(går til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongs-
gården?
Guds dybeste sandhed og ved det ikke. – Jeg
er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg
Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min
sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også
knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder.
Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder,
s. 155
eller at det voxer sig stort i hans? Får jeg
fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage?
Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt efter-
mæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig,
– og rundt om. Ingen ven –; Islændingen!
(går til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongs-
gården?
En hirdmand
(udenfor).
(udenfor).
Nej, herre, han står i forhallen og taler med
vagten.
vagten.
Kong Skule.
Så sig, han skal komme ind! (går nedover til
bordet; om lidt kommer Jatgejr). Jeg kan ikke sove,
Jatgejr; det er alle de store kongelige tanker,
som holder mig vågen, ser du.
bordet; om lidt kommer Jatgejr). Jeg kan ikke sove,
Jatgejr; det er alle de store kongelige tanker,
som holder mig vågen, ser du.
Jatgejr.
Det er med kongens tanker som med skaldens,
kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
Kong Skule.
Er det så med skaldens også?
Jatgejr.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
Kong Skule.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr?
s. 156
Jatgejr.
Den, jeg elskede.
Kong Skule.
Hun døde da?
Jatgejr.
Nej, hun sveg mig.
Kong Skule.
Og så blev du skald?
Jatgejr.
Ja, så blev jeg skald.
Kong Skule
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Hvad gave trænger jeg for at blive konge?
Jatgejr.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så.
Kong Skule.
Hvad gave trænger jeg?
Jatgejr.
Herre, I er jo konge.
Kong Skule.
Tror du til hver en tid så visst, at du er skald?
Jatgejr
(ser en stund taus på ham og spørger):
(ser en stund taus på ham og spørger):
Har I aldrig elsket?
Kong Skule.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde.
Jatgejr.
I har en hustru.
s. 157
Kong Skule.
Hende tog jeg til at føde mig sønner.
Jatgejr.
Men I har en datter, herre, – en mild og
herlig datter.
herlig datter.
Kong Skule.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke
dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg maa
have nogen om mig, som lyder mig uden vilje
selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde
sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever
for at lyse og varme over mit liv, som må dø,
om jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald!
dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg maa
have nogen om mig, som lyder mig uden vilje
selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde
sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever
for at lyse og varme over mit liv, som må dø,
om jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald!
Jatgejr.
Køb eder en hund, herre.
Kong Skule.
Skulde ikke et menneske strække til?
Jatgejr.
Sligt menneske måtte I lede længe efter.
Kong Skule
(pludseligt).
(pludseligt).
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du
være mig en søn! Du skal få Norges krone i
arv, – du skal få land og rige, hvis du vil være
mig en søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
være mig en søn! Du skal få Norges krone i
arv, – du skal få land og rige, hvis du vil være
mig en søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
Jatgejr.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at
jeg ikke hyklede –?
jeg ikke hyklede –?
s. 158
Kong Skule.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil
jeg tro dig!
jeg tro dig!
Jatgejr.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt.
Kong Skule.
Tænk dig om! Det er mere at være konge
end at være skald!
end at være skald!
Jatgejr.
Ikke altid.
Kong Skule.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre!
Jatgejr.
Udigtede kvad er stedse de fagreste.
Kong Skule.
Men jeg må – jeg må have et menneske,
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, så er jeg frelst!
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, så er jeg frelst!
Jatgejr.
Tro på eder selv, da er I frelst!
Pål Flida
(kommer ilsomt).
(kommer ilsomt).
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
Kong Skule.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.
Jatgejr.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald
inat, skal jeg gladelig være den første, som falder
for eder!
s. 159
inat, skal jeg gladelig være den første, som falder
for eder!
Kong Skule.
Du, som ikke vilde leve for mig.
Jatgejr.
En mand kan falde for en andens livsværk;
men skal han blive ved at leve, så må han leve
for sit eget. (Går.)
men skal han blive ved at leve, så må han leve
for sit eget. (Går.)
Pål Flida
(utålmodig).
(utålmodig).
Hvad byder I, at der skal gøres, herre?
Birkebejnerne kan være i Oslo inden en time!
Birkebejnerne kan være i Oslo inden en time!
Kong Skule.
Bedst var det, om vi kunde fare til den
hellige Thomas Becketts grav; han har hjulpet så
mangen sorgfuld og angrende sjæl.
hellige Thomas Becketts grav; han har hjulpet så
mangen sorgfuld og angrende sjæl.
Pål Flida
(stærkere).
(stærkere).
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er
over os, siger jeg!
over os, siger jeg!
Kong Skule.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty
derind og få grid.
derind og få grid.
Pål Flida.
I kan slå alle eders fiender med et slag, og
så vil I ty ind i kirkerne!
så vil I ty ind i kirkerne!
Kong Skule.
Ja, ja, hold alle kirker åbne.
s. 160
Pål Flida.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når
det gælder Vårbælgerne.
det gælder Vårbælgerne.
Kong Skule.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
Pål Flida
(med dyb og smertelig vrede).
(med dyb og smertelig vrede).
Den, som hørte jer tale nu, han måtte
spørge: hvem er konge i dette land?
spørge: hvem er konge i dette land?
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål:
hvem er konge i dette land?
hvem er konge i dette land?
Pål Flida
(bønligt).
(bønligt).
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle
for eder.
for eder.
Kong Skule.
Ja, ja, gør så.
Pål Flida
(gående).
(gående).
Først vil jeg bryde alle broer af.
Kong Skule.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer
af! Ved du hvad det vil sige? Jeg har prøvet
det; – vogt dig for sligt!
af! Ved du hvad det vil sige? Jeg har prøvet
det; – vogt dig for sligt!
Pål Flida.
Hvad vil I da, herre?
s. 161
Kong Skule.
Jeg vil tale med Håkon.
Pål Flida.
Han vil svare jer med sværdets tunge!
Kong Skule.
Gå, gå; – du skal få min vilje at vide siden.
Pål Flida.
Hvert øjeblik er dyrt nu! (griber hans hånd.)
Kong Skule, lad os bryde alle broer af, slås
som Varger og lide på himlen!
Kong Skule, lad os bryde alle broer af, slås
som Varger og lide på himlen!
Kong Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide
på himlen heller.
på himlen heller.
Pål Flida.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden).
Kong Skule.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede
arme råder jeg over; men ikke over et kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
arme råder jeg over; men ikke over et kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
Bård Bratte
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Der står langfarende folk ude, som beder
at få tale med eder, herre.
at få tale med eder, herre.
Kong Skule.
Hvem er det?
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
11
s. 162
Bård Bratte.
En kvinde og en prest.
Kong Skule.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter
kommer en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et
tæt slør, som skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver
stående ved døren.)
kommer en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et
tæt slør, som skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver
stående ved døren.)
Kong Skule.
Hvem er du?
Kvinden.
En, som du har elsket.
Kong Skule
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er
du, spørger jeg?
du, spørger jeg?
Kvinden.
En, som elsker dig.
Kong Skule.
Da er du visselig en af de døde.
Kvinden
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
Skule Bårdssøn!
Kong Skule
(rejser sig med et skrig).
(rejser sig med et skrig).
Ingebjørg!
Ingebjørg.
Kender du mig nu, Skule!
Kong Skule.
Ingebjørg, – Ingebjørg!
s. 163
Ingebjørg.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe
på dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede,
svigfulde mand!
på dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede,
svigfulde mand!
Kong Skule.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne,
der engang var så klare og blå, som himlen.
der engang var så klare og blå, som himlen.
Ingebjørg.
De øjne har været en regntung himmel i
tyve år; du vilde ikke kende dem igen og du
får aldrig se dem mere.
tyve år; du vilde ikke kende dem igen og du
får aldrig se dem mere.
Kong Skule.
Men din røst er frisk og blød og ung, som
dengang!
dengang!
Ingebjørg.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit
navn, til at præge din storhed ind i et ungt
hjerte og til at bede hos syndernes Gud om
frelse for os to, som har elsket i brøde.
navn, til at præge din storhed ind i et ungt
hjerte og til at bede hos syndernes Gud om
frelse for os to, som har elsket i brøde.
Kong Skule.
Det har du gjort?
Ingebjørg.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlig-
hedens ord om dig; – derfor har min røst
holdt sig frisk og blød og ung.
hedens ord om dig; – derfor har min røst
holdt sig frisk og blød og ung.
Kong Skule.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
11*
s. 164
Ingebjørg.
Det var din ret.
Kong Skule.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, tro-
faste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed
og samlet og gemt!
faste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed
og samlet og gemt!
Ingebjørg.
Det var min lykke.
Kong Skule.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og
rigdom! Havde du stået som hustru ved min
side, skulde det faldet mig lettere at blive konge.
rigdom! Havde du stået som hustru ved min
side, skulde det faldet mig lettere at blive konge.
Ingebjørg.
Gud har været mig god, at det ikke skede.
Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for
at vækkes til anger og bod.
Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for
at vækkes til anger og bod.
Kong Skule.
Og nu kommer du –?
Ingebjørg.
Som Andres Skjaldarbands enke.
Kong Skule.
Din husbond er død?
Ingebjørg.
På vejen fra Jerusalem.
Kong Skule.
Så har han gjort bod for Vegards drab.
s. 165
Ingebjørg.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog
korset.
korset.
Kong Skule.
Ikke derfor?
Ingebjørg.
Nej; det var min brøde, han tog på sine
stærke, kærlige skuldre; den var det han gik
for at tvætte i Jordans flod; den var det han
blødte for.
stærke, kærlige skuldre; den var det han gik
for at tvætte i Jordans flod; den var det han
blødte for.
Kong Skule
(sagte).
(sagte).
Han har vidst alt?
Ingebjørg.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har
vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var
en til, som havde fået det at vide, men på
hvilken måde, er gådefuldt for mig.
vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var
en til, som havde fået det at vide, men på
hvilken måde, er gådefuldt for mig.
Kong Skule.
Hvem?
Ingebjørg.
Vegard Væradal.
Kong Skule.
Vegard!
Ingebjørg.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på
min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit
sværd og dræbte ham på stedet.
min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit
sværd og dræbte ham på stedet.
s. 166
Kong Skule.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte.
– Og hvorfor søger du mig nu?
– Og hvorfor søger du mig nu?
Ingebjørg.
For at ofre dig det sidste.
Kong Skule.
Hvad mener du?
Ingebjørg
(peger mod presten, der står ved døren).
(peger mod presten, der står ved døren).
Se ham! – Peter, min søn, kom!
Kong Skule.
Din søn –!
Ingebjørg.
Og din, kong Skule!
Kong Skule
(halvt forvildet).
(halvt forvildet).
Ingebjørg!
Peter
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
Ingebjørg.
Tag ham! Han har været mit livs lys og
trøst i tyve år; – nu er du Norges konge;
kongssønnen må komme til sin arv; jeg har
ingen ret til ham længer.
trøst i tyve år; – nu er du Norges konge;
kongssønnen må komme til sin arv; jeg har
ingen ret til ham længer.
Kong Skule
(løfter ham op i stormende glæde).
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser
på ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg
har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig
imod! (går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og
du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo
ikke dit ord igen? Du giver mig ham jo?
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser
på ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg
s. 167
har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig
imod! (går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og
du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo
ikke dit ord igen? Du giver mig ham jo?
Ingebjørg.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt
ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldar-
bands død. Bispen var det, der lagde det tunge
offer på mig, som bod for al min brøde.
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt
ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldar-
bands død. Bispen var det, der lagde det tunge
offer på mig, som bod for al min brøde.
Kong Skule.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er
han min alene; ikke så, min alene?
han min alene; ikke så, min alene?
Ingebjørg.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig.
Kong Skule.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil!
Ingebjørg.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver
ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den,
som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage
skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad
ikke mit barn tage skade på sin sjæl!
ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den,
som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage
skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad
ikke mit barn tage skade på sin sjæl!
Kong Skule.
Det lover og sværger jeg dig!
Ingebjørg
(griber hans arm).
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider
skade på sin sjæl, så lad ham heller dø!
skade på sin sjæl, så lad ham heller dø!
s. 168
Kong Skule.
Heller dø! Det lover og sværger jeg!
Ingebjørg.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland.
Kong Skule.
Ja, du kan trøstig fare.
Ingebjørg.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han
ren og skyldfri til sin moder!
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han
ren og skyldfri til sin moder!
Kong Skule.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig
se på dig! Ja, det er din moders træk og mine;
du er den, jeg har længtes så sårt efter.
se på dig! Ja, det er din moders træk og mine;
du er den, jeg har længtes så sårt efter.
Peter.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig
leve og stride for dig! Lad din sag blive min,
og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg
ved dog, at jeg strider for det rette!
leve og stride for dig! Lad din sag blive min,
og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg
ved dog, at jeg strider for det rette!
Kong Skule
(med et skrig af glæde).
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig!
Peter.
Uryggeligt!
Kong Skule.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør,
du skal kaste prestekappen! erkebispen skal løse
dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd,
gå ustanselig frem til magt og hæder.
du skal kaste prestekappen! erkebispen skal løse
s. 169
dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd,
gå ustanselig frem til magt og hæder.
Peter.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen
vil vi gå!
vil vi gå!
Kong Skule
(trykker ham ind til sig).
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene!
Ingebjørg
(for sig selv).
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev
min saga.
min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Håloga-
lænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl,
alt skal være som en stor slægt, – da kan du
tro, landet vil tage vækst!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Håloga-
lænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl,
alt skal være som en stor slægt, – da kan du
tro, landet vil tage vækst!
Peter.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –!
Kong Skule.
Fatter du den?
Peter.
Ja – ja! – Klart –!
Kong Skule.
Og tror du på den?
s. 170
Peter.
Ja, ja; thi jeg tror på dig!
Kong Skule
(vildt).
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde!
Peter.
Når du vil det, så er det ret, at han falder.
Kong Skule.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe.
Peter.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for
din sag.
din sag.
Kong Skule.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring
om panden, med purpurkåben flømmende vid
over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje
sig for dig – (lurtoner høres langt borte). Ha! hvad
er det! (med et skrig) Birkebejnerhæren! Hvad var
det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring
om panden, med purpurkåben flømmende vid
over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje
sig for dig – (lurtoner høres langt borte). Ha! hvad
er det! (med et skrig) Birkebejnerhæren! Hvad var
det Pål Flida sagde –?
Pål Flida
(kommer ind og råber):
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule!
Kong Skule
(forvildet).
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de?
Pål Flida.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg.
s. 171
Kong Skule.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor
skal vi møde dem?
skal vi møde dem?
Pål Flida.
Alle kirker står åbne for os.
Kong Skule.
Birkebejnerne, spørger jeg –!
Pål Flida.
For dem står alle broer åbne.
Kong Skule.
Usalige mand, hvad har du gjort!
Pål Flida.
Lystret min konge.
Kong Skule.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har for-
spildt dit kongerige!
spildt dit kongerige!
Peter.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke
dør ikke!
dør ikke!
Kong Skule.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere). Til hest;
til våben! Det gælder mere end mænds liv og
død her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
til våben! Det gælder mere end mænds liv og
død her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
s. 172
En gade i Oslo.
(Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hall-
vards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side
ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det
er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går;
langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)
vards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side
ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det
er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går;
langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)
Kong Skules lursvend
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules
mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe
mænd!
i næste gade.)
En kvinde
(kommer ud i en husdør til højre).
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
En bymand
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side
af gaden).
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side
af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn
for alle sine ugerninger.
for alle sine ugerninger.
En af Skules mænd
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene,
ind fra en sidegade til venstre).
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene,
ind fra en sidegade til venstre).
Hvor er Birkebejnerne?
En anden af Skules mænd
(fra et hus til højre).
(fra et hus til højre).
Jeg ved ikke!
Første.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejte-
broen.
broen.
Anden.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)
s. 173
Første bymand.
Hej, grande, hvor kommer I fra?
Anden bymand.
Nede fra Loelven; der går det stygt til.
Kvinden.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det
Birkebejnerne, eller hvem er det?
Birkebejnerne, eller hvem er det?
Anden bymand.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon
er med; hele flåden lægger ind til bryggerne;
men selv gik han iland med sine bedste mænd
ude ved Ekebergstøen.
er med; hele flåden lægger ind til bryggerne;
men selv gik han iland med sine bedste mænd
ude ved Ekebergstøen.
Første bymand.
Så tager han hævn for mandefaldet ved
Låka!
Låka!
Anden bymand.
Ja det kan I lide på!
Første bymand.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)
En af mændene.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birke-
bejnerne, slig som de farer frem inat!
bejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)
Anden bymand
(ser ud til højre).
(ser ud til højre).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden;
det må være kong Håkons.
det må være kong Håkons.
s. 174
Første bymand.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)
En af flokken.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)
Flere Vårbælger.
Der er stængt; der er stængt!
Den første.
Opover til Martestokke da!
En anden.
Hvor er kong Skule?
Den første.
Jeg ved ikke. Afsted, der ser jeg Birke-
bejnernes mærke!
bejnernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)
Håkon
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn,
Dagfinn Bonde og flere andre mænd.)
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn,
Dagfinn Bonde og flere andre mænd.)
Dagfinn Bonde.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd
bag kirkegården.
bag kirkegården.
En gammel bymand
(råber fra sin svale til Håkon):
(råber fra sin svale til Håkon):
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er
gramme, nu de slås for livet!
gramme, nu de slås for livet!
Håkon.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn?
Du har stridt både for min fader og for min
farfader, du.
s. 175
Du har stridt både for min fader og for min
farfader, du.
Bymanden.
Gud give jeg kunde stride for eder også.
Håkon.
Du er for gammel til det, og det trænges
ikke; der kommer folk til mig allevegne fra.
ikke; der kommer folk til mig allevegne fra.
Dagfinn Bonde
(peger ud over muren til højre).
(peger ud over muren til højre).
Der kommer hertugens mærke!
Gregorius Jonssøn.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide
stridshest.
stridshest.
Dagfinn Bonde.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her!
Håkon.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste
du, hundehvalp, da du blæste for penge på
Bergens brygge!
du, hundehvalp, da du blæste for penge på
Bergens brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end førstegang; der kommer
mange folk til.)
mange folk til.)
En Vårbælg
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
Spar livet! Spar livet!
Birkebejneren.
Ikke om du så sad på alteret! (hugger ham ned.)
En kostbar kappe lader det til du har; den kan
jeg bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster
sit sværd fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere
slår jeg for eder!
En kostbar kappe lader det til du har; den kan
jeg bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster
s. 176
sit sværd fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere
slår jeg for eder!
Dagfinn Bonde.
Og det siger du i slig en stund!
Birkebejneren.
Ikke et slag mere!
Dagfinn Bonde
(hugger ham ned).
(hugger ham ned).
Nej, nu kan du også spare dig det!
Birkebejneren
(pegende på den døde Vårbælg).
(pegende på den døde Vårbælg).
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte
min egen broder. (dør.)
min egen broder. (dør.)
Håkon.
Hans broder!
Dagfinn Bonde.
Hvad! (går hen til Vårbælgens lig.)
Håkon.
Er det sandt?
Dagfinn Bonde.
Det er nok så.
Håkon
(rystet).
(rystet).
Her ses det bedst, hvad krig det er vi
fører. Broder mod broder, fader mod søn;
– ved Gud, den almægtige, dette må have
en ende!
fører. Broder mod broder, fader mod søn;
– ved Gud, den almægtige, dette må have
en ende!
s. 177
Gregorius Jonssøn.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut
jarls flok!
jarls flok!
Dagfinn Bonde.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner
sig vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage.
Kong Skule rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter
går ved siden og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt
opløftet krusifiks. Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med
en stående gylden løve uden økse.)
sig vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage.
Kong Skule rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter
går ved siden og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt
opløftet krusifiks. Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med
en stående gylden løve uden økse.)
Kong Skule.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er
kommet et nyt kongs-emne i Norge!
kommet et nyt kongs-emne i Norge!
Birkebejnerne.
Et nyt kongs-emne, siger han!
Håkon.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget!
Kong Skule.
Alt eller intet!
Håkon.
Tænk på dronningen, eders datter!
Kong Skule.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker
ikke på andre end ham!
ikke på andre end ham!
Håkon.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får
han riget!
han riget!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
12
s. 178
Kong Skule.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb
det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb
det, dræb det i dronningens arm!
det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb
det, dræb det i dronningens arm!
Håkon.
Der fældte du din dom!
Kong Skule
(hugger om sig).
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en
søn! Dræb, dræb!
søn! Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)
Gregorius Jonssøn.
Vargbælgerne hugger sig igennem!
Dagfinn Bonde.
Ja, men bare for at flygte.
Gregorius Jonssøn.
Ja ved himlen, – den anden port står åben;
der flygter de alt!
der flygter de alt!
Dagfinn Bonde.
Opover til Martestokke. (råber ud:) Efter dem,
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
Håkon.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, –
mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
Kongsmændene.
Ja, ja, vi hørte det!
s. 179
Håkon.
Og hvad straf er sat for slig brøde?
Mændene.
Døden!
Håkon.
Så må han også dø! (løfter hånden til ed.) Her
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor
han træffes på uhellig grund!
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor
han træffes på uhellig grund!
Dagfinn Bonde.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham.
En Birkebejner
(fra venstre).
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule!
Bymændene.
Birkebejnerne har sejret!
Håkon.
Hvad vej?
Birkebejneren.
Forbi Martestokke, opover til Ejdsvold; de
fleste havde sine heste stående oppe i gaderne,
ellers var ikke en eneste sluppen fra det med
livet.
fleste havde sine heste stående oppe i gaderne,
ellers var ikke en eneste sluppen fra det med
livet.
Håkon.
Gud være takket for hjælpen dennegang
også! Nu kan dronningen frit komme iland fra
flåden.
også! Nu kan dronningen frit komme iland fra
flåden.
12*
s. 180
Gregorius Jonssøn
(peger ud til højre).
(peger ud til højre).
Hun er alt iland, herre; der kommer hun.
Håkon
(til dem, som står nærmest om ham).
(til dem, som står nærmest om ham).
Det tungeste står igen; hun er en kærlig
datter; – hør, – intet ord til hende om al den
fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en,
at værge eders konges søn; men lad ikke hende
vide noget.
datter; – hør, – intet ord til hende om al den
fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en,
at værge eders konges søn; men lad ikke hende
vide noget.
Mændene
(dæmpet).
(dæmpet).
Det lover vi!
Margrete
(kommer med fruer og følge fra højre).
(kommer med fruer og følge fra højre).
Håkon, min husbond! Himlen har skærmet
dig; du har sejret og er uskadt.
dig; du har sejret og er uskadt.
Håkon.
Ja, jeg har sejret. Hvor er barnet?
Margrete.
På kongsskibet, i sikre mænds hænder.
Håkon.
Gå flere derned. (Nogle af mændene går.)
Margrete.
Håkon, hvor er – hertug Skule?
Håkon.
Han har taget vejen op til Oplandene.
s. 181
Margrete.
Så lever han da! – Min husbond, får jeg
lov at takke Gud, fordi han lever?
lov at takke Gud, fordi han lever?
Håkon
(i smertelig kamp med sig selv).
(i smertelig kamp med sig selv).
Hør mig, Margrete; du har været mig en
trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du
har været så usigelig rig på kærlighed; – nu
må jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det
nødigt; men jeg er konge, derfor må jeg –
trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du
har været så usigelig rig på kærlighed; – nu
må jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det
nødigt; men jeg er konge, derfor må jeg –
Margrete
(spændt).
(spændt).
Gælder det – hertugen?
Håkon.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerte-
ligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra
dig; men dersom du finder det må så være efter
det, jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du
ikke længer tør sidde ved min side, ikke længer
kan se på mig uden at blive bleg, – nu, så får
vi skilles ad – leve hver for sig, – og jeg skal
ikke laste dig for det.
ligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra
dig; men dersom du finder det må så være efter
det, jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du
ikke længer tør sidde ved min side, ikke længer
kan se på mig uden at blive bleg, – nu, så får
vi skilles ad – leve hver for sig, – og jeg skal
ikke laste dig for det.
Margrete.
Skilles fra dig! Hvor kan du tænke en slig
tanke! Giv mig din hånd –!
tanke! Giv mig din hånd –!
Håkon.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet
til ed –
til ed –
s. 182
Margrete.
Til ed?
Håkon.
En ed, som satte ubrydeligt segl på en
dødsdom.
dødsdom.
Margrete
(med et skrig).
(med et skrig).
Min fader! O, min fader! (vakler; et par af
kvinderne iler til og støtter hende.)
kvinderne iler til og støtter hende.)
Håkon.
Ja, Margrete, – som konge har jeg dømt
din fader til døden.
din fader til døden.
Margrete.
Så har han visselig forbrudt sig værre, end
da han tog kongsnavn.
da han tog kongsnavn.
Håkon.
Det har han; – og finder du nu, at vi får
skilles, så lad det ske.
skilles, så lad det ske.
Margrete
(nærmere og med styrke).
(nærmere og med styrke).
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru,
intet andet i verden end din hustru!
intet andet i verden end din hustru!
Håkon.
Er du stærk nok? Hørte og forstod du alt?
Jeg dømte din fader.
Jeg dømte din fader.
Margrete.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min
fader.
fader.
s. 183
Håkon.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans
brøde var?
brøde var?
Margrete.
Det er jo nok, når du kender den.
Håkon.
Men det var til døden jeg dømte ham!
Margrete
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
Min husbond og høje herre, du dømmer
retfærdigt!
retfærdigt!
Teppet falder.
FEMTE AKT.
(En stue på kongsgården i Nidaros. Indgangsdøren er til højre;
foran på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er
i mørkningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules
fornemste mænd står ved vinduet og ser opad.)
foran på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er
i mørkningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules
fornemste mænd står ved vinduet og ser opad.)
En hirdmand.
Hvor rød den lyser!
En anden.
Den strækker sig halve himmelen over, som
et gloende sværd.
et gloende sværd.
Bård Bratte.
Du hellige kong Olaf, hvad varsler sligt
rædselstegn?
rædselstegn?
En gammel Vårbælg.
Det varsler visselig en stor høvdings død.
Pål Flida.
Håkons død, I gode Vårbælger. Han ligger
ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til
byen ikveld; – dennegang hører det os til, at
sejre!
ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til
byen ikveld; – dennegang hører det os til, at
sejre!
s. 185
Bård Bratte.
Lid ikke på det; der er ikke stort mod i
hæren nu.
hæren nu.
Den gamle Vårbælg.
Det er rimeligt nok; ligesiden flugten fra
Oslo har jo kong Skule stængt sig inde, og vil
hverken se eller tale med sine mænd.
Oslo har jo kong Skule stængt sig inde, og vil
hverken se eller tale med sine mænd.
Første hirdmand.
I byen er der dem, som ikke ved, enten de
skal tro han lever eller han er død.
skal tro han lever eller han er død.
Pål Flida.
Kongen må ud, så syg han end er. Tal til
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
Bård Bratte.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før.
Pål Flida.
Så får jeg selv prøve. (Går til døren på venstre side
og banker.) Herre konge, I må tage styret i egne
hænder; det går ikke længere på slig vis.
og banker.) Herre konge, I må tage styret i egne
hænder; det går ikke længere på slig vis.
Kong Skule
(indenfor).
(indenfor).
Jeg er syg, Pål Flida!
Pål Flida.
Kan I vente andet? I har jo ikke spist på
to dage; I må styrke og pleje jer –
to dage; I må styrke og pleje jer –
Kong Skule.
Jeg er syg.
s. 186
Pål Flida.
Ved den almægtige, det får ikke hjælpe.
Kong Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes
her ind til Nidaros, hvad tid det skal være.
Kong Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes
her ind til Nidaros, hvad tid det skal være.
Kong Skule.
Slå ham for mig! Dræb ham og kongsbarnet.
Pål Flida.
I må selv være med, herre!
Kong Skule.
Nej, nej, nej, – I er sikrest på lykken og
sejren, når jeg ikke er med.
sejren, når jeg ikke er med.
Peter
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
Der er uro mellem bymændene; de stimler
sammen i store flokke foran kongsgården.
sammen i store flokke foran kongsgården.
Bård Bratte.
Taler ikke kongen til dem, så svigter de
ham, når det mest gælder.
ham, når det mest gælder.
Peter.
Så må han tale til dem. (Ved døren tilvenstre.)
Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra
dig, hvis du ikke giver dem mod!
Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra
dig, hvis du ikke giver dem mod!
Kong Skule.
Hvad sagde skalden?
Peter.
Skalden?
s. 187
Kong Skule.
Skalden, som døde for min sag i Oslo. En
kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
Peter.
Så kan du heller ikke give bort riget; thi
det er mit efter dig!
det er mit efter dig!
Kong Skule.
Nu kommer jeg!
Pål Flida.
Gud være lovet!
Kong Skule
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
I skal ikke se på mig! Jeg liker ikke I ser
på mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget
fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad
var jeg ifærd med at gøre.
på mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget
fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad
var jeg ifærd med at gøre.
Peter.
O, tilgiv mig; – jeg ved jo, at det du gør,
er det retteste.
er det retteste.
Kong Skule.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være
stærk og frisk nu, – jeg vil handle.
stærk og frisk nu, – jeg vil handle.
Høje råb
(udenfor til højre).
(udenfor til højre).
Kong Skule! Kong Skule!
s. 188
Kong Skule.
Hvad er det?
Bård Bratte
(ved vinduet).
(ved vinduet).
Bymændene stimler sammen; hele kongsgården
er fuld af folk; – I må tale til dem.
er fuld af folk; – I må tale til dem.
Kong Skule.
Ser jeg ud som en konge; kan jeg tale nu!
Peter.
Du må, min høje fader!
Kong Skule.
Godt, lad så være. (Går til vinduet og drager for-
hænget tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.)
Der står det gloende sværd over mig igen!
hænget tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.)
Der står det gloende sværd over mig igen!
Peter.
Det varsler, at sejrens sværd er draget
for dig.
for dig.
Kong Skule.
Ja, var det kun så. (Går til vinduet og taler ud:)
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Drag af byen! Birkebejnerne vil myrde og
brænde, om de finder eder her.
brænde, om de finder eder her.
Kong Skule.
Vi får alle holde sammen. Jeg har været
jer en mild konge; jeg har kun krævet ringe
krigsstyr –
jer en mild konge; jeg har kun krævet ringe
krigsstyr –
s. 189
En mandsstemme
(nede blandt mængden).
(nede blandt mængden).
Hvad kalder du da alt det blod, som randt
ved Låka og i Oslo?
ved Låka og i Oslo?
En kvinde.
Giv mig min fæstemand igen!
En dreng.
Giv mig min fader og min broder!
En anden kvinde.
Giv mig mine tre sønner, kong Skule!
En mand.
Han er ikke konge; thi han er ikke hyldet
på hellig Olafs skrin!
på hellig Olafs skrin!
Mange stemmer.
Nej, nej, – han er ikke hyldet på Olafs-
skrinet! Han er ikke konge!
skrinet! Han er ikke konge!
Kong Skule
(viger bag forhænget).
(viger bag forhænget).
Ikke hyldet –! Ikke konge!
Pål Flida.
Usaligt var det, at ikke helgenskrinet blev
båret ud, dengang I blev kåret.
båret ud, dengang I blev kåret.
Bård Bratte.
Svigter bymændene, kan vi ikke holde os i
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
s. 190
Kong Skule.
Og de vil svigte, sålænge jeg ikke er hyldet
på helgenskrinet.
på helgenskrinet.
Peter.
Så lad skrinet bære ud, og lad dig hylde nu!
Pål Flida
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Hvor skulde det være gørligt?
Peter.
Er noget ugørligt, når det gælder ham?
Lad blæse til things og bær skrinet ud!
Lad blæse til things og bær skrinet ud!
Flere af mændene
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Kirkeran!
Peter.
Ikke kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene
er velsindede mod kong Skule; de vil give sit
minde –
er velsindede mod kong Skule; de vil give sit
minde –
Pål Flida.
Det gør de ikke; de tør ikke gøre det for
erkebispen.
erkebispen.
Peter.
Er I kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, når
det gælder så stor sag! Godt, der er andre der-
nede, som vil være villigere. Min fader og konge,
korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til things; du skal bære dit
kongsnavn med rette! (iler ud til højre.)
det gælder så stor sag! Godt, der er andre der-
nede, som vil være villigere. Min fader og konge,
korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til things; du skal bære dit
kongsnavn med rette! (iler ud til højre.)
s. 191
Kong Skule
(glædestrålende).
(glædestrålende).
Så I ham! Så I min herlige søn! Hvor hans
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
Pål Flida.
Ikke stærkere, end at vi magter dem, hvis
blot bymændene holder med os.
blot bymændene holder med os.
Kong Skule.
De skal holde med os. Vi må alle være
enige nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da
ikke, det er himlens bud, at vi skal ende den?
Himlen er vred på alt Norge for de gerninger,
som så længe har været øvet. Der står gloende
sværd højt deroppe og lyser hver nat; kvinder
falder om og føder i kirkerne; der lister sig
sjælesot over prester og klosterbrødre, så de løber
gennem gaderne og råber, at den yderste dag er
kommen. Ja, ved den almægtige, dette skal endes
med et eneste slag!
enige nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da
ikke, det er himlens bud, at vi skal ende den?
Himlen er vred på alt Norge for de gerninger,
som så længe har været øvet. Der står gloende
sværd højt deroppe og lyser hver nat; kvinder
falder om og føder i kirkerne; der lister sig
sjælesot over prester og klosterbrødre, så de løber
gennem gaderne og råber, at den yderste dag er
kommen. Ja, ved den almægtige, dette skal endes
med et eneste slag!
Pål Flida.
Hvad byder I, at der skal gøres?
Kong Skule.
Alle broer skal brydes af.
Pål Flida.
Gå, og lad alle broer brydes af.
(En af hirdmændene går ud til højre.)
s. 192
Kong Skule.
Alle mænd skal samles nede på øren; ikke
en Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
en Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
Pål Flida.
Vel talt, konge.
Kong Skule.
Når helgenskrinet er båret ud, skal der
blæses til things. Hæren og bymændene skal
kaldes sammen.
blæses til things. Hæren og bymændene skal
kaldes sammen.
Pål Flida
(til en af mændene).
(til en af mændene).
Gå ud og lad lursvenden blæse i gaderne.
(Manden går.)
Kong Skule
(taler ned til mængden fra vinduet).
(taler ned til mængden fra vinduet).
Hold fast ved mig, I sørgende og klagende
dernede. Der skal komme fred og lys over
landet igen, ligesom i Håkons første fagre dage,
da kornet gav grøde to gange hver sommer.
Hold fast ved mig; lid på mig og tro på mig;
det trænger jeg så usigeligt. Jeg skal våge og
stride for jer; jeg skal bløde og falde for jer,
om det kræves; men svigt mig ikke og tvivl
ikke –! (højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.)
Hvad er det?
dernede. Der skal komme fred og lys over
landet igen, ligesom i Håkons første fagre dage,
da kornet gav grøde to gange hver sommer.
Hold fast ved mig; lid på mig og tro på mig;
det trænger jeg så usigeligt. Jeg skal våge og
stride for jer; jeg skal bløde og falde for jer,
om det kræves; men svigt mig ikke og tvivl
ikke –! (højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.)
Hvad er det?
En vild stemme.
Gør bod, gør bod!
s. 193
Bård Bratte
(ser ud).
(ser ud).
Det er en prest, som djævelen har besat!
Pål Flida.
Han river sin kutte i flænger og pisker sig
med svøbe.
med svøbe.
Stemmen.
Gør bod, gør bod; den yderste dag er
kommen!
kommen!
Mange røster.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Så syndig
en gerning!
en gerning!
Kong Skule.
Hvad er der hændt?
Bård Bratte.
Alle flygter, alle viger, som om et vildt dyr
var kommet imellem dem.
var kommet imellem dem.
Kong Skule.
Ja, alle flygter – (med et udråb af glæde). Ha!
ligegodt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs
skrin står midt i kongsgården!
ligegodt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs
skrin står midt i kongsgården!
Pål Flida.
Kong Olafs skrin!
Bård Bratte.
Ja, ved himlen, – der står det!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
13
s. 194
Kong Skule.
Korsbrødrene er mig tro; så god en gerning
har de aldrig øvet før!
har de aldrig øvet før!
Pål Flida.
Hør; der blæses til things.
Kong Skule.
Nu skal jeg da lovligt hyldes.
Peter
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Tag kongskåben om dig; nu står helgen-
skrinet ude.
skrinet ude.
Kong Skule.
Så har du frelst riget for mig og dig; og
tifold vil vi takke de fromme korsbrødre, at de
gav efter.
tifold vil vi takke de fromme korsbrødre, at de
gav efter.
Peter.
Korsbrødrene, min fader; – dem har du
intet at takke for.
intet at takke for.
Kong Skule.
Det var ikke dem, som hjalp dig?
Peter.
De lyste kirkens ban over hver den, som
vovede at røre helligdommen.
vovede at røre helligdommen.
Kong Skule.
Erkebispen altså! Endelig har han da givet
efter.
efter.
Peter.
Erkebispen lyste værre banstråle end kors-
brødrene.
brødrene.
s. 195
Kong Skule.
O, så ser jeg, at jeg endda har trofaste
mænd. I stod her rædde og veg tilbage, I, som
skulde være mig nærmest, – og dernede i
flokken har jeg dem, som turde tage så stor en
brøde på sig for min skyld.
mænd. I stod her rædde og veg tilbage, I, som
skulde være mig nærmest, – og dernede i
flokken har jeg dem, som turde tage så stor en
brøde på sig for min skyld.
Peter.
Ikke en trofast mand har du, som turde
tage brøden på sig.
tage brøden på sig.
Kong Skule.
Almægtige Gud, er der da skeet et jertegn;
– hvem tog helligdommen ud?
– hvem tog helligdommen ud?
Peter.
Jeg, min fader!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Du!
Mændene
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
Kirkeraner!
(Pål Flida, Bård Bratte og et par andre går ud.)
Peter.
Gerningen måtte gøres. Ingen mands troskab
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad,
jeg tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød
jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken
og stemte knæerne imod; det var, som om en
gådefuld magt gav mig mere end menneskelige
kræfter. Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig
nedover kirkegulvet, medens banstrålen suste som
et uvejr højt oppe under hvælvingerne; jeg trak
det ud af kirken, alle flygtede og veg for mig;
da jeg var kommen midt frem i kongsgården,
brast hanken; her er den! (Holder den i vejret.)
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad,
jeg tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød
jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken
og stemte knæerne imod; det var, som om en
13*
s. 196
gådefuld magt gav mig mere end menneskelige
kræfter. Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig
nedover kirkegulvet, medens banstrålen suste som
et uvejr højt oppe under hvælvingerne; jeg trak
det ud af kirken, alle flygtede og veg for mig;
da jeg var kommen midt frem i kongsgården,
brast hanken; her er den! (Holder den i vejret.)
Kong Skule
(stille, skrækslagen).
(stille, skrækslagen).
Kirkeraner!
Peter.
For din skyld; for din store kongstankes
skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad
der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme
lys og fred med dig; der vil gå op en strålende
dag over landet; – hvad gør det så, om der
gik en uvejrsnat foran?
skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad
der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme
lys og fred med dig; der vil gå op en strålende
dag over landet; – hvad gør det så, om der
gik en uvejrsnat foran?
Kong Skule.
Der stod som en helgensol om dit hoved,
da din moder kom med dig; – og nu tykkes
det mig, at jeg ser banstrålen lyne.
da din moder kom med dig; – og nu tykkes
det mig, at jeg ser banstrålen lyne.
Peter.
Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke
ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg
har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig
til last!
ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg
har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig
til last!
Kong Skule.
Jeg vilde eje din tro på mig, og din tro er
bleven en synd.
bleven en synd.
s. 197
Peter
(vildt).
(vildt).
For din skyld, for din skyld! Derfor tør
ikke Gud andet, end tvætte den af!
ikke Gud andet, end tvætte den af!
Kong Skule.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, –
og han håner himlen!
og han håner himlen!
Pål Flida
(kommer).
(kommer).
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået
dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
Kong Skule.
De skal ud, de må ud!
Bård Bratte
(kommer).
(kommer).
Bymændene har rejst sig mod eder; de
dræber Vårbælgerne rundt om på gaderne og i
husene, hvor de kan finde dem!
dræber Vårbælgerne rundt om på gaderne og i
husene, hvor de kan finde dem!
En hirdmand
(kommer).
(kommer).
Nu sejler Birkebejnerne op i elven!
Kong Skule.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte
mig her!
mig her!
Pål Flida.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem.
s. 198
Kong Skule
(fortvivlet).
(fortvivlet).
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må
ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl!
ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl!
Peter.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der
er alle mænd tro!
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der
er alle mænd tro!
Kong Skule.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge
livet!
livet!
Bård Bratte.
Hvad vej?
Kong Skule.
Over broen!
Pål Flida.
Alle broer er brudt af, herre.
Kong Skule.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du!
Pål Flida.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I
ladt dem stå i Nidaros.
ladt dem stå i Nidaros.
Kong Skule.
Over elven alligevel; – her er liv og salig-
hed at frelse! På flugt! På flugt!
hed at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)
s. 199
Bård Bratte.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og
Birkebejnere.
Birkebejnere.
Pål Flida.
I Guds navn, på flugt da. (Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm
fra gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem
døren til højre.)
fra gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem
døren til højre.)
En bymand.
Herind! Her må han være.
En anden.
Dræb ham!
Flere.
Dræb kirkeraneren også!
En enkelt.
Far varligt frem; de bider fra sig.
Første bymand.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt
oppe i gaden.
oppe i gaden.
En bymand
(kommer).
(kommer).
For sent; – kong Skule er flygtet.
Flere.
Hvorhen? Hvorhen?
Den kommende.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er
fulde af Vargbælger.
fulde af Vargbælger.
s. 200
Første bymand.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver
kong Håkon den mand, som dræber Skule.
kong Håkon den mand, som dræber Skule.
En anden.
Der kommer Birkebejnerne.
En tredje.
Kong Håkon selv.
Mange i flokken
(råber):
(råber):
Hil kong Håkon Håkonssøn!
Håkon
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde
og en mængde andre).
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde
og en mængde andre).
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere! I har længe
nok stået mig imod.
nok stået mig imod.
Første bymand
(på knæ).
(på knæ).
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt
over os!
over os!
En anden
(også knælende).
(også knælende).
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt
ham.
ham.
Den første.
Han tog vort gods og nødte os til at slå
for sin uretfærdige sag.
for sin uretfærdige sag.
s. 201
Den anden.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for
sine venner som for sine uvenner.
sine venner som for sine uvenner.
Mange stemmer.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en
svøbe for hele landet.
svøbe for hele landet.
Dagfinn Bonde.
Det turde være et sandt ord, det.
Håkon.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale;
det er min agt at straffe strængt, hvad der er
forbrudt; men først er her andet at tænke på.
Ved nogen hvor Skule Bårdssøn er?
det er min agt at straffe strængt, hvad der er
forbrudt; men først er her andet at tænke på.
Ved nogen hvor Skule Bårdssøn er?
Flere.
Inde i en af kirkerne, herre!
Håkon.
Ved I det så visst?
Bymændene.
Ja, der er alle Vargbælgerne.
Håkon
(sagte til Dagfinn Bonde).
(sagte til Dagfinn Bonde).
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i
byen.
byen.
Dagfinn Bonde.
Og når han findes, skal han fældes uden
ophold.
ophold.
s. 202
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det
tykkes mig.
tykkes mig.
Dagfinn Bonde.
Herre, I svor det dyrt i Oslo.
Håkon.
Og hver mand i landet vil kræve hans død.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå;
du var engang hans ven; søg ham, og få ham
til at flygte af landet.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå;
du var engang hans ven; søg ham, og få ham
til at flygte af landet.
Gregorius Jonssøn
(glad).
(glad).
Det vil I, herre?
Håkon.
For min fromme, elskelige hustrus skyld.
Gregorius Jonssøn.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke
vil eller ikke kan?
vil eller ikke kan?
Håkon.
I Guds navn, da kan jeg heller ikke
spare ham; da må mit kongsord stå ved
magt. Gå!
spare ham; da må mit kongsord stå ved
magt. Gå!
Gregorius Jonssøn.
Jeg skal gå og gøre mit bedste. Himlen
give det måtte lykkes. (Går til højre.)
give det måtte lykkes. (Går til højre.)
s. 203
Håkon.
Du, Dagfinn Bonde, går med sikre mænd
ned på kongsskibet; I skal følge dronningen og
barnet op til Elgesæter kloster.
ned på kongsskibet; I skal følge dronningen og
barnet op til Elgesæter kloster.
Dagfinn Bonde.
Herre, mener I hun er tryg der?
Håkon.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne
har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet
så meget; hendes moder er på Elgesæter.
har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet
så meget; hendes moder er på Elgesæter.
Dagfinn Bonde.
Ja ja, det ved jeg.
Håkon.
Hils dronningen kærligst fra mig; og hils
fru Ragnhild også. Du kan sige dem, at så-
snart Vargbælgerne har faldet tilfode og har
fået grid, skal der ringes med alle klokker i
Nidaros, til tegn på, at der er kommet fred
over landet igen. – I bymænd skal stå mig
tilrette imorgen og tage straf, hver efter sine
gerninger.
(Går med sine mænd.)
fru Ragnhild også. Du kan sige dem, at så-
snart Vargbælgerne har faldet tilfode og har
fået grid, skal der ringes med alle klokker i
Nidaros, til tegn på, at der er kommet fred
over landet igen. – I bymænd skal stå mig
tilrette imorgen og tage straf, hver efter sine
gerninger.
Første bymand.
Ve os for imorgen!
Anden bymand.
Vi får et stort regnskab.
s. 204
Første.
Vi, som har været Håkon imod så længe,
– som var med at råbe for Skule, da han tog
kongsnavn.
– som var med at råbe for Skule, da han tog
kongsnavn.
Anden.
Som gav Skule både skibe og krigsstyr, –
som købte alt det gods, han ranede fra Håkons
sysselmænd.
som købte alt det gods, han ranede fra Håkons
sysselmænd.
Første.
Ja, ve os for imorgen!
En bymand
(kommer ilsomt ind fra venstre).
(kommer ilsomt ind fra venstre).
Hvor er Håkon? Hvor er kongen?
Første bymand.
Hvad vil du ham?
Den kommende.
Bringe ham et stort og vigtigt budskab.
Flere.
Hvilket?
Den kommende.
Det siger jeg ikke andre end kongen selv.
Flere.
Jo, sig, sig!
Den kommende.
Skule Bårdssøn flygter opover mod Elgesæter.
s. 205
Første bymand.
Umuligt! Han er i en af kirkerne.
Den kommende.
Nej, nej; han og sønnen satte over elven i
en færing.
en færing.
Første bymand.
Ha, så kan vi frelse os fra Håkons vrede.
Anden bymand.
Ja, lad os straks melde ham, hvor Skule er.
Første.
Nej, bedre end som så; vi siger intet, men
går selv op til Elgesæter og fælder Skule.
går selv op til Elgesæter og fælder Skule.
Anden.
Ja, ja, – lad os det!
Tredje.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med
over elven?
over elven?
Den kommende.
Nej, der var bare få mænd på båden.
Første bymand.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er
bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad
vi har fore; vi er mandstærke nok, – og så
opover til Elgesæter.
bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad
vi har fore; vi er mandstærke nok, – og så
opover til Elgesæter.
s. 206
Alle
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja, opover til Elgesæter!
(De går skyndsomt men forsigtigt ud til venstre.)
Granskog i bakkerne ovenfor Nidaros.
(Det er måneskin; men natten er tåget, så at baggrunden kun
skimtes utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store
stene ligger rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida,
Bård Bratte og flere Vårbælger kommer gennem skogen fra
venstre.)
skimtes utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store
stene ligger rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida,
Bård Bratte og flere Vårbælger kommer gennem skogen fra
venstre.)
Peter.
Kom her og hvil dig, min fader!
Kong Skule.
Ja, lad mig hvile, hvile. (Synker ned ved en sten.)
Peter.
Hvorledes er det med dig?
Kong Skule.
Jeg er sulten! Syg, syg! Jeg ser døde
mænds skygger!
mænds skygger!
Peter
(springer op).
(springer op).
Skaf hjælp, – brød til kongen.
Bård Bratte.
Her er hvermand konge; thi her gælder det
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så
lig ikke der og styr landet.
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så
lig ikke der og styr landet.
s. 207
Peter.
Håner du min fader, så dræber jeg dig!
Bård Bratte.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver kong
Håkon aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand
og sveg ham for Skules skyld. Find på noget,
som kan berge os! Der er ikke så fortvivlet en
gerning, at jeg jo vover den nu.
Håkon aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand
og sveg ham for Skules skyld. Find på noget,
som kan berge os! Der er ikke så fortvivlet en
gerning, at jeg jo vover den nu.
En Vårbælg.
Kunde vi bare slippe over til klostret på
Holm.
Holm.
Pål Flida.
Bedre til Elgesæter.
Bård Bratte
(udbryder pludseligt):
(udbryder pludseligt):
Bedst at gå ned på Håkons skib og rane
kongsbarnet.
kongsbarnet.
Pål Flida.
Raser du!
Bård Bratte.
Nej, nej, det er vor eneste redning, og let
at sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus
igennem og holder vagt for kirkerne; de tror
ikke, at nogen af os har kunnet flygte, siden
alle broer var brudt af. Der kan umuligt være
stort mandskab ombord på skibene; har vi
kongs-emnet i vor magt, så skal Håkon give os
fred, eller også skal hans ætling dø med os.
Hvem vil være med at berge livet?
at sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus
igennem og holder vagt for kirkerne; de tror
ikke, at nogen af os har kunnet flygte, siden
alle broer var brudt af. Der kan umuligt være
stort mandskab ombord på skibene; har vi
kongs-emnet i vor magt, så skal Håkon give os
fred, eller også skal hans ætling dø med os.
Hvem vil være med at berge livet?
s. 208
Pål Flida.
Ikke jeg, når det skal berges på slig vis.
Flere.
Ikke jeg! Ikke jeg!
Peter.
Ha, men om det var til frelse for min
fader –!
fader –!
Bård Bratte.
Vil du være med, så kom. Nu går jeg ned
på Hladehammeren; der ligger den flok, vi
mødte her under bakken; det er de vildeste
vovhalse af alle Vargbælgerne; de havde svømmet
over elven, for de vidste, de ikke vilde fået grid
i kirkerne. De drenge tør nok gæste kongs-
skibet, de! Hvem af jer vil så med?
på Hladehammeren; der ligger den flok, vi
mødte her under bakken; det er de vildeste
vovhalse af alle Vargbælgerne; de havde svømmet
over elven, for de vidste, de ikke vilde fået grid
i kirkerne. De drenge tør nok gæste kongs-
skibet, de! Hvem af jer vil så med?
Nogle.
Jeg, jeg!
Peter.
Kanhænde jeg også; men først må jeg vide
min fader under sikkert tag.
min fader under sikkert tag.
Bård Bratte.
Før det gryr af dag farer vi op i elven.
Kom, her går en benvej nedover til Hlade.
Kom, her går en benvej nedover til Hlade.
(Han og nogle andre går ud til højre.)
Peter
(til Pål Flida).
(til Pål Flida).
Tal ikke til min fader om noget af dette;
han er sjælesyg inat, vi får handle for ham.
Der er frelse i Bård Brattes værk; inden daggry
skal kongsbarnet være i vore hænder.
han er sjælesyg inat, vi får handle for ham.
s. 209
Der er frelse i Bård Brattes værk; inden daggry
skal kongsbarnet være i vore hænder.
Pål Flida.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da
ikke, at det er en synd –
ikke, at det er en synd –
Peter.
Det kan ikke være nogen synd; thi min
fader dømte det i Oslo. Det må jo afvejen
alligevel; det hindrer min fader; – min fader
har en stor kongstanke at sætte igennem; det får
være det samme, hvem eller hvormange der falder
for den.
fader dømte det i Oslo. Det må jo afvejen
alligevel; det hindrer min fader; – min fader
har en stor kongstanke at sætte igennem; det får
være det samme, hvem eller hvormange der falder
for den.
Pål Flida.
Usalig for jer var den dag, I fik vide, I var
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
(Alle kaster sig ned bag stene og stubber; et tog, dels af ridende,
dels af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne;
de kommer fra venstre side og går ud til højre.)
dels af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne;
de kommer fra venstre side og går ud til højre.)
Peter.
Det er dronningen.
Pål Flida.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hys!
Peter.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!
Pål Flida.
Og dronningens fruer.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
14
s. 210
Peter.
Men kun fire mand! Op, op, kong Skule,
– nu er dit rige frelst!
– nu er dit rige frelst!
Kong Skule.
Mit rige? Det er mørkt, det, – som enge-
lens, der rejste sig mod Gud.
lens, der rejste sig mod Gud.
(En flok korsbrødre kommer ind fra højre.)
En korsbroder.
Hvem taler her? Er det kong Skules mænd?
Pål Flida.
Kong Skule selv.
Korsbroderen
(til Skule).
(til Skule).
Gud være lovet, at vi traf eder, kære herre!
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros,
som I selv –
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros,
som I selv –
Peter.
I havde fortjent døden, I, som ikke gav
Olafsskrinet ud.
Olafsskrinet ud.
Korsbroderen.
Erkebispen forbød det; men vi vil gerne
tjene kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt
os til ham. Her har vi taget korskåber med til
eder og mændene! tag dem på, så slipper I let
ind i et af klostrene, og kan prøve på at få grid
af Håkon.
tjene kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt
os til ham. Her har vi taget korskåber med til
eder og mændene! tag dem på, så slipper I let
ind i et af klostrene, og kan prøve på at få grid
af Håkon.
s. 211
Kong Skule.
Ja, giv mig en korskåbe på; jeg og min søn
må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
Peter
(sagte til Pål Flida).
(sagte til Pål Flida).
Sørg for, at min fader kommer trygt frem –
Pål Flida.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere på
Elgesæter?
Elgesæter?
Peter.
Kun fire mænd; dem magter I let, og inden-
for klostermuren drister de sig ikke til at røre
jer. Jeg søger Bård Bratte.
for klostermuren drister de sig ikke til at røre
jer. Jeg søger Bård Bratte.
Pål Flida.
Tænk jer om!
Peter.
Det er ikke på kongsskibet, men på Elge-
sæter, at de fredløse skal frelse riget for min
fader!
sæter, at de fredløse skal frelse riget for min
fader!
(Går hurtigt ud til højre.)
En Vårbælg
(hviskende til en anden).
(hviskende til en anden).
Går du til Elgesæter med Skule?
Den anden.
Hys; nej; Birkebejnerne er der jo.
Den første.
Jeg går ikke heller; men sig ikke noget til
de andre.
de andre.
14*
s. 212
Korsbroderen.
Og nu afsted, to og to, – en krigsmand og
en korsbroder –
en korsbroder –
En anden korsbroder
(siddende på en træstub bag de øvrige).
(siddende på en træstub bag de øvrige).
Jeg tager kong Skule.
Kong Skule.
Ved du vejen?
Korsbroderen.
Den brede vej.
Første korsbroder.
Skynd jer; lad os spredes på forskellige stier
og samles udenfor klosterporten.
og samles udenfor klosterporten.
(De går ud mellem træerne til højre; tågen letter og kometen viser
sig rød og skinnende i den disige luft.)
sig rød og skinnende i den disige luft.)
Kong Skule.
Peter, min søn –! (Farer tilbage.) Ha, der er
det gloende sværd på himlen!
det gloende sværd på himlen!
Korsbroderen
(siddende bag ham på træstubben).
(siddende bag ham på træstubben).
Og her er jeg!
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
En gammel kending.
Kong Skule.
Blegere mand har jeg aldrig seet.
s. 213
Korsbroderen.
Men du kender mig ikke.
Kong Skule.
Det er dig, som vil følge mig til Elgesæter.
Korsbroderen.
Det er mig, som vil følge dig til kongssædet.
Kong Skule.
Kan du det?
Korsbroderen.
Jeg kan, hvis du selv vil.
Kong Skule.
Og ved hvilket middel?
Korsbroderen.
Ved det middel, som jeg før har brugt; –
jeg vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig
al jordens herlighed.
jeg vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig
al jordens herlighed.
Kong Skule.
Al jordens herlighed har jeg før seet i
fristende drømme.
fristende drømme.
Korsbroderen.
Det var mig, som gav dig de drømme.
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
Sendebud fra det ældste kongs-emne i verden.
s. 214
Kong Skule.
Fra det ældste kongs-emne i verden?
Korsbroderen.
Fra den første jarl, der rejste sig mod det
største rige, og som grundede et rige selv, der
skal vare ud over dommedag!
største rige, og som grundede et rige selv, der
skal vare ud over dommedag!
Kong Skule
(skrigende).
(skrigende).
Bisp Nikolas!
Korsbroderen
(rejser sig).
(rejser sig).
Kender du mig nu? Vi var kendinger før; –
for din skyld er jeg kommen tilbage.
På selvsamme skude, for selvsamme bør,
har vi sejlet i år og i dage.
Jeg var ræd da vi skiltes; der var uvejr og nat;
en høg i min sjæl sine klør havde sat;
jeg trygled om messer og klokkeklang,
jeg købte mig bønner og munkesang, –
jeg betalte for syv og de læste fjorten;
men endda slap jeg ikke indenfor porten.
Kong Skule.
Og nu kommer du dernedefra –?
Korsbroderen.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede.
s. 215
Kong Skule.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab,
gamle Baglerhøvding!
gamle Baglerhøvding!
Korsbroderen.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hartad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde.
Kong Skule.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab.
Du kan sige, han er den eneste konge, som
skikker hjælp til Skule den første af Norge!
Du kan sige, han er den eneste konge, som
skikker hjælp til Skule den første af Norge!
Korsbroderen.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre.
s. 216
Kong Skule.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal
jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
Korsbroderen.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret!
Kong Skule.
Tror du så visst, at jeg da har sejret!
Korsbroderen.
Hver man i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden!
Kong Skule.
Så nævn da ordet!
s. 217
Korsbroderen.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge!
Kong Skule
(løfter hånden, som til ed).
(løfter hånden, som til ed).
Min søn skal – (holder pludselig inde og udbryder
forfærdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha!
nu skønner jeg dig; – du vil hans sjæls for-
tabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene
mod himlen.) Og forbarm dig over mig, du, som
jeg nu skriger til om hjælp i min højeste nød!
forfærdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha!
nu skønner jeg dig; – du vil hans sjæls for-
tabelse! Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene
mod himlen.) Og forbarm dig over mig, du, som
jeg nu skriger til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)
Korsbroderen.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
s. 218
kan kun om en ting i verden de enes,
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)
Kong Skule
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
Hvor er han, den sorte? (springer op.) Vejviser,
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)
Klostergården på Elgesæter.
(På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne
er oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker
sig nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk
port, som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejner-
høvdinger står ved porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn
Bonde kommer ud fra kapellet.)
er oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker
sig nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk
port, som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejner-
høvdinger står ved porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn
Bonde kommer ud fra kapellet.)
Fru Ragnhild
(halvt fra sig selv).
(halvt fra sig selv).
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger
du! Han, han, flygtende, tryglende om fred
for altret, – tryglende om livet kanhænde –
o nej, nej, det har han ikke gjort; men Gud
vil straffe jer, som vovede at lade det komme
så vidt!
du! Han, han, flygtende, tryglende om fred
for altret, – tryglende om livet kanhænde –
o nej, nej, det har han ikke gjort; men Gud
vil straffe jer, som vovede at lade det komme
så vidt!
s. 219
Margrete.
Min gode elskede moder, styr dig; du ved
ikke hvad du siger; det er sorgen som taler.
ikke hvad du siger; det er sorgen som taler.
Fru Ragnhild.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle
kong Skule om liv og fred!
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle
kong Skule om liv og fred!
En Birkebejner.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre
på slige ord.
på slige ord.
Margrete.
Hatten af for en hustrus sorg!
Fru Ragnhild.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer alle-
sammen, når han får magten igen!
sammen, når han får magten igen!
Dagfinn Bonde.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild.
Margrete.
Ti, ti!
Fru Ragnhild.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade
dommen sættes i værk, om han fanger kongen?
dommen sættes i værk, om han fanger kongen?
Dagfinn Bonde.
Kong Håkon ved selv bedst om en kongs-ed
kan brydes.
kan brydes.
s. 220
Fru Ragnhild
(til Margrete).
(til Margrete).
Og slig blodmand har du fulgt i tro og
kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen
ramme –! Gå fra mig, gå fra mig!
kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen
ramme –! Gå fra mig, gå fra mig!
Margrete.
Velsignet være din mund, skjøndt du bander
mig nu.
mig nu.
Fru Ragnhild.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han
sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke;
– nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer.
Luk porten op for mig, lad mig komme til
Nidaros!
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han
sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke;
– nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer.
Luk porten op for mig, lad mig komme til
Nidaros!
Margrete.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –
(Det banker stærkt på klosterporten.)
Dagfinn Bonde.
Hvem banker?
Kong Skule
(udenfor).
(udenfor).
En konge.
Dagfinn Bonde.
Skule Bårdssøn!
Fru Ragnhild.
Kong Skule!
Margrete.
Min fader!
s. 221
Kong Skule.
Luk op, luk op!
Dagfinn Bonde.
Her lukkes ikke op for fredløse.
Kong Skule.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
som trænger hellig grund, for at være tryg på
sit liv.
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
som trænger hellig grund, for at være tryg på
sit liv.
Margrete.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader!
Dagfinn Bonde
(går hen til porten og åbner en liden luge).
(går hen til porten og åbner en liden luge).
Kommer I med mange mænd til klostret?
Kong Skule.
Med alle de mænd, som blev mig tro i
nøden.
nøden.
Dagfinn Bonde.
Og hvormange er det?
Kong Skule.
Færre end en.
Margrete.
Han er alene, Dagfinn!
Fru Ragnhild.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter
ham vigslet grund!
ham vigslet grund!
s. 222
Dagfinn Bonde.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule
kommer ind i klostergården.)
kommer ind i klostergården.)
Margrete
(om hans hals).
(om hans hals).
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader!
Fru Ragnhild
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham,
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I
skal ikke røre ham, sålænge jeg er ilive!
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I
skal ikke røre ham, sålænge jeg er ilive!
Dagfinn Bonde.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund.
Margrete.
Og ikke en af alle dine mænd havde mod
til at følge dig inat!
til at følge dig inat!
Kong Skule.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål
Flida var den, som slap mig sidst; han fulgte
mig til klosterporten; der gav han mig det sidste
håndslag og takkede for den tid, der fandtes
Vargbælger i Norge.
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål
Flida var den, som slap mig sidst; han fulgte
mig til klosterporten; der gav han mig det sidste
håndslag og takkede for den tid, der fandtes
Vargbælger i Norge.
Dagfinn Bonde
(til Birkebejnerne).
(til Birkebejnerne).
Gå ind, I høvdinger, og stil jer som vagt
om kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde
kongen, at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig
stor sag får han selv handle.
s. 223
om kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde
kongen, at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig
stor sag får han selv handle.
Margrete.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan du ville det!
Dagfinn Bonde.
Ilde tjente jeg ellers konge og land. (Til mændene.)
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet
til Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet
til Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
(Går ud gennem porten; Birkebejnerne lukker efter ham og går ind
i kapellet.)
i kapellet.)
Fru Ragnhild.
Ja, lad Håkon komme; jeg slipper dig ikke;
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som
jeg aldrig har holdt dig før.
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som
jeg aldrig har holdt dig før.
Margrete.
O, hvor du er bleg – og ældet; du fryser.
Kong Skule.
Jeg fryser ikke, – men jeg er træt, træt.
Margrete.
Så kom ind, og hvil dig –
Kong Skule.
Ja, ja; det tør vel snart være på tiden at
hvile.
hvile.
s. 224
Sigrid
(fra kapellet).
(fra kapellet).
Endelig kommer du, min broder!
Kong Skule.
Sigrid! Er du her?
Sigrid.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, når du
trængte mig i din højeste nød.
trængte mig i din højeste nød.
Kong Skule.
Hvor er dit barn, Margrete?
Margrete.
Det sover i sakristiet.
Kong Skule.
Så er ætten samlet på Elgesæter inat.
Sigrid.
Ja, samlet efter lange forvildede tider.
Kong Skule.
Nu fattes kun Håkon Håkonssøn.
Margrete og fru Ragnhild
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
Min fader! – Min husbond!
Kong Skule
(ser bevæget på dem).
(ser bevæget på dem).
Har I elsket mig så højt, I to? Jeg søgte
efter lykken ude i det fremmede, og agtede
aldrig på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde
fundet den. Jeg jog efter kærlighed gennem
synd og brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede
den i kraft af Guds og menneskenes lov. –
Og du, Ragnhild, min hustru, du, som jeg har
forbrudt så meget imod, du lægger dig varmt
og blødt op til mig i nødens højeste stund, du
kan skælve og ræddes for den mands liv, som
aldrig har kastet et solglimt over din vej.
efter lykken ude i det fremmede, og agtede
aldrig på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde
s. 225
fundet den. Jeg jog efter kærlighed gennem
synd og brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede
den i kraft af Guds og menneskenes lov. –
Og du, Ragnhild, min hustru, du, som jeg har
forbrudt så meget imod, du lægger dig varmt
og blødt op til mig i nødens højeste stund, du
kan skælve og ræddes for den mands liv, som
aldrig har kastet et solglimt over din vej.
Fru Ragnhild.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke så; tror du
jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig!
Jeg har altid været for ringe for dig, min høje
husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen
gerning, som du har øvet.
jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig!
Jeg har altid været for ringe for dig, min høje
husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen
gerning, som du har øvet.
Kong Skule.
Har du troet så trygt på mig, Ragnhild?
Fru Ragnhild.
Fra den første dag, jeg så dig.
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Når Håkon kommer, vil jeg bede om grid!
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
Sigrid
(med et udtryk af rædsel).
(med et udtryk af rædsel).
Skule, min broder! Ve dig, om du farer
vild på vejen inat!
vild på vejen inat!
(Larm udenfor; straks efter banker det på porten.)
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
15
s. 226
Margrete.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!
Fru Ragnhild.
Hvem banker på porten?
Stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Bymændene fra Nidaros! Luk op! Vi ved,
at Skule Bårdssøn er derinde!
at Skule Bårdssøn er derinde!
Kong Skule.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?
Larmende stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Kom ud, kom ud! Du skal dø, du onde
mand!
mand!
Margrete.
Og det vover I bymænd at true med?
En enkelt.
Kong Håkon har dømt ham i Oslo.
En anden.
Det er hver mands pligt at dræbe ham.
Margrete.
Jeg er dronningen; jeg byder eder at fare
herfra!
herfra!
En stemme.
Det er Skule Bårdssøns datter og ikke
dronningen, som taler så.
dronningen, som taler så.
s. 227
En anden.
I har ingen magt over liv og død; kongen
har dømt ham!
har dømt ham!
Fru Ragnhild.
Ind i kirken, Skule! For Gud den barm-
hjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme
dig nær!
hjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme
dig nær!
Kong Skule.
Ja, ind i kirken; for dem derude vil jeg
ikke falde. Min hustru, min datter; det er som
jeg havde fundet fred og lys; o, det må ikke
tages fra mig igen så brat! (Vil ile ind i kapellet.)
ikke falde. Min hustru, min datter; det er som
jeg havde fundet fred og lys; o, det må ikke
tages fra mig igen så brat! (Vil ile ind i kapellet.)
Peter
(udenfor til højre).
(udenfor til højre).
Min fader, min konge! Nu har du snart
sejren!
sejren!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Han! Han! (synker ned på kirketrappen.)
Fru Ragnhild.
Hvem er det?
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Se, se; kirkeraneren klyver over klostertaget!
Andre.
Kast sten på ham! Kast sten på ham!
Peter
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården).
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården).
Vel mødt igen, min fader!
15*
s. 228
Kong Skule
(ser forfærdet på ham).
(ser forfærdet på ham).
Dig – dig havde jeg glemt –! Hvor kommer
du fra?
du fra?
Peter
(vildt).
(vildt).
Hvor er kongsbarnet?
Margrete.
Kongsbarnet!
Kong Skule
(springer op).
(springer op).
Hvor kommer du fra, spørger jeg?
Peter.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet
Bård Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet
er på Elgesæter inat.
Bård Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet
er på Elgesæter inat.
Margrete.
Gud!
Kong Skule.
Det har du gjort! Og nu?
Peter.
Han samler flokken sammen, og så stævner
de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet,
kvinde?
de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet,
kvinde?
Margrete
(der har stillet sig foran kirkedøren).
(der har stillet sig foran kirkedøren).
Det sover i sakristiet!
Peter.
Ligegodt, om det så sov på alteret! Jeg har
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd
for at hente kongsbarnet heller!
s. 229
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd
for at hente kongsbarnet heller!
Fru Ragnhild
(råber til Skule).
(råber til Skule).
Ham er det, du har elsket så højt!
Margrete.
Fader, fader! Hvor kunde du glemme alle
os andre for hans skyld!
os andre for hans skyld!
Kong Skule.
Han var ren, som et Guds lam, da den
angrende kvinde gav mig ham; – det er troen
på mig, som har gjort ham til den, han nu er.
angrende kvinde gav mig ham; – det er troen
på mig, som har gjort ham til den, han nu er.
Peter
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Barnet må herud! Dræb det, dræb det på
dronningens arm, – det var kong Skules ord
i Oslo!
dronningens arm, – det var kong Skules ord
i Oslo!
Margrete.
Syndigt, syndigt!
Peter.
En helgen kunde tryggelig gøre det, når min
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi
han ejer den store kongstanke!
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi
han ejer den store kongstanke!
Bymændene
(banker på porten).
(banker på porten).
Luk op! Kom ud, du og kirkeraneren, ellers
brænder vi klostret ned!
brænder vi klostret ned!
s. 230
Kong Skule
(som greben af en stærk beslutning).
(som greben af en stærk beslutning).
Den store kongstanke! Ja, den er det,
som har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren
og skyldfri skulde jeg give dig tilbage; det er
troen på mig, som driver dig så vildt fra brøde
til brøde, fra dødsskyld til dødsskyld! O, men
jeg kan frelse dig endnu; jeg kan frelse os alle!
(råber mod baggrunden.) Vent, vent, I bymænd derude;
jeg kommer!
som har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren
og skyldfri skulde jeg give dig tilbage; det er
troen på mig, som driver dig så vildt fra brøde
til brøde, fra dødsskyld til dødsskyld! O, men
jeg kan frelse dig endnu; jeg kan frelse os alle!
(råber mod baggrunden.) Vent, vent, I bymænd derude;
jeg kommer!
Margrete
(griber forfærdet hans hånd).
(griber forfærdet hans hånd).
Min fader, hvad vil du?
Fru Ragnhild
(klynger sig op til ham med et skrig).
(klynger sig op til ham med et skrig).
Skule!
Sigrid
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
Slip ham, slip ham, I kvinder; – der vokser
vinger ved hans tanke nu!
vinger ved hans tanke nu!
Kong Skule
(fast og stærk til Peter).
(fast og stærk til Peter).
Du så i mig den himmelkårne, – den,
som skulde gøre den store kongsgerning i
landet. Se bedre på mig, du forvildede! Kongs-
pjalterne, som jeg har pyntet mig med, de var
lånte og stjålne, – nu lægger jeg dem af, en
for en.
som skulde gøre den store kongsgerning i
landet. Se bedre på mig, du forvildede! Kongs-
pjalterne, som jeg har pyntet mig med, de var
lånte og stjålne, – nu lægger jeg dem af, en
for en.
s. 231
Peter
(angst).
(angst).
Min høje, herlige fader, tal ikke så!
Kong Skule.
Kongstanken er Håkons, ikke min; han alene
har fået den kraft af Herren, som kan gøre den
til sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig
fra mig og frels din sjæl.
har fået den kraft af Herren, som kan gøre den
til sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig
fra mig og frels din sjæl.
Peter
(med brudt stemme).
(med brudt stemme).
Kongstanken er Håkons!
Kong Skule.
Jeg vilde være den største i landet. Gud,
Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som
den ringeste af alle.
Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som
den ringeste af alle.
Peter.
Tag mig bort fra jorden, herre! Straf mig
for al min brøde; men tag mig bort fra jorden;
thi her er jeg hjemløs nu. (synker ned på kirketrappen.)
for al min brøde; men tag mig bort fra jorden;
thi her er jeg hjemløs nu. (synker ned på kirketrappen.)
Kong Skule.
Jeg havde en ven, som blødte for mig i
Oslo. Han sagde: en mand kan falde for en
andens livsværk; men skal han blive ved at
leve, så må han leve for sit eget. – Jeg har
intet livsværk at leve for, jeg kan ikke leve for
Håkons heller, – men jeg kan falde for det.
Oslo. Han sagde: en mand kan falde for en
andens livsværk; men skal han blive ved at
leve, så må han leve for sit eget. – Jeg har
intet livsværk at leve for, jeg kan ikke leve for
Håkons heller, – men jeg kan falde for det.
Margrete.
Nej, nej, det skal du aldrig!
s. 232
Kong Skule
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
Elsker du din husbond, Margrete?
Margrete.
Højere end alt i verden.
Kong Skule.
Du kunde bære, at han sagde dødsdommen
over mig; men vilde du også kunne bære det, om
han måtte lade den fuldbyrde?
over mig; men vilde du også kunne bære det, om
han måtte lade den fuldbyrde?
Margrete.
Himlens herre, styrk mig!
Kong Skule.
Kunde du, Margrete?
Margrete
(sagte og gysende).
(sagte og gysende).
Nej, nej, – vi måtte skilles ad, – jeg turde
aldrig se ham tiere!
aldrig se ham tiere!
Kong Skule.
Du vilde lukke det fagreste lys ude fra hans
liv og fra dit; – vær rolig Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
liv og fra dit; – vær rolig Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
Fru Ragnhild.
Far fra landet, Skule; jeg følger dig hvorhen
og sålangt du vil.
og sålangt du vil.
Kong Skule
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Med en hånende skygge mellem os? – Jeg
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille tro-
faste hustru; – derfor må der heller intet samliv
være mellem os to på jorden.
s. 233
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille tro-
faste hustru; – derfor må der heller intet samliv
være mellem os to på jorden.
Sigrid.
Min kongelige broder! Jeg ser du trænger
mig ikke; jeg ser, du ved, hvad vej du skal gå.
mig ikke; jeg ser, du ved, hvad vej du skal gå.
Kong Skule.
Der gives mænd, som skabtes til at leve,
og mænd, som skabtes til at dø. Min vilje
vilde altid did, hvor ikke Guds finger pegte for
mig; derfor så jeg aldrig vejen klart før nu.
Mit stille husliv har jeg forbrudt, det kan jeg
ikke vinde igen; hvad jeg har syndet mod
Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri ham for en
kongspligt, som måtte skille ham fra det kæreste,
han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil ikke
vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær;
sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt;
finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn,
Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner
og svinder, det gloende sværd, som har været
draget over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og
jeg har forstået ham, og hans vrede er stilnet.
Det er ikke i helligdommen på Elgesæter jeg
skal kaste mig ned og bede om grid af en
jordens konge; – den høje kirke med stjerne-
hvælven over må jeg ind i, og det er kongernes
konge, jeg skal bede om grid og frelse for alt
mit livsværk!
og mænd, som skabtes til at dø. Min vilje
vilde altid did, hvor ikke Guds finger pegte for
mig; derfor så jeg aldrig vejen klart før nu.
Mit stille husliv har jeg forbrudt, det kan jeg
ikke vinde igen; hvad jeg har syndet mod
Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri ham for en
kongspligt, som måtte skille ham fra det kæreste,
han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil ikke
vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær;
sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt;
finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn,
Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner
og svinder, det gloende sværd, som har været
draget over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og
jeg har forstået ham, og hans vrede er stilnet.
Det er ikke i helligdommen på Elgesæter jeg
skal kaste mig ned og bede om grid af en
jordens konge; – den høje kirke med stjerne-
hvælven over må jeg ind i, og det er kongernes
s. 234
konge, jeg skal bede om grid og frelse for alt
mit livsværk!
Sigrid.
Stå ham ikke imod! Stå ikke Guds kaldelse
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det
dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi for-
færdede kvinder stået længe nok i lønkamrene,
skrækslagne og gemte ind i de mørkeste kroge,
lyttende til al den rædsel, som øvedes udenfor,
lyttende til blodtoget, som gik landet over fra
ende til ende? Har vi ikke ligget blege og
forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se ud,
ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den
store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug
dine vinger, og ve dem, som vil binde dig nu!
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det
dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi for-
færdede kvinder stået længe nok i lønkamrene,
skrækslagne og gemte ind i de mørkeste kroge,
lyttende til al den rædsel, som øvedes udenfor,
lyttende til blodtoget, som gik landet over fra
ende til ende? Har vi ikke ligget blege og
forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se ud,
ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den
store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug
dine vinger, og ve dem, som vil binde dig nu!
Fru Ragnhild.
Far hen i fred, min husbond! Far did, hvor
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
Margrete.
Min fader, farvel, farvel, – tusende farvel!
(følger fru Ragnhild.)
Sigrid
(åbner kirkedøren og råber ind):
(åbner kirkedøren og råber ind):
Frem, frem alle kvinder! Saml jer i bøn;
send et bud opad med sang til Herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende
hjem fra sin ulydighedsgang på jorden!
send et bud opad med sang til Herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende
hjem fra sin ulydighedsgang på jorden!
s. 235
Kong Skule.
Sigrid, min trofaste søster, hils kong Håkon
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste
stund ved om han er den kongefødte, men at
jeg uryggeligt ved: han er den, som Gud har
kåret.
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste
stund ved om han er den kongefødte, men at
jeg uryggeligt ved: han er den, som Gud har
kåret.
Sigrid.
Jeg skal bringe ham din hilsen.
Kong Skule.
Og en hilsen til får du bringe. Der sidder
en angrende kvinde nord på Hålogaland; sig
hende, at hendes søn gik forud; han fulgte med
mig, da der var al fare for hans sjæl.
en angrende kvinde nord på Hålogaland; sig
hende, at hendes søn gik forud; han fulgte med
mig, da der var al fare for hans sjæl.
Sigrid.
Det skal jeg.
Kong Skule.
Sig hende, det var ikke med hjertet han
syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde
ham igen.
syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde
ham igen.
Sigrid.
Det skal jeg. – (Peger mod baggrunden.) Hør,
der bryder de låsen fra!
der bryder de låsen fra!
Kong Skule
(peger mod kapellet).
(peger mod kapellet).
Hør, der synger de højt til Gud om frelse
og fred!
og fred!
s. 236
Sigrid.
Hør, hør! Alle klokker i Nidaros ringer –!
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
De ringer en konge til graven.
Sigrid.
Nej, de ringer til din rette kroning nu! Far-
vel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme
vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes
under den! Gå ind, gå ind i den store kirke og
tag livsens krone! (iler ind i kapellet.)
vel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme
vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes
under den! Gå ind, gå ind i den store kirke og
tag livsens krone! (iler ind i kapellet.)
(Sang og klokkeringning vedbliver under det følgende.)
Stemmer
(udenfor porten.)
(udenfor porten.)
Nu er låsen fra! Tving os ikke til at bryde
kirkefreden!
kirkefreden!
Kong Skule.
Jeg kommer.
Bymændene.
Og kirkeraneren skal også komme!
Kong Skule.
Kirkeraneren skal også komme, ja! (går hen
til Peter.) Min søn, er du rede?
til Peter.) Min søn, er du rede?
Peter.
Ja, min fader, jeg er rede.
Kong Skule
(ser opad).
(ser opad).
Gud, jeg er en fattig mand, jeg har kun
mit liv at give; men tag det, og berg Håkons
store kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
s. 237
mit liv at give; men tag det, og berg Håkons
store kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
Peter.
Her er min hånd, fader.
Kong Skule.
Og vær ikke ræd for det, som nu kommer.
Peter.
Nej, fader, jeg er ikke ræd, når jeg går
sammen med dig.
sammen med dig.
Kong Skule.
Tryggere vej har vi to aldrig gået sammen.
(Han åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede
våben.) Her er vi; vi kommer frivilligt; – men
hug ham ikke i ansigtet.
(Han åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede
våben.) Her er vi; vi kommer frivilligt; – men
hug ham ikke i ansigtet.
(De går udenfor, hånd i hånd; porten glider til.)
En stemme.
Sigt ikke, spar ikke; – hug dem, hvor
I kan!
I kan!
Kong Skules stemme.
Uhæderligt er det at handle så med høv-
dinger!
dinger!
(Kort våbenlarm; derpå høres tunge fald; alt bliver et øjeblik
stille.)
stille.)
En stemme.
De er døde beggeto!
(Kongsluren lyder.)
En anden stemme.
Der kommer kong Håkon med al sin hird!
s. 238
Mængden.
Hil eder, Håkon Håkonssøn; nu har I ingen
fiender mere!
fiender mere!
Gregorius Jonssøn
(stanser lidt ved de døde).
(stanser lidt ved de døde).
Så kom jeg dog for sent!
(går ind i klostergården.)
Dagfinn Bonde.
Usaligt for Norge, om I var kommen før!
(råber ud.) Her ind, kong Håkon!
(råber ud.) Her ind, kong Håkon!
Håkon
(stansende).
(stansende).
Liget ligger mig ivejen!
Dagfinn Bonde.
Vil Håkon Håkonssøn frem, så får han gå
over Skule Bårdssøns lig!
over Skule Bårdssøns lig!
Håkon.
I Guds navn da!
(Stiger over liget og kommer ind.)
Dagfinn Bonde.
Endelig kan I gå til kongsværket med frie
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
Håkon.
Hver mand dømte ham galt; der var en
gåde ved ham.
gåde ved ham.
s. 239
Dagfinn Bonde.
En gåde?
Håkon
(griber ham om armen og siger sagte):
(griber ham om armen og siger sagte):
Skule Bårdssøn var Guds stedbarn på jorden;
det var gåden ved ham.
det var gåden ved ham.
(Kvindernes sang lyder højere fra kapellet; alle klokker bliver ved
at ringe i Nidaros.)
at ringe i Nidaros.)
Teppet falder.
